Bind en Pattegris med John Mortensen

2018-11-06 19.59.16.jpg Fluebinderen John Mortensen styrer slagets gang, når man mødes til fluebinding i Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening.

I Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening mødes man hver anden tirsdag og binder fluer med John Mortensen som instruktør. De næste gange gælder det Pattegrisen, som John er ekspert i at binde.

Når det er tirsdag aften, og ugen er ulige, samles en lille flok fluebindere i Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforenings klubhus på Arrenæs. De har fornøjelsen af at have den dygtige fluebinder John Mortensen som instruktør, og han sørger også for de nødvendige bindematerialer til den flue, der er på programmet.

Tirsdag den 15. januar starter fluebindingen igen efter en pause henover jul og nytår, og John har valgt at sætte Pattegrisen på programmet. Det er en flue, som John har bundet rigtig mange eksemplarer af, og som han nok må betegnes som ekspert i at binde.

– De næste gange havde jeg tænkt, at vi skulle binde Pattegrisen, da der er lidt udfordringer med at få hacklet til at ligge pænt, fortæller John.

Senere kommer der en Flatwing, en streamer og en flue, som John kalder Ulven, på programmet.

– Jeg prøver meget på at komme rundt om de forskellige metoder og materialer, der anvendes til fluebinding. Da det ikke er alle, der har bundet fluer i lang tid, prøver jeg på at finde fluer, der ikke er for komplicerede, men stadigvæk er fluer, der bliver brugt jævnligt til kystfiskeri, slutter John.

Som udgangspunkt er alle velkomne til at deltage, men da lokalet sætter sine begrænsninger på deltagerantallet, vil foreningen gerne have, at man tilkendegiver sin deltagelse på foreningens Facebook-side.

Adressen er Auderødvej 52, 3300 Frederiksværk, og deltagerne betaler et mindre beløb for materialer til aftenens flue.