Boganmeldelse: Fiskefeberen bruser i ny laksebog

0001 2

Laksefiskeren Kenny debuterer med sin nye bog "Laksen og jeg – Fluefiskeri efter laks". Og hvilken en af slagsen. Den er velskrevet, selvironisk og virkelig spændende at læse. For det er ikke bare en bog med gode historier om laksefiskeri, den er også proppet med brugbare fifs og forfatterens personlige erfaringer fra sine mange år som laksefisker.

Bogen "Laksen og jeg – Fluefiskeri efter laks" starter med fortællingen om drengen de kaldt Prop. Det kunne for så vidt være os allesammen. Men i det her tilfælde er det Kenny Frost, som bruger alle sine feriedage med at fiske – og sin skoletid på at skrive stile om alle sine fisketure. Derfra går det slag i slag, og efter den første laksetur til elven Driva i Norge er han solgt. Det bliver starten på Kennys langvarige kærlighedsforhold til de norske elve, som gennem 25 år besøges årligt, inden han en sommermorgen i 2005 får et spørgsmål fra sine kone Gitte. Spørgsmålet lyder:

"Er du lykkelig. Laver du det, du gerne vil?"

Det starter ikke bare et mindre skænderi den morgen. For Kennys svarer:

"Nej, hvis jeg lavede lige det, så stod jeg sgu da i vand til livet og fiskede laks." 

Det kickstartede også, at Gitte og Kenny tog til Norge for at købe fiskehytte og fiskevand – sådan på samme måde som man køber hus i Danmark. Beskrivelsen af rejsen til Norge, synes jeg er helt fantastisk. Her udstiller Kenny sin egen naivitet på en dejlig selvironisk måde. Men alligevel drevet af drømmen om laksen, støtten fra en yderst forstående kone og nogle tilfældigheder man bare griner højlydt af. Så det ender med, at drengen de kaldte Prop, får sin egen hytte og sit eget laksevand ved Gaula.

Det sted er en stor del af udgangspunkt for resten af bogen, som er næsten 300 sider omhandlende: laks først på sæsonen, laks om sommeren, hitch-fiskeri, tørfluefiskeri, efterårslaks og fluerne i Kennys flueæske.

Gaula 2006 106
Kenny Frost er født i 1966, og har siden han var en lille knægt mest af alt drømt om én ting: At fiske laks.

10 år undervejs
I alle kapitler er der spændende og informative fortællinger og fakta. Jeg vidste for eksempel ikke, at sprogforskere mener, at Gaulas navn kommer af «gaule,» som betyder at hyle eller tude. Akkurat som elven også gør, når den er i flom, som den typisk er i starten af sæsonen. Men der er også spændende historier om Lee Wulff og vores egen danske laksenotabilitet Svend Saabye som begge fiskede på Bones vald. Og så er der blandt mange andre ting også et informativt afsnit om Sydnorge, og laksens genopstandelse og comeback i elvene der. Bogen er proppet med helt konkret og brugbar information. Man fornemmer virkelig, at der er arbejdet grundigt med tingene over de 10 år, bogen har været på vej.

"Så kan du godt glemme alt om at fiske laks før engang i morgen eftermiddag – tidligst," fortæller de rutinerede laksefiskere en ung Kenny Frost, da elven på grund af flom løb helt oppe i haven. Alligevel fanger Kenny som ganske ung en laks og en havørred den samme dag, og han bliver på den måde accepteret i de voksnes rækker. Kapitlet om laksefiskeri først på sæsonen drejer sig først og fremmest om drabelige historier om store laks i tungt vand, og hvordan fiskeriet skal udføres – også når laksen står inde på oversvømmede marker. Men den er også krydret med historien om laksens livscyklus og Gaula elven. Det stærkeste i det kapitel er beskrivelserne af, hvordan Kennys lyst til at fiske laks stadig er der, selv om ingen ønsker flom, og forholdene er umulige. Det hele emmer bare af, at Kenny egentlig altid helst vil stå i vand til livet.

Om bogen

– 300 sider

– Udgivet af Kenny Frost

– Udgives den 5. december og kan allerede forudbestilles nu

– Kan købes direkte på www.frostfly.dk eller i udvalgte grejbutikker



Fantasien flyver mod nord
"Jeg har vel siddet på stenen nede i vandkanten i 10-15 minutter, da der sker noget midt på nakken. Et glimt i solen fra en vandstråle, der står lodret op i luften. Glimtet i dråberne har røbet en laks."

Sådan starter Kenny i kapitlet om sommerfiskeri med at beskrive, hvordan han har lært at bevæge sig rundt ved vandet med en leopard’s forsigtighed. Da jeg læste det, følte jeg mig hensat til alle de ture til Norske elve, jeg selv har haft, når vandet har været for varmt og for lavt. Det er ikke bare velskrevet, men det er også informativt både fisketeknisk og i forhold til valg af fluer. På den måde bliver man suget ind i bogen, som tankerne og fantasien flyver mod nord.

Under læsning af kapitlerne om hitch og tørfluefiskeri fornemmer man tydeligt, hvor meget Kenny brænder for laksefiskeri. Der er masser af teknisk information, og det er godt. Men det helt fantastiske er beskrivelserne af fiskeoplevelserne. For når ordene passerer ens øjenæbler og forplanter sig i hjernen, er det næsten som at være der selv. "Laksefeberen bruser, mens jeg snapper efter vejret og messer for mig selv: Laks på tørflue og så to af slagsen på bare halvanden time..."

Helt fantastisk velskrevet og sådan fortsætter det f.eks. i kapitlet om efterårsfiskeriet og historien om en laks i sværvægtsklassen, som tager en hitch-flue:

"selv om man ved nogenlunde, hvor fluen befinder sig, skal man ved hitchfiskeri koncentrere sig 100% for ikke at tabe den af syne. Det gør vi så alligevel – mister den af syne – for det giver et gib i forsamlingen, da fluen i et sug fjernes fra overfladen i en stor hvirvel."

Afsnittet om fluer er struktureret på en måde som giver fint overblik for læseren; rørfluer, laksefluer på krog, hitch-fluer, tørfluer til dead-drift, skater-fluer, nymfer og flom-fluer. Som i resten af bogen er der også dejlige historier og information om, hvordan fluerne skal bindes ved stikket, bindes på forfanget – og sidst men ikke mindst, hvordan de skal fiskes.

En fantastisk bog med få mangler
Til sidst vil jeg nævne, at det tydeligt fremgår af bogen, at Kennys familie spiller en stor rolle for ham. For både i billeder og med historier forstår man, at Kenny er meget mere end bare en laksefisker. Og det er en af styrkerne ved bogen, at den virker så personlig og til tider nærmest selvironisk. Det gør det hele troværdigt og sympatisk.

Eneste negative kritikpunkter af bogen er, at billedsiden er lidt rodet og til tider ikke helt i overensstemmelse med temaet på de pågældende sider. Og så mangler jeg et stikordsregister i så stor og informativ en bog. For hvad var det nu han skrev om de Sunray-fluer, eller andet tema man lige vil slå op og genlæse om. Kort og godt. Det er en helt fantastisk bog, som drengen de kaldte Prop, har skrevet. Der bliver garanteret mange laksefluefiskere, som finder den under juletræet i år!