Tuse Å5.jpg Jan Larsen fra TØS plejer at fange fisk på premieren.

Der var meget vand i åen, da sæsonstarten blev skudt i gang den 1. februar. Første mand ved åen var Jan Larsen fra Arbejdsgruppen i Tuse Å’s Ørredsammenslutning, der dukkede op allerede klokken halv fem om morgenen – og det gav fisk.

I daggryet ”tyvstartede” Jan og havde et enkelt forsigtigt slag til fluen.

Lars og Peder Høpfner, Kennet Egheim og en halv snes andre medlemmer af Tuse Å’s Ørredsammenslutning var naturligvis også at finde langs premierens ”jomfru-vand”, og efter den traditionsrige ostemad, kaffe og en dram kunne dagens første havørreder trækkes i land.

Jan Larsen fangede en fin fisk på 60 cm på flue, mens Peder Høpfner tog en ligeså fin ørred på blink. Også andre TØS-medlemmer oplevede gode fangster i premiere-dagene, bl.a. Morten Jens, der fik en på 60 cm og Poul Thordal Tuxen, der tog en på 52 cm.

Alt i alt en god start på fiskeriet i Tuse Å – uden fangst af de undslupne regnbueørreder, hvilket naturligvis glæder TØS-folkene.

Skal man fiske i Tuse Å kræver det medlemskab af Tuse Å’s Ørredsammenslutning, da salg af dagkort ikke længere er en mulighed.

Tuse Å6.jpg
En god premierefisk genudsættes nænsomt i Tuse Å.