Vinder Mads Christoffersen skød vinderbilledet, da Fjordlandet Open blev afviklet i foråret.

Når efterårets udgave af Fjordlandet Open afvikles ved Roskilde Fjord og Isefjorden fra fredag den 8. oktober til søndag den 10. oktober, sker det denne gang med et fælles åbningsarrangement efter flere omgange med online-udgaver. Afslutningen med kåring af vindere vil dog fortsat ske ved livestreaming. Læs her, hvordan du kan deltage.

Med ophævelse af corona-restriktionerne er det blevet muligt for arrangørerne fra Fishing Zealand at indlede den store kystkonkurrence Fjordlandet Open med et åbningsarrangement med fællesspisning, information og foredrag fredag aften, inden det går løs med fiskeriet lørdag og søndag.

Når konkurrencen slutter søndag eftermiddag, skal deltagerne dog ikke samles. I stedet vil kåringen af vinderne igen blive livestreamet på konkurrencens Facebook-side.

Det er som sædvanlig Fishing Zealand, der står som arrangør. Denne gang i samarbejde med Frederikssund Kommune samt Flyfish Europe.

Fang og fotografer
Som sædvanlig ved Fjordlandet Open skal deltagerne tage foto af deres fisk sammen med det udleverede målebånd. Fotos mailes til arrangørerne, og deltagerne har derefter muligheden for at genudsætte fisken, hvis de ønsker det.

Se reglerne for konkurrencen her.

Udlevering af målebånd
Det målebånd, der skal anvendes ved konkurrencen, udleveres ved åbningsarrangementet fredag aften.

Har man ikke mulighed for at deltage fredag aften, kan man i stedet hente målebåndet mod fremvisning af gyldig billet lørdag den 9. oktober, kl. 05.45 – 06.15 disse to steder:

Ryegaard Ishus ved Munkholmbroen, Munkholmvej 325, 4060 Kirke Såby. 

Grillbaren ”Route 66”, Strandvej 1, 3600 Frederikssund. 

Åbning med spisning, information og foredrag
Fjordlandet Open indledes med et fællesarrangement fredag den 8. oktober, kl. 18.00. Det sker på Færgelundens Motel & Kursuscenter, Skovnæsvej 2, 3630 Jægerspris.

Efter velkomst serveres der ungarsk gullasch med løse ris, og efterfølgende informerer arrangørerne om konkurrencen. Der følges op med et foredrag af Sportsfiskerens skribent Henning Pedersen med overskriften ”Kystens opportunister”, inden der sluttes af med hygge og fiskesnak.

2021 09 10 06.44.31 (1)

Tilmelding
Sidste frist for tilmelding til konkurrencen er onsdag den 6. oktober, kl. 12.00. Tilmelding sker her.

Det koster denne gang 299 kr. at deltage, og betalingen dækker også spisning og foredrag fredag aften.

Gode præmier
I konkurrencen er der præmier til de fem længste havørreder. Førstepræmien er 5.000 kr. kontant + et gavekort på 5.000 kr. til Flyfish Europe, der blandt andet har Simms-produkter i deres udvalg.

Se hele præmielisten her.

Afslutningen livestreames
Konkurrencen starter lørdag kl. 00.01 og slutter søndag kl. 16.00, og denne gang skal deltagerne ikke møde fysisk frem ved afslutningen. I stedet vil kåringen af vinderne blive livestreamet på konkurrencens Facebook-side fra kl. 18.00.


Husk fotokonkurrencen
Sideløbende med selve fiskekonkurrencen kan deltagerne indsende fotos til fotokonkurrencen, hvor der kåres to vindere. Her er præmierne 2.000 kr. og 1.000 kr.