Megan Boyd-fluer solgt for mindre formue

630-4.jpg

En unik serie af 47 Megan Boyds laksefluer var for nylig under hammeren på en auktion i England. Fluerne blev solgt for en mindre formue.

Man kan samle på frimærker, kapsler, servietter… Og laksefluer!

Fluerne kan være sjældne eller sjældent flot bundet. Eller det kan være fluebinderen, som er helt særlig, og hvis fluer derfor er i høj kurs blandt samlere.

630-2.jpg
630-3.jpg

Og der kan være rigtigt mange penge i nogle laksekroge omviklet med silke, fjer og tinsel. Det sås ved en auktion for nylig i England.

Her kom en unik serie af 47 laksefluer bundet af den skotske legende Megan Boyd under hammeren.

Flere samlere var oppe på tæerne for at få fat i samlingen, og der blev hammerslag på 22.000£ svarende til lidt over 180.000 kroner. Eller i snit næsten 4.000 kroner pr. flue…

Megan Boyd levede en eneboer-tilværelse i det nordlige Skotland nær lakseelven Brora.

Hun bandt i en menneskealder fluer til lokale og tilrejsende laksefiskere. Først når deres ordrer var ekspederet, kunne hun måske få tid til at binde fluer til samlere, som måtte vente i årevis – hvis de i det hele taget var heldige, at hun fik bundet de fluer, de ønskede at hænge op i en ramme på væggen.

630-1.jpg
630.jpg

Fluerne, som nu er solgt på auktion, bandt Megan Boyd omkring 1980 til en laksefisker i Brora, som ønskede at få dem rammet ind.

Men fluerne kom aldrig op på væggen, men henslæbte årene i en skrivebordsskuffe. Hvilket på en måde var et held, for dermed blev både materialer og farver bevaret intakt.

Serien af fulddressede fluer var bundet på enkeltkroge i str. 6/0 og rummede både superklassikere som Durham Ranger, Dusty Miller, Akroyd Jock Scott og Blue Doctor og mere sjældne mønstre som Brora, Helmsdale, Sutherland og Lemon and Blue.

S36C-617012414361_0001.jpg