Kolding Fiskeskole Børn 3 Mange arrangementer på Lystfiskeriets Dag henvender sig til børn og unge, og der er ofte lånegrej og god vejledning fra garvede kræfter.

I år afholdes Lystfiskeriets Dag søndag den 12. september. Flere arrangementer på dagen er målrettet børn og unge eller nye lystfiskere i alle aldre. Tjek her, hvor du har mulighed for at deltage.

Lystfiskeriets Dag byder igen i år på en række arrangementer, der særligt henvender sig til nye lystfiskere. Det gælder ikke mindst børn og unge, der gerne må tage deres forældre eller bedsteforældre med.

Lystfiskeriets Dag falder i år sammen med Naturens Dag og Naturens Uge, som arrangeres af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

Naturens Dag & Uge

Lystfiskeriets Dag falder i år sammen med Naturens Dag, og desuden er hele uge 36 Naturens Uge med en masse arrangementer over hele landet.

 

Tjek alle mulighederne her. Eller kontakt din lokale lystfiskerforening for at høre, hvad de har på programmet søndag d. 12. september. Knæk og bræk!

 

Åben Å-dag ved Vidåen
Sportsfiskerforeningen Vidå inviterer til Åben Å-dag ved Vidåen. Alle er velkomne, og tilmelding er ikke nødvendig. Arrangementet er specielt tilrettelagt for juniorfiskere, og der udsættes små grejpræmier til alle juniorer, der fanger fisk. Læs mere her.

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 9-13. Vidåen ved Provst Petersensvej i Tønder.

Lystfiskeri ved Odense Fjord
Fiskeklubben Nordfyn inviterer til lystfiskeri ved Odense Fjord. Der er mulighed for at afprøve forskelligt grej og få gode råd og tips til at komme i gang med lystfiskeri. Arrangementet er en del af Fjordens Dag. Tilmelding ikke nødvendig. Læs mere her.

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 10-16. Klintebjerg Havn.

Fisketur til Storåen ved Holstebro
Juniorafdelingen i Holstebro og Omegns Fiskeriforening inviterer til fisketur ved Storåen, hvor der er chance for at fange havørred, laks, gedde, skalle og aborre. Stænger og redningsveste kan lånes og foreningens dygtige instruktører er klar til at hjælpe. Tilmelding ikke nødvendig. Læs mere her.

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 10-14. Storåen ved Nibsbjergvej, 7500 Holstebro.

Fisketur til Voldgraven ved Vordingborg Slotsruin
Sportsfiskerforeningen Storstrømmen inviterer til fiskeri efter skaller, aborrer og karper i voldgraven ved Vordingborg Slotsruin. Der kan lånes grej og foreningen har erfarne guider, der kan hjælpe med fiskeriet. Alle er velkomne uanset alder og tilmelding er ikke nødvendig. Læs mere her.

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 10-14. Slotsruinen ved Havnevej i Vordingborg.

Fisketur til Højkilde Fiskesø i Skarrild
Lystfiskerforeningen af 1926 inviterer børn og unge, deres forældre eller bedsteforældre til en hyggelig fisketur ved Højkilde Fiskesø i Skarrild. Der er udsat regnbueørreder i søen og i dagens anledning er fiskeriet gratis. Tilmelding er ikke nødvendig. Der er i begrænset omfang mulighed for at låne grej, og der er mulighed for vejledning efter behov. Læs mere her.

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 10-15. Laksestien 20, 6933 Kibæk. Parkering ved indgangen til Laksestien. Følg derefter stien til søen.

Fisketur til Haderslev Dam
Alle kan være med, når Sønderjysk Sportsfiskerforening inviterer på fisketur til Haderslev Dam, hvor der er chance for at fange havørred, gedde, aborre, skalle, brasen, karpe og ål. Medbring gerne eget grej, men har du ikke grej kan du ringe til Preben Nielsen på 30851101, så vil foreningen prøve at skaffe lånegrej. Erfarne lystfiskere fra foreningen vil stå klar med råd og vejledning til nye lystfiskere i alle aldre. Tilmelding er ikke nødvendig. Læs mere her.

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 9-13. Damstien 28, 6100 Haderslev.

Sådan får vi liv i Dagnæs Bæk
Horsens og Omegns Sportsfiskerforening inviterer alle interesserede til at lægge vejen forbi Dagnæs Bæk i Horsens.

Her vil medlemmer af foreningen fortælle om bestræbelserne for at skabe øget biodiversitet ved konkrete projekter i bækken. Bagefter bliver der elektrofisket i bækken for at se, om projekterne har båret frugt. Tilmelding ikke nødvendig. Læs mere her.

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 10-12. Vejlevej 10, 8700 Horsens.

Kom og klap en fisk
Fyns Laksefisk og FGU-Odense sætter fine præmier på spil, når de inviterer til quiz om fisk og vandløb. Arrangementet er en del af Fjordens Dag og tilmelding er ikke nødvendig. Læs mere her.

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 10-16. Muslingevej 62, 5240 Odense.

Fisketur til Susåen i Næstved
Alle familier med børn og unge er velkomne til at kigge forbi ved Susåen i Næstved, hvor instruktører står klar ved grej og vejledning.
Bag arrangementet står Næstved Lystfiskerforening og Sportsfiskerforeningen Fladså i samarbejde med Fishing Zealand.
Tilmelding er ikke nødvendig, og det er gratis at deltage. 

Tid og sted: Søndag den 12. september, kl. 10-14. Der kan parkeres ved Bredstræde P-plads bagved Sankt Peders Kirke, hvorfra der er kort vej til Susåen.