Elritser stortrives i Simested Å

elritse_fisk1.jpg Den smukke elritse (på engelsk ”minnow") er Danmarks mindste karpefisk og den trives bedst i naturlige åer med rent, iltrigt vand og god, varieret vandløbskvalitet. Foto: Torsten Riis.

Elritsen er en lille karpefisk og er næppe kendt af mange af dagens lystfiskere. Blandt biologer opfattes den som en pålidelig rentvands-indikator for sunde, naturlige vandløb – og derfor var det nærmest en euforisk oplevelse, da biolog Thorsten Riis forleden opdagede, at den allerede trives på en strækning af Simested Å, som blev genslynget for blot et par år siden.

Den lille elegante karpefisk, elritse, bliver sjældent over 10 cm; hunnen kan dog i særlige tilfælde vokse op til 14 cm. Den størst registrerede i Danmark var 12,2 cm. Den findes over det meste af Europa og langt ind i Sibirien og netop her i juni har jeg tidligere observeret elritser trække opstrøms tæt langs bredderne af den store elv, Umba, på Kolahalvøen, i kilometerlange stimer for at gyde.

Den var tidligere udbredt her i landet ifølge forhenværende statsbiolog Knud Larsen. Men efter sidste århundredes massive ajle-forureninger og især efter de systematiske reguleringer og udretninger af de danske vandløb, blev den udryddet mange steder, da den kræver rent, iltrigt vand og varierede strømforhold.

Netop derfor har elritsen holdt stand i den himmerlandske perle, Simested Å, der er fredet og derfor har et naturligt løb på en længere strækning nedstrøms Aalestrup. Gennem de knap 40 år, jeg har boet på egnen, har jeg næsten hvert år her i juni set elritser lege over stenene i stryget neden for ”Kirstens Bro” – og tit har jeg set store bækørreder (og tidligere også regnbuer) udføre bagholdsangreb på de elskovssyge småfisk. Det er dog interessant, at elritsen ikke findes i den øvre del af Simested Å, hvor der til gengæld er dambrug og spærringer – som helt åbenbart begrænser elritsens frie vandring.

Biolog Thorsten Olesen Riis fra Limfjordsrådet.dk har for nylig el-fisket en strækning af Simested Å ved Aalestrup, som Vesthimmerlands Kommune for blot 1/2 år siden restaurerede som en del af et vandområdeplansprojekt, der har til formål at sikre opfyldelse af vandløbets miljømål – god økologisk tilstand. Restaureringen bestod af 18 indsnævringer af vandløbsprofilet, udlægning af store sten, samt udlægning af to gydebanker. De største sten blev sejlet ud.

Til sin overraskelse fangede Torsten Riis adskillige elritser på de nyrestaurerede strækning. Det var nærmest en euforisk oplevelse, udtaler han. Elritsen anses nemlig for at være uddød i nabovandløbene Lindenborg, Hasseris, Trend og Villestrup Åer.

– Når vi finder elritsen, så ved vi, at det er en superduper vandløbskvalitet, vi har med at gøre.

– Vandplanerne virker med andre ord, og erfaringerne fra Simested Å kan blandt andet bruges til at forbedre andre nordjyske åer til samme høje standard, konkluderer Thorsten Olesen Riis.

elritse_fisk2.jpg Blot 1 1/2 år efter restaureringen af Simested Å ved Aalestrup er elritsen indvandret takket være bl.a. stensætninger flere steder, der øger strømmen og dermed iltningen af vandet.