Lær dine børn at fiske

DSCF2622 Når det lykkes at fange en fisk i fællesskab, er lykken gjort. Både for far og søn. Foto: Daniel Lindvig.

Mange lystfiskere drømmer om at dele lystfiskeriet med deres børn, men det er ikke altid lige let at få ungerne til at gribe fiskestangen. Her får du her en række tips til at komme godt fra start med at introducere din hobby for familiens yngre medlemmer.

FAKTA OM BØRN I NATUREN
• 45 procent af forældrene til børn mellem 5-12 år synes, at deres børn kommer for lidt ud i naturen.

• 76 procent af de adspurgte forældre mener, at elektroniske platforme sætter en stopper for, at deres børn kommer ud i naturen. Forældre angiver dette som hovedårsagen.

• 43 procent af forældrene peger på manglende tid som en faktor, mens lange skoledage angives som en udfordring i forhold til at få frigivet tid til at tage ud i naturen af 42 procent.

• Børn tilbringer i dag mindre end halvt så meget tid i naturen, som deres forældre og bedsteforældre gjorde, da de var børn.

Kilde: En undersøgelse foretaget for Danmarks Naturfredningsforening af Kantar Gallup i 2018.

– Far, far, jeg har bid! Ud af øjenkrogen kan jeg se Anton stå med en fiskestang spændt til bristepunktet og et meget koncentreret udtryk i øjnene.

– Det er helt sikkert en gedde, der har hugget, siger jeg til ham, mens stangspidsen endnu engang blive suget mod vandoverfladen.

Vi slækker lidt på bremsen og lader fisken arbejde, og efter flere stærke udløb kommer den langsomt mod land. En enorm aborre dukker pludselig op i overfladen, og med rystende hænder lykkes det at få den nettet. Jubelskrig, high fives og begejstring flyver gennem luften, mens vi hurtigt får gjort aborren klar til et trofæfoto. Målebåndet strækker sig til 45 cm, og jeg må med et smil på læben erkende, at jeg ikke længere har familierekorden i aborre. Det har jeg det egentlig ret godt med, at fanen er givet videre, hvad både angår rekord-aborren, men også glæden ved at fiske. Her får du en række tips til, hvordan du får en lignende oplevelse med dine børn.

Altid på barnets præmisser
Regel nummer ét er, at barnet skal have en god oplevelse ved at tage på fisketur med sin far eller mor. Derfor bør du parkere alle de forventninger og rutiner, du har, når du selv tager på fisketur. Succeskriteriet er ikke nødvendigvis at fange en fisk, men at være på fisketur sammen som familie. Selvom I ender med ikke at fange en eneste fisk eller knap nok når at fiske, så kan turen sagtens være en kæmpe oplevelse for dit barn. Alene det at være sammen med sin mor eller far om noget så konkret som en fisketur, vil for mange børn føles som et lille eventyr, hvor man kommer væk fra hjemmets daglige rutiner og har sin forælder helt for sig selv.

DSCF2638
Forskning har blandt andet vist, at børn, der er i tæt kontakt med naturen, udvikler bedre motorik, koordination og læseevner. Så børn har med andre ord godt af at komme med på fisketur og få fede naturoplevelser. Foto: Daniel Lindvig.

Nemme fisk og let grej
Fisketure er oftest sjovest, når man fanger noget. Start derfor med at gå efter fisk, som er forholdsvis nemme at fange. Tænk på, at børn grundlæggende er enormt nemme at begejstre og slet ikke har præferencer for bestemte arter, størrelser eller fiskemetoder. Indtil dit barn er blevet fortrolig med at kaste, så start med arter, hvor der kan fiskes passivt med for eksempel bundforfang eller prop og orm. En mulighed er også, at du Find fede og informative fiskevideoer på www.youtube.com/ danmarkssportsfisker kan kaste ud, og barnet så trækker ind, når der er bid, eller når barnet selv er motiveret for det. Her er det vigtigt, at stang og hjul er så tilpas let, at dit barn kan håndtere det. En let stang på 6-7 fod og et lille fastspolehjul vil ofte være helt perfekt for selv de mindste poder.

Sofafiskeri derhjemme
Inden I tager på tur, så tag en snak om, hvad det er, I skal fiske efter. Hvad kendetegner fisken? Hvad spiser den? Hvordan fanger man den? Kan den spises, eller skal den sættes ud igen?

Børn er fantastiske til at huske detaljer, når det kommer til dyr og naturen, så forvent, at alt I snakker om hjemmefra bliver lagret i dit barns hukommelse inden turen. Det kan også være et stort hit at google billeder af andre, der har fanget den fisk, i går efter. Eller prøv at finde en god YouTube-video, der fortæller om fiskeriet eller måske viser en fiskefight. Skal I fiske med orm, så kan I også gøre dette til en del af oplevelsen ved at gå ud i den mørke have og lyse dem sammen. Det er som regel til stor morskab for både børn og voksne at liste sig rundt i aftenmørket med en pandelampe i jagten på græssets "slanger".

Kastetræning kan også snildt foregå hjemme i haven. Brug et lille blink og fjern krogen, inden I går i gang med at øve at slå bøjlen over, holde på linen med pegefingeren, balancere agnen og så sende den afsted mod horisonten. I kan også øve jer i at ramme fodboldmålet eller måske op i badebassinet, eller noget der er endnu sværere.

IMG 1738
Medbringer du et lille akvarie eller en gennemsigtig plastspand, så kan både fisk og vandinsekter studeres nøje, og på den måde kan du som forældre også fylde lidt læring ind i fisketuren.

5 TIPS TIL BØRNEVENLIGT FISKERI

Aborrer og skaller i sø og mose
Med prop og regnorm er der næsten altid garanti for bid. Mange steder i landet er der gratis fiskeri i kommunens og statens søer og moser.

 

Fladfisk fra molen
Mange havne og moler er nemme at komme til, og der kan nemt kastes ud over dybt vand. Her er der gode chancer for især fladfisk.

 

Hornfisk og makrel fra småbåd 
Fra småbåd har man gode forudsætninger for at komme så tæt på fiskene, at lange kast ikke er nødvendige. Her kan man fiske fladfisk med bundforfang og børsteorm eller sejle afsted med et par blink hængende bag båden efter makrel og hornfisk. Husk redningsvest.

 

Hornfisk fra kysten 
I maj og juni kan det kystnære vand være levende af hornfisk. Her er det oplagte at øve kast, fight og landing, når junior er blevet fortrolig med fiskeriet.

 

Sild og makrel fra havnen 
Når kasteteknikken er på plads, er det oplagt at besøge en af landets havne, hvor enorme stimer af sild og makrel ofte trækker ind. Har I ikke selv held med fiskeriet, er der garanteret andre, der har, så der er noget at kigge på.

Ikke bare fiskeri
Fisketure med børn går sjældent, som du havde drømt om. Måske er fiskene ikke i hugget. Måske driller vejret. Eller måske er det bare ikke lige i dag, at dit barn har overskud til at koncentrere sig om at lære noget nyt. Sørg derfor for at have en backup-plan klar, så I stadig kan være aktive sammen, men hvor det bare ikke foregår med en fiskestang i hånden. Jeg har selv haft stor glæde af at have et par "rejenet" med på ture til både sø, mose og strand. Med disse kan man for eksempel fange rejer, krabber, insekter eller haletudser. Fangsten kan I putte ned i en gennemsigtig spand eller et lille plastakvarie, og så er der pludselig en hel masse at se på, tale om og røre ved. Mange fiskearter kan i øvrigt sagtens klare sig noget tid i et lille plastakvarie, og det er altid et hit at have nogle fisk gående til nærmere undersøgelse, hvis man lige trænger til et afbræk fra fiskeriet. Af fisk, der er nemme at fange og oplagte til at studere i et akvarie, er aborre, skalle, karusse og små fladfisk. Et 20-liters akvarie eller terrarie i plast kan typisk fås for 100-200 kr. i de store havecentre, og så kan det også bruges, når I skal på stranden til sommer.

Små belønninger og slappe tøjler
Nogle af mine bedste fiskeminder har jeg fra fisketure med min morfar. Her blev regler og gode manerer oftest parkeret derhjemme, så der kunne være plads til "mandehørm" og lidt ekstra sjov og ballade. Det har næppe gjort mig til et dårligere menneske, men det har utvivlsomt givet mig minder for livet.

Hjemme hos os må det derfor gerne være noget særligt at tage på fisketur. Det er i virkeligheden ikke så meget anderledes, end når jeg selv tager afsted med kammeraterne. Det kan sagtens være, at der lige ryger en ekstra stor pose slik, en pakke chips eller et par sodavand ned i tasken. Eller at man lige stopper på grillbaren på vej hjem for at spise en burger eller en is med både kugler og softice.

Hvis dit barn så småt bliver grebet af fiskeriet, så kan det også være en god motivation at udlodde en lille præmie for ny personlig rekord, ny art eller ved fangst af et bestemt antal fisk på den pågældende fisketur

IMG 4403
Børn elsker at dykke ned i alle de forskellige agntyper, og fisketuren starter ofte allerede hjemme ved køkkenbordet, når grejet skal pakkes og klargøres til næste dags fisketur med familien.

Fiskegrej er legetøj
Det meste fiskegrej er temmeligt farvestrålende og er i de fleste børns øjne bare en avanceret form for legetøj. Så går du på opdagelse i dit fiskegrej sammen med dit barn, er det oftest en stor succes. Forær dit barn en rummelig grejkasse eller to, og lad barnet starte sin egen samling med fiskegrej. Til en begyndelse kan det være rigeligt bare at lade barnet vælge noget af det grej, du alligevel ikke bruger så ofte. Så kan man altid supplere op, når behovet er der. At sidde sammen og sortere spinnere, blink, woblere og kroge kan der hurtigt gå lang tid med. Så kan man samtidig fortælle lidt om, hvad de forskellige slags agn kan bruges til.

Tag fiskestangen med på ferie
Skal I ud at rejse, så er det oplagt at snige en fiskestang eller to med i bagagen. Lystfiskeri er en populær hobby mange steder i verden, og her kan man støde på spændende og anderledes former for fiskeri. Specielt på de mere eksotiske destinationer er fiskemulighederne store og ofte nemt tilgængelige. På en ferie er der ofte også tid og ro til at gå på opdagelse ved de lokale fiskevande, således at I kan prioritere en fisketur, når det passer ind i familiens øvrige program.

Find ligesindede i juniorklubberne
Er dit barn først blevet grebet af fiskeriet, så vil det være oplagt at finde jævnaldrende at dele sin hobby med. Mange af landets lokale lystfiskerforeninger har juniorklubber, hvor der tilbydes et væld af aktiviteter og fisketure for børn og unge. Her kan blandt andet juniorafdelingen i både Hadsten Lystfiskeriforening og Holstebro og Omegns Fiskeriforening nævnes, som begge er populære blandt de unge lystfiskere. Oftest er det meget billigt eller endda gratis at melde en junior ind i foreningerne, og finder dit barn en makker, så kan du være sikker på, at der bliver skruet gevaldigt op for fisketurene.

Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 2, 2019.