Vis dit bedste billede fra Bornholm

Dsc 3659 Foto: Frederik Lorentzen.

Destination Bornholm har netop lanceret en fotokonkurrence på Instagram. Udvalgte billeder fra konkurrencen bliver senere udstillet i Bornholms Turistinformationer. Læs her hvordan du deltager.

Det bugner med billeder af Bornholm, ikke mindst på de sociale medier, og Destination Bornholm ønsker at hylde og fejre de bedste og smukkeste øjeblikke, der dagligt dukker op. Det sker med fotokonkurrencen ”Bornholm moment”.

Konkurrencen er allerede skudt i gang og løber af stablen på Instagram. Masser af influencers, fotografer, turister og ikke mindst lystfiskere tager turen rundt på Bornholm for at forevige deres oplevelser også af steder, der ikke finder vej i turistbrochurerne. Mange af disse billeder fortjener endnu mere fokus.

Destination Bornholm beder derfor nu om hjælp til at lave en smuk og alsidig fotoudstilling i Bornholms Velkomstcenter i Rønne, som årligt besøges af omkring 70.000 gæster og som har størrelsen til at rumme en større udstilling.

Efter konkurrencen vil et udvalg af de valgte billeder blive eksponeret i øens øvrige turistinformationer.

– Med denne fotokonkurrence ønsker vi at vise det bedste fra Bornholm uanset årstid, udtaler Kristina Lindberg fra Destination Bornholm og fortsætter:

– Vi håber, at alle, der holder af øen og ligger inde med smukke billeder, vil deltage i konkurrencen.

Fotoudstillingen sætter fokus på, at Bornholm er fantastisk på alle årstider, og at de bedste øjeblikke kan fanges på alle tidspunkter. Og det passer jo glimrende med os lystfiskere der jo netop ofte besøger Bornholm i de kolde vintermåneder og har muligheder for at vise en side af Bornholm, de fleste måske ikke lige kender til.

Alle kan deltage i fotokonkurrencen på Instagram ved at poste et eller flere billeder med #bornholmmoment. Konkurrencen løber frem til 1. marts 2020, hvor Destination Bornholm udvælger 100 billeder. Herefter vil et ekspertpanel udpege 25 billeder, der bliver udstillet i Bornholms Velkomstcenter i perioden påske 2020 – efterår 2020.

Konkurrencen har været i gang i en lille måned. På nuværende tidspunkt har Destination Bornholm allerede modtaget 1400 billeder med #bornholmmoment, hvilket viser, at interessen for at dele Bornholm med andre er stor.

Photocare Rønne samt Pixum er sponsorer på konkurrencen.

Læs mere om konkurrencen her.