Succesfuld overflytning af sandarter
Der var primært sandarter på 55 cm til 65 cm, der blev fanget og overført.
184 sandarter tog turen med lastbil fra Arresø til Haderslev Dam midt i november. Sønderjysk Sportsfiskerforening håber nu, at de vil få gydesucces og danne grundlag for en stor bestand i søen.
I 2024 blev der uddelt penge til forskellige projekter fra projektpuljen ” Bedre lystfiskeri i Danmark”, og et af dem handlede om at flytte sandarter til Haderslev Dam, hvor der hele tiden har været en bestand, men den var blevet meget lille, og Sønderjysk Sportsfiskerforenings tanke var at give den et boost.
Der blev bevilget lige knap 100.000 kr., og planen var at søge tilladelse til at overføre sandart fra en sø på Sjælland. I den sidste ende faldt valget på Arresø, og Naturstyrelsen gav de nødvendige tilladelser til opfiskningen.
Fiskeriet fandt sted i weekenden den 14.-16. november 2025, og det foregik ved almindeligt lystfiskeri med jigs og woblere. Elektrisk udstyr som livescope og ekkolod hjalp også godt på vej, men alligevel var der spændende, om det ville lykkes at fange tilstrækkeligt med fisk.
Fik hjælp fra lokale kræfter
Michael Røge fra bestyrelsen i Sønderjysk Sportsfiskerforening var blandt de 15 mand, der tog turen til Sjælland.
– Torsdag aften mødte de første fiskere ind på Ramløse Havn ved Arresø, hvor Arresø Sejlklub havde været så venlige at stille deres klubhus til rådighed, hvilket var en kæmpe hjælp. Der havde vi så en base at arbejde ud fra, et sted at komme ind i varmen, og ikke mindst et sted at lave mad til alle deltagerne, fortæller Michael Røge og fortsætter:
– Vi havde allieret os med nogle lokale medlemmer af Lystfiskeriforeningen, som også stillede både til rådighed, og vi havde selv inviteret nogle skrappe predator-fiskere med, som mødte op med båd og udstyr til at finde og fange sandart.
Sandarterne blev opbevaret i et net i havnen i Ramløse, indtil de blev kørt til Haderslev.
Styr på opbevaringen
Der var blevet tilladelse til at indfange og flytte op til 200 sandart, der skulle transporteres til Haderslev med en lastvogn med tange til opbevaring af fisk. Der var desuden givet ekstra motortilladelser i forbindelse med projektet.
I havnen ved Ramløse blev der sat et net op, hvor fiskene kunne gå, indtil de skulle med lastvognen, og bådene fik store murerbaljer med ud, som fiskene kunne være i, indtil de kom i havn. Alt sammen fungerede fint, og da fredagen var omme, svømmede der cirka 30 sandarter rundt i nettet.
Held med fiskeriet
Lørdag var dagen hvor der skulle fiskes igennem, og det blev der. Resultatet blev, at det samlede antal kom op på 120 sandart, og den første sending kom afsted til Jylland.
Søndag blev der fisket frem til kl. 13, og derefter kunne man gøre status.
– Timingen viste sig helt perfekt. På trods af at søen viste tænder i form af vind og bølger, da de første ankom torsdag, var vi så heldige, at søen lå stort set spejlblank alle tre dage, lige indtil de sidste forlod Ramløse søndag, og det igen begyndte at blæse op, fortæller Michael Røge og fortsætter:
– Det samlede resultat endte på imponerende 186 sandarter, og søndag kl. 23 var de sidste sandarter sat ud i Haderslev Dam. Kun to sandarter klarede ikke fangst, transport og genudsætning. Nu kan de svømme rundt i fred i Haderslev Dam, for vi har fredet fisken på ubestemt tid og åbner først for sandartfiskeri, når vi kan se at bestanden har opnået en god størrelse.
Langt de fleste sandarter lå størrelsesmæssigt mellem 55 cm og 65 cm. Der blev slet ikke fanget nogen under mindstemålet på 50 cm.