Flotte laks til unge lystfiskere
Jonas Mortensen fangede turens største laks på hele 105 cm, da juniorerne fra OSK var på tur til Varde Å.
Både Varde Å og Sneum Å leverede sidste weekend flotte laks til unge juniorfiskere fra henholdsvis Odense Sportsfisker Klub og Frelloskolen i Varde.
Lørdag den 9. maj tog et hold på 12 juniorer og deres ledere fra Odense Sportsfisker Klub (OSK) til Varde Å, hvor de slog sig ned på en shelterplads ved Ansager for at fiske efter laks i åen i løbet af weekenden. Den skrappe juniorafdeling i OSK har tidligere fanget flotte laks og havørreder i Varde Å, så der var noget at leve op til.
Mike Nielsen landede en flot laks på 95 cm om søndagen.
Det klarede de dog fint, og allerede lørdag gav det fisk, lige inden aftensmaden skulle på bordet, og Rasmus Nielsen kunne lande en laks på 72 cm.
Dagen efter blev der fisket igennem igen, og Mike Nielsen fangede en superflot laks på 95 cm, inden Jonas Mortensen sluttede af med turens største, der målte hele 105 cm.
Rasmus og Jonas fangede deres laks på spinner, mens Mikes blev fanget på orm. Rasmus kunne hjemtage sin laks under den lille kvote, mens de to øvrige blev behørigt genudsat, da kvoten for store laks er lukket i Varde Å.
Frederik Kjærgaard Hansen nåede lige at fange sin laks, inden turen sluttede.
Den sidste blev hængende
Frelloskolen i Varde har en fiskelinje, og søndag den 10. maj havde holdet fået lov til at fiske på Sydvestjydsk Sportsfiskerforenings vand i Sneum Å. Turen startede uden de store fangster, og da det var tæt på afslutningen, fik holdets leder Peter Rønnov endelig laks på, men den var kun på krogen i et par sekunder. Han opfordrede de nærmeste elever til at prøve, om de kunne lokke den igen, og kort efter – men ikke helt samme sted – fik en af dem laks på. Det varede dog kun nogle sekunder, før den også røg af.
Tiden var ved at løbe ud, da Frederik Kjærgaard Hansen så sin prop dykke ned under vandet. Han var helt cool, og ventede nogle sekunder inden tilslaget, og denne gang blev laksen siddende. Peter Rønnov kunne nette den flotte laks, der målte 108 cm og vejede 11,8 kg.
Frederik kunne hjembringe fisken, da kvoten for store laks fortsat er åben i Sneum Å.