Den gyldne kutling: Uundværlig til efterårets havørredjagt

Mariager 4

På trods af navnet ”Den gyldne kutling” kan fluen gå for at være både kutling, hundestejle og ålekvabbe, og det giver point hos kystens havørreder. Samtidig er den simpel at binde. Sportsfiskeren har talt med ophavsmanden, og her forklarer han, hvorfor den er fast inventar i boksen, og hvordan du binder den.

Manden bag fluen

- Christian Krogh


- 44 år gammel 

- Christian har fisket hele sit liv. Særligt jagten efter kystens smukke havørreder, har givet ham mange gode oplevelser.


- Interessen for fluebinding er løbende tiltaget, og er i dag et vigtigt omdrejningspunkt i Christians kystfiskeri. 


- Hovedparten af Christians fisketure foregår i Mariager Fjord, men han besøger også flittigt både Djurslands og Fyns kyststrækninger. Desuden er årets højdepunkt fisketuren til Skåne, hvor han er kommet igennem mange år.

Hvordan opstod idéen til fluen?
– Min ven, Michael Lund, og jeg sad med et lille stykke papir og tegnede en skitse i baglokalet hos en nordjysk grejbutik. Det var her idéen til fluen ”Den gyldne kutling” opstod. Vi havde på flere ture til Mariager Fjord set masser af små kutlinger på det lave vand, så vi ville lave en imitation. Ingen af os var en ørn til fluebinding, så det skulle være en let flue at binde. Vi rodede vores materialer igennem, fandt materialer i butikken og prøvede os lidt frem. Der gik ikke lang tid inden, vi havde lavet det originale mønster. Der fandtes allerede et hav af fiskeimitationer, men vores mønster havde en lille guld butt, og derfor blev navnet "Den Gyldne Kutling". På de allerførste ture viste fluen sin effektivitet og en ny, fast flue i æsken, var født.

Hvorfor er fluen effektiv?
– Jeg tror, at fluen er effektiv af flere årsager. Den imiterer flere forskellige byttedyr: Kutling, hundestejle og ålekvabbeyngel. Ligeledes kan man ved at variere farven på dubbingen ramme farven på de forskellige kutlinger ret præcist. Samtidig kan jeg godt lide den måde, hvorpå agerhøne-hacklet nærmest bliver transparent og blandes med STF-dubbingen. Det giver liv i vandet. Over årene er jeg begyndt at lave ”et dobbelt hackle af agerhøne,” for at få mere af denne effekt. Ja, og så er den vægtbelastet med kuglekædeøjne, som alle mine kystfluer er. Jeg bilder mig ind, at det har en effekt. Det er ikke en flue, der på nogen måde er spektakulært flot i udseende eller vinder nogle priser, men den fanger fisk! Og så er den simpel, let at binde, billig i materialer og holdbar.

Hvornår fisker fluen bedst?
– Det er min erfaring, at fluen i hvert fald i Mariager Fjord er bedst i efteråret og sent forår. Når der er masser af kutlinger, som vimser rundt på det helt lave vand, ved man det er tid til at binde "Den gyldne kutling" for enden af forfanget. Den bliver som regel inhaleret hårdt og brutalt på helt lavt vand. Den er også effektiv som bagerste flue til bombardafiskeri. Min kammerat Jørgen fisker med bombarda med "Den gyldne kutling" bagerst og en Kobberbasse som ophænger. Det er en giftig kombination, der fanger mange havørreder.

Hvornår og hvordan gør fluen en forskel i dit fiskeri?
– Fluen gør en forskel for mig, mens vandet fortsat er varmt i efteråret samt i foråret, når hornfiskene rammer fjorden i maj. Der har den vist sig særlig effektiv. Faktisk er den god til at fiske efter havørreder i hornfiskestimerne. Som i ved, så napper hornfiskene løs, men jeg undgår det ved at lave en lidt større udgave af fluen.

DSCF4404 Den originale version af Den gyldne kutling. Et fremragende mønster til efterårets kystørreder.
DSCF4406 En mørkere variant, som fungerer effektivt i dagens sidste lys. Samtidig er det en glimrende hundestejleimitation.
DSCF4407 En pink version af "Den gyldne kutling" er god i vinterkulden.

Har du et eksempel eller en fiskehistorie, hvor "Den gyldne kutling" har gjort en forskel?
– Jeg tog som sædvanlig afsted til fjorden med min makker Jørgen. Da vi nåede frem til vores spot, så vi, at andre lystfiskere var kommet os i forkøbet. Vi så også, at de vadede alt for dybt! Vinden lå perfekt til fluefiskeri, så jeg listede afsted i ankeldybt vand. Der gik ikke lang tid før jeg så en stime fisk på meget lavt vand – bag de andre lystfiskere. Indenfor kastehold fik de serveret en Kobberbasse - dog uden succes. Lettere febrilsk, for der var en del fisk lige foran mig, fik jeg endelig bundet ”Den gyldne kutling” på. Hvorefter jeg landede tre rigtig flotte, velnærede ørreder på meget kort tid og lige efter hinanden, imens de andre fluefiskere, der havde passeret, kunne se til. Her handlede det vel både om kendskab til pladsen samt at ramme det, som ørrederne jagede – nemlig kutlinger.

Hvordan fisker du fluen?
– Jeg fisker fluen på en flydeline, og stripper ind med høj fart, så plejer havørreden at tage den hårdt og kontant.

Du binder også fluen i flere varianter. Hvorfor det?
– Ja jeg har også eksperimenteret lidt med varianter i forskellige farvenuancer. Jeg er nok noget konservativ, når det kommer til de fluer, jeg binder og anvender. Hvorfor ændre på noget, der virker? Men lige i dette tilfælde, laver jeg varianter. Særligt de kradser farver som grøn eller pink fungerer fint. Det gode ved mønstret er, at det er så let at binde, at der er rig mulighed for at variere, så den passer til de forhold, man fisker under. Den udgave jeg holder mest af, er den ”originale”, da den fungerer virkelig godt til Mariager Fjord – særligt i efteråret!

Se bindevideoen til "Den gyldne kutling" nedenfor.