God modtagelse af havnenotat

FZhavn2.jpg

Der var politisk opbakning til arbejdet med at forbedre mulighederne for lystfiskeri i havnene, da Fishing Zealands og Danmarks Sportsfiskerforbunds havnenotat blev offentliggjort.

Fredag den 17. november blev Fishing Zealands og Danmarks Sportsfiskerforbunds notat om lystfiskeri i havnene offentliggjort. Det skete på Nordre Havn i Helsingør, hvor to af notatets tre forfattere – Henrik Larsen fra Fishing Zealand og Kaare Manniche Ebert, Danmarks Sportsfiskerforbund – overrakte notatet til Henrik Møller, der er udvalgsformand i Helsingør Kommunes Kultur- og Turistudvalg samt medlem i Fishing Zealands styregruppe. Et par lokale lystfiskerdrenge – Marius Dam Jespersen og Peter Fog Pedersen på henholdsvis 14 og 15 år – deltog med fiskestængerne i hånden, ligesom Niels Lagergaard, konstitueret projektleder i Fishing Zealand, også var med.

Godt udgangspunkt
Notatet blev godt modtaget af Henrik Møller, der inden havde haft en digital udgave til gennemsyn og derfor kendte indholdet.

– Jeg synes, notatet er et rigtig godt udgangspunkt i forhold til at gøre havnene mere attraktive for lystfiskerne. Det beskriver fint de muligheder men også udfordringer, som havnefiskeriet besidder, sagde han ved overrækkelsen.

Bedre information
Henrik Larsen delagtiggjorde journalister fra henholdsvis Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amts Avis om notatets bud på potentialer og udfordringer i havnene, mens Kaare Manniche Ebert fortalte om nogle af de løsninger, som Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund peger på i notatet.

– Der findes nogle lavt hængende frugter som for eksempel at give bedre information om fiskeriet og om de mange muligheder, som havnene besidder. Det vil Danmarks Sportsfiskerforbund sammen med Fishing Zealand arbejde videre med i 2018, sagde Kaare Manniche Ebert.

 

Det er virkelig en skam, at nogle af de bedste lokaliteter i dag er lukket land. Det bør være muligt – i dialog med havnene – at finde løsninger, som kan øge antallet af gode fiskepladser. Den opgave vil jeg arbejde videre med i Helsingør byråd og i Fishing Zealand i 2018.
Henrik Møller, udvalgsformand i Helsingør Kommunes Kultur- og Turistudvalg samt medlem i Fishing Zealands styregruppe.

Udvikling af lystfiskeriet i havnene

Notatet 'Udvikling af lystfiskeriet i havnene' er udgivet af Danmarks Sportsfiskerforbund og Fishing Zealand. Det er udarbejdet af Henrik Larsen, Kaare Manniche Ebert og Gordon P. Henriksen.


I notatet peger vi på tiltag, der kan forbedre havnefiskeriet i Danmark. Det er blandt andet:

- Bedre information om fiskemulighederne
- Flere faciliteter som f.eks. renseborde
- Bedre sikkerhed
- Lettere adgang for handicappede 

Læs notatet her

Arbejder for bedre adgang
Da talen faldt på en de største udfordringer – den begrænsede adgang til mange af de bedste fiskepladser som følge af blandt andet terrorsikring – var Henrik Møller meget klar.

– Det er virkelig en skam, at nogle af de bedste lokaliteter i dag er lukket land. Det bør være muligt – i dialog med havnene – at finde løsninger, som kan øge antallet af gode fiskepladser. Den opgave vil jeg arbejde videre med i Helsingør byråd og i Fishing Zealand i 2018, sagde Henrik Møller.

Netop dialogen med de enkelte havne er vigtig, pointerer Kaare Manniche Ebert.

– Vi vil opfordre til, at vores medlemmer og medlemsforeninger bruger det nye notat som en anledning til at tage dialogen med den lokale havn. Notatet giver nogle meget konkrete bud på forbedringer af havnefiskeriet, som I kan opfordre havnen til at arbejde videre med. Jeg foreslår, at I afleverer en trykt udgave af notatet til jeres lokale havn. Hvis I ønsker en trykt udgave af notatet, kan I kontakte mig, siger Kaare Manniche Ebert.

Glæde over modtagelsen
Niels Lagergaard var efter overrækkelsen glad for modtagelsen af notatet.

– Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund har det seneste år sat fokus på havnene, både med events, workshops og nu med dette notat. Det er derfor meget positivt at møde en engageret politiker, der selv har fisket og derfor kender til problemstillingerne, og som vil arbejde for at løse dem, sagde Niels Lagergaard.

Efter den formelle del – overrækkelsen – blev der serveret fisk, mens Marius og Peter fiskede videre efter fladfisk. Dog uden held; måske på grund af den hårde vind, som gav skum på bølgetoppene ude i Sundet.

 

Vi vil opfordre til, at vores medlemmer og medlemsforeninger bruger det nye notat som en anledning til at tage dialogen med den lokale havn. Notatet giver nogle meget konkrete bud på forbedringer af havnefiskeriet, som I kan opfordre havnen til at arbejde videre med.
Kaare Manniche Ebert, fiskebiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund og medforfatter af havnenotatet.