Uden fisketegn blev det nogle dyre østers

Østers Som reglerne er lige nu, kræver det ikke fisketegn at samle østers og muslinger med hænderne, men bruger du et redskab, skal du have fisketegn.

Fiskeriloven slår fast, at du må fiske med ”stang, pilk eller lignende lette håndredskaber”, når du blot sørger for at have dit fisketegn i orden. Men hvad forstås ved ”lette håndredskaber”, og hvordan defineres ”fisk”? Det lærte Jakob Dinesen noget om på den dyre måde, da Fiskerikontrollen kom forbi på hans nytårstur efter østers.

Jakob Dinesen var sammen med nogle venner taget på tur til Gjellerodde ved Limfjorden den 30. december 2021. De har nemlig tradition for at byde det nye år velkommen med frisksamlede østers og champagne.

De ledte efter de invasive stillehavsøsters, der kan findes på cirka en halv meter vand, og for lettere at få dem op fra bunden havde de taget en kartoffelgreb med, som de fiskede dem op med.

– Jeg havde dagen før tjekket på nettet, at det ikke krævede fisketegn at samle muslinger og østers, men det viste sig desværre, at kartoffelgreben gjorde en forskel, fortæller Jakob Dinesen.

Under holdets indsamling af østers dukkede en kassevogn nemlig op, og ud steg to blåklædte medarbejdere fra Fiskerikontrollen, der spurgte til deres fisketegn.

– Jeg var jo i god tro, men det viste sig, at kartoffelgreben var at regne for et let håndredskab, så resultatet blev en afgift på fire gange det normale beløb for et fisketegn, fortæller Jakob og understreger, at hændelsen blev taget med godt humør og ikke fik lov til at ødelægge fornøjelsen ved de friske østers og de medbragte bobler.

Afklaring af reglerne på vej
På baggrund af Jakob Dinesens oplevelse ved Gjellerodde har Danmarks Sportsfiskerforbund været i kontakt med Overfiskerikontrollør Lasse Elmgren fra Fiskeristyrelsen for at få styr på regelsættet, når det gælder andet end det almindelige fiskeri med fiskestang.

Han fortæller, at de nærmere regler lige nu er ved at blive afklaret.

– Der er lovgivningsmæssigt uklarhed vedrørende definitionen af kravet om fisketegn ved opsamling af for eksempel østers og muslinger med hænderne uden brug af lette håndredskaber, hvorfor vi ikke håndhæver kravet om fisketegn ved opsamling med hænderne. Fiskeristyrelsen er ved at få afklaret definitionen hos departementet. Ved brug af lette håndredskaber er lovgivningen klart beskrevet, hvorfor Fiskeristyrelsen her håndhæver kravet om fisketegn, skriver han i et svar til Danmarks Sportsfiskerforbund.

Så lige nu gælder disse hovedpunkter:

  • Det kræver i øjeblikket ikke fisketegn at indsamle muslinger og østers, når blot det sker med hænderne uden brug af redskaber.
  • Bruger du et redskab som for eksempel en greb, en skovl eller en affaldsopsamler kræver det derimod, at du har fisketegn, da der så er tale om brug af et let håndredskab.
  • Stryger du rejer med en rejehov, et fangstnet eller lignende, kræver det også fisketegn.
  • Fisker du efter krebs – herunder signalkrebs – med en simpel krebsestang, kræver det også fisketegn. Da det er i ferskvand, kræver det desuden medlemskab af en forening, dagkort eller på anden måde bredejerens tilladelse.

Hvad forstås ved fisk
Det hedder jo et fisketegn, og vi forbinder det normalt med fiskeri efter fisk, men i lovgivningen dækker det en del bredere og handler om det, der kan betegnes som fiskerivarer.

Det kræver derfor fisketegn, hvis du med ”stang, pilk, eller et lignende let håndredskab” fisker efter:

  • Fisk
  • Krebsdyr (fx rejer, signalkrebs og krabber)
  • Bløddyr (fx muslinger og østers)

Sandorm og børsteorm regnes som ledorme og er ikke omfattet af reglerne. Du må derfor gerne grave sandorm uden at have fisketegn.