Små pighvarrer sættes ud omkring Fyn

pighvar på hånd.jpg Pighvar er klar til udsætning, når de er 6-8 cm lange. Foto: Mads Christoffersen

For 30-40 år siden var pighvarre en sjælden fisk i fynske farvande. Siden er bestanden vokset pænt, både på grund af udsætninger og på grund af renere vand. Og nu kommer der endnu flere pighvarrer.

I midten af januar satte en lang række foreninger og institutioner sig sammen for at koordinere og opstarte et projekt, der skal ophjælpe pighvarbestanden omkring Fyn. Planen er kort fortalt at skabe en stærkere bestand af den på mange måde eftertragtede og fascinerende pighvarre. Det skal foregå ved at udsætte små pighvarrer.

Med i arbejdet er Danmarks Amatørfiskerforening, Danmarks Fritidsfiskerforbund, Danmarks Fiskeriforening, Venø Fish Farm, FishLab, Fiskeristyrelsen, Øhavscenter Faaborg og DTU Aqua.

Der har været udsat pighvarre med relativ stor succes i Danmark i mange år. Det nye er, at der de senere år har været øget fokus på vigtigheden af at benytte afkom fra lokale fisk til udsætning i samme lokalområde.

– De fisk, vi skal i gang med at opdrætte til udsætning, bliver udsat i samme område omkring Fyn, som deres forældre kommer fra. Vi ved fra andre fiskearter, eksempelvis laksefisk, at det giver fiskene en meget større chance for at klare sig godt og selv bidrage til fremtidige generationer, når fiskene fra starten så at sige er kodet til det område, de bliver udsat i. Sådan vil det med stor sandsynlighed også være med pighvarrene i dette tilfælde, siger Mads Christoffersen, som er fiskeplejekonsulent på DTU Aqua og koordinator for projektet.

Helt konkret vil fiskene blive indfanget i vandet omkring Fyn i forårsmånederne 2018. Derefter vil de blive strøget, og den befrugtede rogn klækker derefter i kontrollerede omgivelser. Når først fiskelarverne er kommet til verden, vokser de hurtigt, og fiskene vil allerede være klar til udsætning i det tidlige efterår i år. Det er endnu ikke afgjort præcist, hvor udsætningerne kommer til at foregå.

Projektet er finansieret af Fiskeplejen.

Pighvar-IMG-6207-700x300.jpg
Pighvar skifter farve efter den bund de ligger på. Foto: Mads Christoffersen