Niels fik holdets første laks

nielsc_0.jpg

Familien Corfitz fisker denne uge ved Gaula i Norge sammen med vennerne Tom Olsen og Rino Hansen. Vandføringen i Gaula har været så høj, at laksene ikke har kunnet passere Gaulfossen, så de har kun fisket på de strækninger, de har nedenfor fossen. Det gælder især beat Evjen, som siden sæsonstart den 1. juni har givet i alt 21 laks på til 17,5 kg. 

Allerede ved det første fiskeri lørdag havde Niels Corfitz hug, men laksen røg hurtigt af. Da holdet fiskede beatet igen søndag aften, havde Niels mere held med det. Denne gang blev laksen hængende, og han kunne lande en laks på 9 kg, fanget på en stor Willy Gun rørflue.

Det seneste døgn har det regnet meget i området, så vandføringen i elven nu er oppe over 500 m3. Det betyder, at rigtig mange laks står nedenfor Gaulfossen og Gaulfosshølen lige nedenfor fossen har da også givet hele 81 laks indtil videre.