Årets første blanklaks fra Gudenå

20180331_130648.jpg Det er en fantastisk oplevelse at fange en helt nystegen laks med løse skæl.

Den sidste måned er der fisket intensivt efter blanklaks på Bjerringbro-foreningens del af Gudenå, men den iskolde marts har øjensynligt forsinket opgangen. Så årets første laks faldt først på månedens sidste dag – mere end en måned senere end sidste år.

I 2017 blev årets første blanklaks allerede fanget i Gudenå den 20. februar, og det blev indledningen til en mindeværdig laksesæson med 572 fisk landet. I år har opgangslaksene til gengæld længe ladet vente på sig og medlemmerne af Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening havde kun fanget nedfaldsfisk, indtil Brian Hansen omsider fik hul på bylden påskelørdag. Han fangede årets første opgænger på 7,66 kilo fordelt på 90 centimeter på zone 5 lidt opstrøms Bamsebo Camping med en reje som agn.

Brian, der bor i Hjørring, har fisket i Gudenå de sidste 7-8 år. Først på dagkort, men de sidste 3 år har han være medlem af Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening. Han er samtidig fastligger på Bamsebo Camping, hvor han så vidt muligt opholder sig hver weekend på denne årstid – han har således allerede genudsat tre nedfaldslaks, inden det lykkedes ham at snøre den første opgænger.

Sidste år fangede Brian tre flotte opgangslaks i åen, bl.a. sin personlige rekord – en skønhed på 11,7 kilo.

FB_IMG_1522507833576.jpg
En halv snes dedikerede laksefiskere vil alle gerne være den heldige og dygtige, der fanger årets første blanklaks i Gudenå.