Ny bog om legenden Jyde-Simon

Jyde Simon Ved Bilen 001 Jyde-Simon var et velkendt ansigt langs de jyske åer, hvor Simested Å var hans klare favorit.

Kristian Grønning Simonsen blev kendt som Jyde-Simon, og frem til sin død i 1994 var han en levende legende som havørredfisker ved de jyske åer. Nu har hans søn Kurt D. Simonsen tegnet et portræt af ham i den nye bog "Myten Jyde-Simon".

I mange år boede Kristian Grønning Simonsen i Aalestrup, som var et naturligt udgangspunkt for at fiske i de himmerlandske åer, og her blev han efterhånden en levende legende og kendt under navnet Jyde-Simon.

Myten ”Jyde-Simon” alias Kristian Grønning Simonsen

Udkommet på Forlaget mellemgaard den 6. juli 2020.

Bogen kan købes her

Udfordringer i starten
Jyde-Simons liv er nu blevet beskrevet i bogform af hans søn Kurt D. Simonsen, og han fortæller om et liv, hvor Kristian allerede som 6-årig i 1930 blev sendt ud som vogterdreng til en årsløn på 35 kr. Samtidig gik han i skole og begyndte at fiske i sin fritid.

Den fortæller også om, hvordan Kristian selv måtte skaffe materialer hos produkthandlere, så han kunne fremstille sit eget fiskegrej.

Senere blev den del af fiskeriet noget lettere, og bogen beskriver de mange oplevelser og mødet med mennesker, som blev Jyde-Simon til del, når han færdedes langs de jyske åer.

Simon

Portræt i DR-Derude
– Min far døde 70 år gammel den 13. september 1994. Han fik en hjerneblødning, da DR-Derude filmede ham i Hanstholm og døde 13 dage senere. De var ved at lave en film om min gamle far, og de havde materiale nok til at lave filmen færdig, så den blev vist i TV den 13. juni 1995, og efter deres målinger var der lidt over 600.000, der så udsendelsen, fortæller Kurt D. Simonsen og fortsætter:

– Hans favorit-å var Simested Å, da vi boede i Aalestrup. Der fiskede han det meste af sit liv. Dertil skal siges, at der var en tid, da det var meget hårdt for ham at komme ned til åen igen og fiske. Det var i sommeren 1959, da min lillebror Bent druknede i åen, da der var oversvømmelse efter et voldsomt tordenvejr, men da der var gået et stykke, kom han tilbage og fiskede der resten af sit liv.

– Han har også fisket meget i Karup Å, Bjørnsholm Å og lidt i Skals Å, og derudover fiskede han også i søer og langs kysterne, slutter Kurt D. Simonsen.