Overspringer fra Lindenborg Å

26996837_1534693039984023_537494955_n.jpg (1)

I det nordjyske blev der på premieredagen den 16. januar fanget flere flotte og sølvblanke havørreder på både flue og wobler i Lindenborg Å. En af dem som fik en forrygende start på fiskesæsonen er Søren Holm-Rasmussen. Han startede dagen med morgenmad sammen med 3 gode fiskevenner, og en af dem var så flink at udpege en havørred. Det blev udnyttet på bedste vis for her stod en havørred på 62 sølvblanke centimeter og ventede på Sørens ophængerflue.    

Søren fortæller her hvordan årets første fiskedag gik ved Lindenborg Å:

”Vi fik trukket tiden ud med kaffe mm. indtil at det blev lyst. Det var ikke det bedste vejr, da det regnede, og der kun var et par grader varmt, men afsted kom vi da til sidst. Vi var enige om at starte på "Det Flade" som er et stykke af Lindenborg Å med lidt fald og god strøm.

Jeg startede lidt længere oppe end Kim, mens de andre to gik længere nedstrøms. Kim vinkede efter vi havde fisket et stykke tid, og gjorde tegn til at han havde set en fisk. Han havde også hug det "sædvanlige" sted. Da jeg så kom til samme plads, fik jeg et dejligt træk i linen, og efterfølgende kom en fin fisk ovenud af vandet. Derefter gik den bare dybt og tungt, og jeg troede på et tidspunkt, at det nok bare var en nedgænger.

Jeg filmede lidt med min telefon, og nettede den så efter 8-10min. Dejlig blankfisk på 62cm og med 2 små rognstriber i bugen. Den havde taget min ophængeflue. En flue med sølvkrop og egernhale/grævling som vinge. Jan fik en undermåler og en fin nedgænger på ca.70cm, som vi glæder os til at fange igen til efteråret.

En anden lille oplevelse var, at der kom en hvid mink svømmende forbi, og at jeg fik den filmet rimelig tæt på. Dagen sluttede hos Jan igen, som havde lavet en fantastisk minestronesuppe til os”