Læsetip: Lystfiskerkrimi i det nordligste Norge
Krimien Døden løber mod nord er en stærk psykologisk thriller om ubearbejdede traumer, der fordærver sjælen, tager magten og bringer mennesker ud i ekstremer, skriver Mofibo. Og ikke mindst har hovedpersonerne en forkærlighed for fluefiskeri efter laks.
Foto: Simon Lilholt // Imperiet.
Fluefiskeri, laks og havbrug indgår som usædvanlig ramme i den nye krimi Døden løber mod nord. Den udspiller sig omkring en norsk elv, der løber ud i Barentshavet.
DØDEN LØBER MOD NORD
Døden løber mod nord udkommer 19. januar som lyd- og e-bog på Mofibo, mens den trykte bog udkommer i starten af februar på Byens Forlag.
Thomas Bjerg har udgivet krimiserien Skadedyr i tre bind, og Døden løber mod nord er første bind i den nye serie om anklageren Vitus Dahl.
Forfatteren Thomas Bjerg skulle i gang med en ny krimiserie og blev inspireret, da han besøgte sin søn Johan Bjerg i Nordnorge. Sønnen fisker ofte laks og ørreder og skriver hyppigt for Sportsfiskeren. Sammen tog de på researchtur i norske Finnmark og besøgte elve og fjorde, der indgår i bogen.
- Jeg elsker at skrive om mord ude i naturen, fordi jeg får mange muligheder for at bruge stærke varsler og symboler i kraft af dyr, fisk, planter og landskaber. Og den nordnorske natur er fed som ramme, fordi den både er ekstrem smuk og barsk med sine fjelde, gletsjere, elve og fjorde, siger Thomas Bjerg, der også har skrevet om lakseopdræt for Sportsfiskeren.
Laks spiller en afgørende rolle i bogen. Både i kraft af fluefiskeriet og opdrættet, der ødelægger den sårbare, nordnorske natur og de vilde laksestammer.
- Et gennemgående tema er respekten for naturen og laksen, set gennem lystfiskernes og shamanens øjne, og så den kyniske udnyttelse af fisken, som opdrætterne bedriver. Her har jeg udnyttet min research til de journalistiske artikler.
Lystfiskernes eftersøgning går helt galt
Handlingen udspiller sig i den barske natur på Loppa-halvøen i Finnmark. Heroppe i det nordligste Norge får den danske anklager Vitus Dahl og den smukke outdoor influencer Therese samlet en splittet gruppe af danske lystfiskervenner.
De drager ud til elven ved foden af en gletsjer for at søge efter Thereses gamle forsvundne kæreste. Alle troede, at han havde begået selvmord. Men han gemmer sig ude i dalen, psykisk syg efter en traumatisk fisketur mange år tidligere.
Eftersøgningen går helt galt, da en af vennerne driver ned ad elven med smadret baghoved. Vitus’ ekskone, der er shamanistisk helbreder, er taget med, og hun kommer sammen med Vitus på overarbejde med smadrede sjæle og ubearbejdede traumer i en natur, der fremstår fjendtlig og ødelagt.
Døden løber mod nord udkommer d. 19. januar som lyd- og e-bog på Mofibo - du finder den her.
I begyndelsen af februar udkommer den trykte bog på Byens Forlag.