Team Stormen forsvarede mesterskabet

stormen.jpg

Team Stormen har sat sig suverænt på tronen, når det gælder DM i fladfisk, der blev afviklet den 9-10. september med Onsevig Havn på Lolland som udgangspunkt.

For to år siden blev det til en andenplads i teamkonkurrencen, sidste år vandt teamet, og det kunststykke gentog de igen i år.

Det er John og Nichlas Iversen fra Charlottenlund, der ejer båden, og de havde Paw Meinertsen med som gæst. Allerede på konkurrencens førstedag lagde de hårdt ud, idet Nichlas på orm fangede en rødspætte med en renset vægt på 1,677 kg, mens Paw landede en flot pighvar på 2,326 kg renset vægt. Den huggede på en tobis.

Da resultatet blev gjort op søndag, havde de vundet teamkonkurrencen, men samtidig blev Nichlas nr. 1 i den individuelle konkurrence, mens Paw løb med fjerdepladsen.

Nichlas fortæller til Sportsfiskeren, at teamet er travlt optaget af konkurrencefiskeri i disse uger. Forrige weekend deltog de i Kinnarps Garmin Fiskefestival i Sverige, hvor det blev til en flot tredjeplads, og næste weekend gælder det Storebæltscuppen.