Premiere i Odense 3. marts

odense vinder.jpg Sidste års vinderfisk var på lige knap 3 kg og 60 cm lang. Den blev fanget af Tonni Mikkelsen.

Lørdag d. 3. marts inviterer Odense Å Sammenslutningen til premierefiskeri i Odense Å og Odense Inderfjord.

Lørdag den 3. marts går det igen løs i Odense Å og Odense Inderfjord. Odense Å Sammenslutningen byder velkommen til årets premiere-fiskeri.

Fiskeri på selve premieredagen i åen er kun tilladt, hvis man har købt premierekortet, som snart kan købes i Odense i følgende butikker: Jan og Bo’s Lystfiskershop, Go Fishing, Odense Jagt og Fritid og i Svendborg hos Michaels Jagt og Fiskeri.

Premiere-fiskeriet må siges at være meget traditionsrigt. Det har foregået i 37 år nu.

– Det er en helt speciel dag ved åen, hvor lyst- og sportsfiskere fra hele Danmark og nabolandene mødes. Flotte havørreder bliver fanget og beundret, og utallige fiskehistorier bliver fortalt, fortæller Dan Nielsen, formand for Odense Å Sammenslutningen.

Sidste års sæson åbnede med en premiere, som bød på flotte havørreder både konditionelt og størrelsesmæssigt. De fleste fisk blev fanget i inderfjorden og på de yderste stræk af åen.

Odense Å og Fjord-premieren starter på indvejningspladsen den 3. marts kl. 06.45, hvor forretningsudvalget for Odense Å Sammenslutningen byder velkommen til årets premiere. Herefter affyres der traditionen tro præcis kl. 7.00 en raket, og fiskeriet kan begynde. Samme sted afskydes premieren kl. 13.00 med endnu en raket.

Inden præmie-overrækkelserne vil Jane Jegind, rådmand i Odense Kommune, holde en tale. Efterfølgende uddeles der præmier for de ti største ørreder, en præmie for dagens flotteste ørred, samt juniorpræmier.

Først dagen efter åbnes det ”almindelige” fiskeri for medlemmerne af de foreninger, der er med i sammenslutningen.