Kickoff på Lystfiskeriets Dag 2018

3 drenge m. fisk-kopi 2.jpg Som sidste år er Fælles Fiskeoplevelser for Familien temaet for Lystfiskeriets Dag 2018.

Endnu engang indbyder Danmarks Sportsfiskerforbund til Lystfiskeriets Dag. Danmarks største landsdækkende lystfiskerevent sker i år søndag den 20. maj.

LFD_2018-kopi.jpg

Igen i år byder Danmarks Sportsfiskerforbund arrangører og deltagere velkomne til Danmarks største landsdækkende lystfiskerevent. Ligesom de foregående år vil Lystfiskeriets Dag blive markeret ved en række arrangementer den tredje søndag i maj. I år sker det den 20. maj på pinsesøndag. Det giver familien Danmark en herlig mulighed for at nyde en søndag i den forhåbentligt solbeskinnede danske natur. 

Danske sportsfiskerforeninger, kommuner, naturskoler og put and take-søer giver familier og børn over hele landet en særlig dag, hvor de kan opleve naturen helt tæt på og dykke en smule ned under overfladen til fiskenes forunderlige verden.

Læs mere om Lystfiskeriets Dag

Bliv arrangør
Lystfiskeriets Dag er en anledning til at sprede glæden ved lystfiskeri og møde alle dem, der aldrig før har holdt en fiskestang. For sportsfiskerforeninger er Lystfiskeriets Dag også muligheden for at møde nye potentielle medlemmer. Vi arbejder i øjeblikket på at få et spændende sponsorat i hus, som arrangører kan få glæde af.

Skal din forening også være arrangør? Så tag fat i jeres formand, og husk der er deadline for tilmelding af jeres arrangement torsdag d. 12. april. Vi retter så henvendelse til de tilmeldte for nærmere info. Herefter vil der blive udarbejdet en liste over arrangementer landet over samt et kort, hvor familier og øvrige deltagere kan orientere sig om de enkelte arrangementer.

Vel mødt til Lystfiskeriets Dag 2018!