10 hotte kystpladser på Samsø

Besser Rev 1

Du kender sikkert Samsø for kartofler, musikfestival eller historierne om øens sørøvere, men Samsø gemmer også på andre skatte – nemlig et sandt eldorado af havørredpladser. Her guider vi dig til 10 hotte kystpladser på Samsø – fra Vesborg i syd og til Issehoved i nord.

Med vuggende bevægelser skærer skibet Isabella sig igennem de bløde dønninger. Hun knager en smule fra stævnen, men det er ikke så sært. Hun har efterhånden en del år og passagerer på bagen. Ude foran på dækket står jeg sammen med mine fiskekammerater, og vores blikke er vendt mod øen, der står tronende i horisonten. Sidste år fangede vi godt med havørred, og forrige år var endnu bedre, så vi er fulde af forhåbninger til forårets første havørredtogt.
Jeg finder en pibe og en pakke tobak frem, som mageligt deles mellem os. Tobakkens kraftige smag prikker på læberne. Dette ritual finder sted på dækket af Isabella hvert år, og det skal helst foregå på samme måde som sidste år, og året før det. Vi er snart fremme, og med lyden af Isabellas karakteristiske tågehorn, ved vi, at det inden længe står på havørredjagt på nogle af de fedeste kystpladser.

Havørredparadis
Og netop havørredjagt er der rig mulighed for på Samsø med sine omkring 100 kilometer kyststrækning. Øen skaber rammer for en utrolig alsidig kyst med varierende forhold. Alt fra stenede kyster til mere flade og sandede stræk. Det og et stort udvalg af fødeemner, gør også øen attraktiv for specielt trækkende havørred. Samsø er placeret midt i Kattegat og er et perfekt pitstop for de store, sultne ørreder, der trækker mellem de østjyske åer og Østersøen. Samsøs store potentiale ses da også gennem mange års flotte fangster, og chancerne for en stor blankfisk er også særdeles gode. Øens størrelse gør det samtidig nemt at fiske mange pladser på én dag, og der er altid fiskbare strækninger, lige meget hvor vinden kommer fra. Det gør Samsø til en af mine absolut favoritter, når der skal vælges havørredrevir. Hop i dine waders, grib fiskestangen, og giv denne perle af en ø et skud på din næste fiskeweekend eller fiskeferie. Her kommer 10 af mine favoritpladser.

Samsø

1. Vesborg Fyr (Koordinater: 55.77051, 10.55176) På den sydvestlige spids af øen står mægtige Vesborg Fyr. Knejsende mod himlen har fyret stået her siden 1300-tallet og været udkigspost mod blandt andet middelalderens sørøvere. For foden af fyret findes noget af øens bedste havørredvand. Her mellem store kampesten og blæretang mødes revet med pyntens skarpe sving. Pladsen kan under vandvendingerne være særdeles strømfyldt og kan derfor være specielt attraktiv på både kolde og varme årstider. Der er gode strækninger både nord og øst for fyret. Særligt skal dog nævnes strækket mod øst, hvor der over de første to kilometer findes nogle rigtig fine tangbælter. Ofte kræver det dog, at vandstanden er den rette, så det er muligt at vade ud på sandrevlerne. Jeg har gennem flere år, særligt i det tidlige forår, oplevet et fantastisk fiskeri på disse tangbælter. Hvis du kommer forbi denne smukke plads, kan det anbefales at tage en tur op i fyret inden fiskeriet. Her kan du tydeligt se, hvordan pladserne er udskåret. Parkeringsplads findes ved fyret.

Vesborg 3 I foråret går havørrederne helt inde på det lave vand mellem blæretangen og æder rejer. Denne sultne havørred tog en lille kystwobler fisket nær overfladen netop på tangbæltet mellem sandrevlerne ved Vesborg.

En solskinsø

På Samsø er klimaet lige en tand bedre end i det resterende Danmark. Det betyder mere sol, flere varmegrader og mindre regn end landsgennemsnittet. I 2017 blev Samsø endda kåret til Solskinsøen med 1.745 solskinstimer, mens landsgennemsnittet lå på 1.531 solskinstimer. På samme tid var øen det sted med 3. mindst nedbør i landet. ​

2. Kolby Kås (Koordinater: 55.7936, 10.52898) På sydsiden af Kolby Kås Havn ligger fiskepladsen. Parkér på græsarealet ved siloerne. Fisk herfra og cirka halvanden kilometer sydpå. Her findes sandrevler, der bliver brudt af store, spredte sten og pletter af tang og ålegræs. Særdeles giftig plads, især om sensommeren og efteråret.​

IMG 1640

3. Vesterløkke (Koordinater: 55.83637, 10.52794) Nord for helligkilden Ilse Made ligger parkeringspladsen. For at nå denne kører du fra Pillemark og mod Vesterløkke. Fisk badekarret sydover fra parkeringspladsen, og til du når sommerhusområdet, der ligger ved klinten. Strækket er dækket godt ind med småsten, badekar, revler og tangbælter.

Koldby Kås 3 Fiskeri langs høfderne og i badekarrene kan være særdeles effektivt i de kolde måneder og i det tidlige forår, når solen varmer det kystnære vand op.

4. Mårup (Koordinater: 55.93728, 10.53954) Fra Mårup Bakker, som er et af de højeste punkter på Samsø, findes den smukkeste udsigt over fiskepladsen ved Asmindør Hage. Når vejret er klart, har du mulighed for at se, hvor flot Østjylland er skåret fra søsiden. Både Tunø, Gyllingnæs, Århus bugten og Mols Bjerge tager sig godt ud fra denne vinkel. Der findes gode havørredrevirer på både højre og venstre side af Mårup Havn. Jeg vil dog særligt nævne det stykke, som starter fra vestsiden af havnen og fortsætter ud mod Asmindør Hage. Mellemstore sten bevokset af store mængder blæretang er, hvad der kendetegner pladsen. Men vær forsigtig – stenene er meget glatte herude. Pynten Asmindør Hage kan byde på gode strømforhold, og under denne klint fanges gode mængder fisk, især i sommermånederne. Dog kan hele dette stykke betegnes som en helårsplads. Parkering foregår på den vestlige del af havnen.

Issehoved 4 Issehoved smider hvert år store sildeædere af sig, og i perioder kommer byttefiskene helt ind under land. Her ses Issehoved oppe fra klinten. Til venstre for spidsen ligger et stort tangbælte, som ofte holder fisk.

5. Issehoved (Koordinater: 56.00066, 10.55767) Med en prægtig udsigt fra Nordby Bakker ligger Issehoved, som er nordspidsen af Samsø. Østsiden af hovedet er primært præget af sand og gode dybder. Her er der længere mellem fiskene, men det er også her, der er chance for en stor blank sildeæder. Tobis- og sildestimer kommer nemlig med jævne mellemrum tæt under land, og så er det med at være tilstede. Det østlige stræk er meget groft, og man føler ofte, at det er som at gå i en ørken. Men fortvivl ikke – belønningen kommer til den tålmodige. Det er en plads, hvor det tunge grej og kasteskyts med god grund kan findes frem. Silde- og tobisimitationer, fisket hurtigt, er de foretrukne teknikker. Vestsiden er i højere grad en fryd for øjet. På den vestlige del af spidsen ligger et rigtig fint og cirkulært formet tangbælte, der hvert år kaster fine fisk af sig. Fra tangbæltet og 3-4 kilometer sydpå mod Ballebjerg, findes et langt godt stræk. Kysten bærer præg af dybde tæt på land, hvilket også afspejler sig i de høje klinter. Det anbefales at fiske badekarret helt under land. Fiskene går ofte så tæt på land, at man må liste for ikke at skræmme dem. Nogle steder findes der tangbælter, men de ligger på den anden side af første sandrevle. Det er dog ikke altid, de er inden for kastevidde. En anden mulighed er at starte sit fiskeri ved Ballebjerg og fiske nordpå mod Issehoved.​

IMG 9859

6. Stavns Fjord (Koordinater: 55.88973, 10.63081) Denne lavvandede fjord var i middelalderen tilholdssted for sørøvere. Sagnet fortæller, hvordan Valdemar Atterdag udrustede sig med krigsskibe for at beskytte handelsskibe mod sørøverne, når de passerede Samsø. Den lille ø Hjortholm ligger midt i fjorden. Her holdte sørøverne til og levede efter sigende af de ørreder, der opholdt sig i fjorden. I dag godt 800 år senere er sørøverne forsvundet, men det er havørrederne heldigvis ikke. Nær flyvepladsen for enden af Flyvervej, ligger fiskepladsen. Mellem pynten og Hjortholm, der ligger et stenkast fra hinanden, findes den dybe rende, som snor sig gennem Stavns Fjord. Vad ud mod renden og fisk tangbælterne, men vær forsigtig. Bunden kan mange steder være utroligt blød. Denne plads fisker specielt godt om vinteren og foråret, hvor det lave vand hurtigt bliver varmet op af forårssolens stråler.

IMG 1644

Færgeoverfart

Der findes færgeforbindelser fra Hou i Jylland til Sælvig og ligeledes fra Kalundborg på Sjælland til Ballen. Ligesom overnatningspriserne så styrtdykker færgepriserne uden for turistsæsonen. Det kan derfor anbefales at vælge vinter-, forår- eller efterårssæsonen, hvor fiskeriet tilmed er på sit højeste.

7. Besser Rev (Koordinater: 55.89459, 10.68976) Forsætter man nordpå, vil man støde på Besser Rev. Lignende en arm, omkranser det 5 km lange stenrev den lavvandede Stavns Fjord. Besser Rev er fredet fra i perioden 1. april til 15. juli. I perioden uden for denne fredning er Besser Rev helt klart et besøg værd. Parkeringspladsen ligger ved Draget, den sydligste del af revet, nær Stenskov Huse. Revet er meget smalt og man kan fiske på af dette. Stort set hele ydersiden af revet er dog formidabelt fiskevand, og her kan man få en hel dag til at gå. Særligt skal ”Albuen” have opmærksomhed. Albuen er det første knæk en tredjedel ude af revet. Her kan til tider være ganske lavt og strømfyldt. Bunden er præget af småsten, ålegræs og blæretang med jævne mellemrum. Flue- og bombardafiskeri kommer specielt til gode her. Men også spinfiskeriet med blink er effektivt over hele strækket.

IMG 1790 Her ses forfatteren med en eksplosiv sensommerørred, der faldt for en tobisimitation fisket i høj fart. Fiskeriet på Samsø er nemlig også godt i sensommeren og efteråret, og især Kolby Kås er en god plads på denne tid af året.

8. Udsager Hage (Koordinater: 55.87145, 10.67969) Parkeringspladsen ligger ved Besser Rev. Fisk hele strækket herfra og ned over Udsager Hage. Fra hagen strækker sig et fantastisk rev, der altid holder gode mængder fisk. Med store sten og masser af blæretang, er dette også en af øens bedste pladser.

Nørreskifte 1 Nørreskifte er en kendt og godt plads, som har kastet utrolig mange fine fisk af sig gennem tiden.

9. Nørreskifte (Koordinater: 55.7908, 10.63823) Dette er en velkendt plads blandt havørredjægere på Samsø. Pladsen strækker sig fra sydsiden af Ballen havn og til Nørreskifte-revet. Parkeringspladsen ligger helt ud til vandet, mellem Ballen og den sydøstlige spids Lushage, mere præcist ved Nørreskifte på kortet. Hele strækket fra parkeringspladsen og 700 meter sydpå, hvor revet befinder sig, er super giftigt. Fisk badekarret i højvande eller fra den første sandrevle og udover tangbælterne i lavvande. På den første sydlige pynt møder revet badekarret. Giv dette stræk særlig opmærksomhed, da der næsten altid står fisk her. Et par 100 meter nord for parkeringsplads­en ligger også en lille pynt, hvor revet når helt indtil land. Dette korte stræk skal også have særlig opmærksomhed, da havørrederne her trækker mellem revet og badekarret. Dette stræk er primært præget af blæretang og store, spredte sten.

IMG 1581

Overnatning

I sommermånederne er Samsø en turistmagnet, og derfor findes der et kæmpe udbud af overnatningsmuligheder. Uden for sæsonen i vinter- og forårsmånederne kan man leje sommerhuse for billige penge. Samtidig findes der en række bed & breakfast-muligheder.

Som medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund kan du få 10 % rabat på ferieboliger og sommerhuse i hele Danmark ved Novasol og Dansommer.

Læs mere på www.sportsfiskeren.dk/ om-os/medlemsfordele

10. Lushage (Koordinater: 55.76482, 10.62047) Denne plads ligger på det sydøstlige punkt af Samsø. Du kommer til kysten ved kørsel gennem Brattingsborg Skov i perioden fra maj til oktober. I de resterende måneder er al trafik i skoven forbudt, og du må derfor på en rask gåtur. Lushage er en fremragende havørredplads. Med masser af godt fiskevand, både mod nord og vest fra pynten, er denne plads perfekt til en dagstur for en flok fiskekammerater.


Denne artikel er bragt i Sportsfiskeren 1, 2019.