De slog en krog i hinanden
Ingelise Rønholt Frier og Jens-Ole Rønholt Frier var teenagere, da de mødte hinanden på Danmarks Sportsfiskerforbunds juniorlederkursus. Lige siden har de fået ægteskab, arbejde og fritid til at smelte sammen om lystfiskeriet.
BLÅ BOG – JENS-OLE RØNHOLT FRIER
• 73 år.
• Uddannet biolog.
• Har arbejdet med alt fra krebsdyr til ørreder.
• Har været med til at udvikle recirkuleringsanlæg til åernes dambrug, der i høj grad nedsatte forureningen.
• De sidste 10 år af karrieren var han institutleder på Aalborg Universitet.
• Medstifter af Aalestrup Naturefterskole.
Det var ikke nemt at være Jens- Oles far. Knægten forsvandt hele tiden ud ad bagdøren og ned til åen. Det var ikke, fordi Jens-Oles far havde noget imod sønnens naturinteresse og især for det, der befandt sig under vandoverfladen. Han havde bare den, for forældre, naturlige bekymring, at et barn på 6-7 år ikke klarer sig så godt, hvis det skvatter i vandet.
– Min far og jeg nåede frem til den fornuftige aftale, at hvis jeg lærte at svømme, var der fri adgang til at jage Køge Ås og Tryggevælde Ås aborrer, siger Jens-Ole.
Sønnen kastede sig derefter med stor iver i bølgen blå, fik beviset på, at han kunne holde næsen over vandet og begyndte så at fiske efter de sortstribede røvere. Han har ikke sluppet fiskestangen siden.
BLÅ BOG – INGELISE RØNHOLT FRIER
• 71 år.
• Uddannet lærer med speciale i geografi, idræt og biologi.
• Medstifter af Aalestrup Naturefterskole og den første leder af fiskelinjen på skolen.
• Fun fact: Ingelise har på en fisketur til Gudenåen ved Bjerringbro været med til at fange 5,5 meter laks. Antallet af fisk fortaber sig.
Fars kæmpewobler
På den modsatte side af Sjælland havde en lille pige ikke lært at svømme endnu. Det gjorde nu ikke så meget, for hun var med i båden, fra hun var 3-4 år gammel, når hendes far fiskede efter gedder og sandarter på Tissø.
Ingelise så sin far kaste sin enorme, hjemmelavede wobler, der mest af alt mindede om et malet kosteskaft med påmonterede kroge, ud i søen. Faren fangede sit livs gedde på wobleren, og Ingelise har stadig billedet af den stolte fanger sammen med agnen. Hendes far såede en fiskeiver i Ingelise, der ikke har sluppet sit tag siden. Eller som hun ret præcist siger det:
– Jeg har fisket hele livet og været lærer ved siden af.
Juniorlederkursus med konsekvenser
Danmarks Sportsfiskerforbunds juniorlederkursus – det der i dag hedder Fiskeakademiet – har fostret mange glade lystfiskere, livslange venskaber og i 1966 et sæt kærester. Ingelise og Jens-Ole fik filtret deres liner så grundigt ind i hinanden, at knuden ikke har været til at løse siden.
Det endte med, at de flyttede sammen på meget lidt plads, for de var ikke ret gamle, havde stort set ingen penge og manglede at blive færdige med deres uddannelser.
Ved siden af det vigtigste, at fiske, læste Jens Ole biologi på universitetet, og Ingelise gik på lærerseminariet. Fiskevandet blev til at begynde med nået på knallert, men det var ingen forhindring, for at der blev fisket igennem.
Et fiskeliv i billeder
Jens-Ole op går oven på og åbner computeren. På det seneste har han været i gang med at digitalisere deres fælles livs fiskebilleder. De første er af nogle glade unge mennesker med deres fangst af enten gedder eller havørreder.
De næste mange, helt utroligt mange, er af store laks fanget i Norge. Undervejs bliver knallerterne skiftet ud med noget med fire hjul, der senere bliver til et folkevognsrugbrød indrettet til beboelse. Samtidig begynder der at optræde et og senere to børn på billederne. De fleste har en periode, når børnene er små, hvor der ikke bliver fisket så meget. Det var fuldstændig utænkeligt for Jens-Ole og Ingelise. Især ikke når de var på ture i Norge hver sommer.
– Vi var afsted i to, tre og fire uger og skiftedes til at tage os af det første barn, Bo, og havde vagt i et døgn, imens den anden fiskede. Okay, vi fiskede ikke 24 timer i træk, men vi fiskede meget, siger Ingelise.
Nogle gange blev han båret på ryggen, så de begge kunne fiske. Deres søn, Bo, har senere påstået, at det påførte ham så stort et traume, at han først begyndte at fiske laks, da han var et godt stykke oppe i tyverne. Ingelise smiler.
– Han fangede sine første tre laks som 9-årig, så han har ikke taget helt skade.
Da Bos lillesøster kom til verden, skiftede de taktik.
– Ungerne blev placeret ude i stævnen af en båd og bedøvet med noget chokolade. Så drev vi ned ad Namsen og fiskede, imens den lille faldt i søvn til lyden af vandet og hjulenes snurren.
En cirkel på et kort
Jens-Oles uddannelse i biologi handlede selvfølgelig om noget under vandoverfladen. – Da jeg skulle vælge linjefag på seminariet, valgte jeg idræt, geografi og selvfølgelig biologi, siger Ingelise og fortsætter: – Det skulle smage af det, Jens-Ole læste på universitetet.
Med eksamensbeviserne i hånden diskuterede de, hvor de skulle hen i verden. – Vi tegnede en cirkel på et kort med en radius på 30 km i Himmerland. Inden for den ville vi bo, siger Jens-Ole og lader en finger køre i ring på bordet.
Cirklen blev placeret så tilpas snedigt, at den rummede både Limfjorden, Mariager Fjord, Lilleåen, Simested Å og Lerkenfeld Å. Den sidste ligger i baghaven af det hus, de fandt og købte.
Der må ikke være for langt til en god fiskeplads, hvilket også r esulterede i, at Ingelise og Jens-Ole bosatte sig meget tæt på Lerkenfeld Å.
En større grejsamling
Solen er begyndt at stå lidt lavere over engen bag huset. De tager begge waders på og rigger stængerne.
– Jeg har altid ladet Jens-Ole købe grejet, og så har jeg valgt det ud, som passer mig bedst, siger Ingelise og snører vadestøvlerne.
Der er rigeligt med grej at vælge imellem. På tværbjælkerne i annekset ligger der, hvad svarer til en mellemstor grejforretnings udvalg i stænger.
Væggene i samme bygning er dekoreret med woblere, spinnere og blink. Der er alt fra små 3 grams spinnere til store trollingskeer og enorme woblere. Man skal ikke gå ned på udstyr. Inde husets stue er der også grej på væggene. Fine gamle splitcanestænger, der hænger sammen med fiskebilleder fra parrets ture.
Turen ned til Lerkenfeld Å er på bare 200 m. Ingelise skal egentlig bare ned og tjekke, om forholdene er til at fiske havørred på skumflue. Det er stadig for tidligt på dagen, men det er rart lige at fornemme "stemningen".
De skiftes til at kaste til en ringende fisk, han med nymfe og hun med tørflue. Da fisken vender efter fluen, kan de se den.
– Ej, den er for bette, kommer det i kor. Havørrederne gemmer sig stadig, men det kunne være, de er klar til skumfluerne i aften.
Fiskeri på skemaet
Da nogle bygninger i den vesthimmerlandske by Aalestrup blev ledige, satte det tanker i gang hos Ingelise og Jens-Ole. Hvad hvis nu man kunne lave en efterskole med en fiskelinje?
Et sted for fiskenørder fra hele landet, der kunne blive dygtigere til at fiske og samtidig gå i skole. Ikke uvæsentligt, ville Ingelise også kunne være lærer på skolen og forene passion og arbejde. Tanken var fristende, men der var et problem, og de vidste godt hvilket. Der ville ikke komme til at gå mange piger på skolen.
Et lille udsnit af den store grejsamling, der har ansvaret for ikke så få fisk.
– Det krævede i virkeligheden ikke den helt store fantasi at regne ud, hvad der skulle til. Vi skulle bare oprette en ridelinje, siger Ingelise. Samtidig ville den lokale jagtforening oprette en jagtlinje, og sådan blev Aalestrup Naturefterskole til.
Der er siden blevet tilføjet linjer for adventuresport og Esport. Jens-Ole kom i bestyrelsen, og Ingelise blev leder af fiskelinjen. Hendes pædagogiske tilgang til undervisningen var ret simpel. Ingelise lod selv drengene finde ud af tingene.
– På den første og måske anden overnatning i naturen, var der altid mindst en, der havde glemt noget. Så måtte de deles om tingene, selv liggeunderlag. På den måde fik de lært, at mor ikke var der til at pakke for dem, forklarer hun. Deres egen søn, Bo Rønholt Frier, har fået nogenlunde samme opdragelse. Han har overtaget ledelsen af fiskelinjen på efterskolen, efter Ingelise gik på pension.
At rejse er at fiske
Deres hus var i en periode det nok eneste kollektiv i Danmark, hvor samtlige voksne medlemmer fiskede og var også samlingssted for en del andre med samme passion.
De tidligere elever fra efterskolen kommer ofte forbi, for at fiske i Lerkenfeld Å. Hvis der er nogen hjemme, sover de i annekset under "himlen" af stænger på bjælkerne. Hvis hoveddøren er låst, er de altid velkomne til at slå lejr under et halvtag.
På efterskolen er en af årets opgaver selv at planlægge en fiskerejse ud i verden, alt fra grej til flybilletter skal med i opgaven. Den læring, eleverne fik, har Ingelise fået gavn af.
– Jeg planlagde altid den årlige linjefagstur til Norge med alt, hvad det indebar, det var et stort arbejde. Da jeg var gået på pension, inviterede nogle tidligere elever mig med til Mexico. Jeg skulle for en gangs skyld bare møde op og følge med.
Så drev vi ned ad Namsen og fiskede, imens den lille faldt i søvn til lyden af vandet og hjulenes snurren"
Nøglen til et sprog
De to har rejst en del. Både sammen og hver for sig for at fiske. Begge tabt deres hjerte til det sydlige Chiles ørreder, og det har sendt Ingelise en tur på aftenskole.
På den første tur til det lange land tabte Jens-Ole nøglerne til lejebilen i en flod med fine ørreder helt nede mod syd. I den ende af Chile taler folk kun et sprog, spansk, og det var ikke ligefrem en spidskompetence hos Ingelise, Jens-Ole eller dem, de rejste sammen med.
– Det var temmelig bøvlet, men det lykkedes til sidst, siger Ingelise. For at det ikke skulle ske igen, har hun lært sig spansk på aftenskole og brugt sproget på flere ture til Chile og Cuba.
– Det er ikke prangende, men jeg kan klare mig.
Foreningsaftner
Ingelise og Jens-Ole har fisket efter stort set alt og med næsten alle metoder. Det eneste, de aldrig har dyrket, er mede- og karpefiskeri. Ude i laden står en stor gummibåd med påhængsmotor. Den bliver brugt til at transportere dem rundt i fjordene.
– Det er meget hurtigere at skifte plads på den måde. Og så er vi nok blevet lidt magelige med alderen, siger hun med et lille smil. Det er ikke det eneste fartøj, de har haft. Hvis man kigger på billederne på Jens-Oles computer, dukker der nogle op af Ingelise siddende i en trollingbåd med nogle pænt store laks i hænderne.
Ingelise er i dag 74 år gammel
– Den blev bare for dyr i brændstof til sidst, så vi droppede den, siger Ingelise. Længere nede i samlingen er der dokumentation for fangst af nogle særdeles pæne norske sej. De har sammen med alle de andre billeder, været vist frem til en del foreningsaftner.
Som forbundsinstruktører kørte Jens-Ole og Ingelise ud til foreningsaftener. Imens diasprojektoren klikkede sig igennem billederne, fortalte de om fisketure, fangster og metoder. Med sig i bilen havde de også noget af det grej, de brugte på turene.
En del juniorer har for første gang med ærefrygt haft et Ambassadør i hånden og set med undren på 40 grams skeblink til laks. Jens-Oles glæde ved grej har ofte gjort, at han har haft det nyeste før andre.
Forskning med et praktisk resultat
Nede i kælderen hos DTU Aqua i Silkeborg står der en ikke helt lille samling af skælprøver fra havørreder. De over 10.000 små poser er blevet fyldt af Jens-Ole, fordi han som en af de første systematisk forskede i fiskenes alder, længde af ophold i saltvand, og hvor mange gange de havde gydt i åen.
– Jeg har taget billeder af alle skællene og kan bare kigge dem igennem, hvis jeg vil undersøge noget. Samtidig er de mange prøver til rådighed, hvis nye forskningsmetoder kan trække flere svar ud af de små skæl, forklarer han.
Hans forskning som ansat på Aalborg Universitet har ikke kun været det, man kalder grundforskning, men også haft en meget praktisk anvendelighed.
– Det var engang sådan, at nedstrøms hvert eneste dambrug ved en å, var der en film af affald på overfladen og absolut ingen insekter. Affaldet ødelagde ikke kun åens miljø, men fortsatte ud i havet. Vi fik udviklet et system til recirkulering af dambrugenes vand, hvor det blev renset i processen.
I dag er det standard i alle dambrug, og det er rart at vide, at vi har lavet noget, der betyder noget for miljøet. I de sidste 10 år inden pensionen var Jens-Ole institutleder for over 100 medarbejdere. Han har nået at beskæftige sig med alt fra små krebsdyr til ørreders vækst i forhold til iltindholdet i vandet.
Et mindre hus
Parret sætter sig ind i en udestue med udsigt over engen og åen. Her bliver aftensmaden indtaget, hvis det ikke er alt for koldt, men ikke så meget længere. Huset er blevet solgt, fordi de gerne vil bo i noget mindre.
Jens-Ole er begyndt at bygge et nyt køkken i det hus, de har købt. Han kan stå og se ud over Limfjorden, imens han arbejder. Samtidig skal de have pakket alt i huset ned inklusiv den ikke helt lille grejsamling. De flytter dog ikke længere væk, end at de holder sig inden for den cirkel, de tegnede engang. Der skal jo stadig fiskes.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 1, 2023.
