Ny kontingentsats for individuelle medlemmer

DSC_3742_RED.jpeg Kystfiskere og andre individuelle medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund kan se frem til et billigere medlemskab på 395 kr.. Foto: Christian Lykke Flinker.

Fra år 2019 vil et individuelt medlemskab af Danmarks Sportsfiskerforbund koste 395 kr. i stedet for de nuværende 450 kr.. Dermed bliver kontingentsatsen for foreningsmedlemmer og individuelle medlemmer af DSF ens.

Talerør til Danmarks Sportsfiskerforbund

I Facebook-gruppen Talerør til Danmarks Sportsfiskerforbund kan du komme i kontakt med de fem delegerede for individuelle medlemmer og i øvrigt deltage i en åben debat om arbejdet for lystfiskeri for alle i en rig natur med flere vilde fisk.

Bliv medlem af gruppen her

På weekendens kongres fremstillede Frederik Lorentzen, delegeret for individuelle medlemmer fra Region Hovedstaden, et ændringsforslag om, at individuelle medlemmer skal betale samme kontingent som foreningsmedlemmer af forbundet, nemlig 395 kr..

– En retfærdig pris vil gøre det nemmere at rekruttere nye medlemmer til forbundet. Jeg tror, det vil gavne os alle sammen, også foreningerne, hvis vi kan styrke arbejdet med at rekruttere individuelle medlemmer, påpegede Frederik Lorentzen under debatten af ændringsforslaget.

Både Torben Meldgaard, delegeret fra region Sjælland, og Henrik Søballe Sørensen, delegeret fra region Midtjylland, var også på talerstolen og bakkede op om forslaget.

– Jeg savner et godt argument for, hvorfor det skal være dyrere at være individuelt medlem, udtalte Torben Meldgaard fra talerstolen.

Forslaget mødte ikke den store kritik, og blev da også vedtaget, så individuelle medlemmer i 2019 og 2020 altså betaler 395 kr. i stedet for de nuværende 450 kr.