En del hornfisk i super vejr

Lystfiskeriets dag 2017 (12).JPG

Sjældent har vejrguderne begavet Lystfiskeriets Dag, der i år var den 21. maj, med så godt vejr, noget som hornfiskene holder af.

Hornfiskene kvitterede da også ved at være til stede i det "overdådige vejr", som formanden for Svendborg Sportsfiskerforening, Preben Sørensen, kalder det. Foreningen havde inviteret alle interesserede til hornfisk-fiskeri ved Skårupøre.

- Solen skinnede fra start, og hurtigt var pavillon, stænger og øvrige arrangementer på plads og alle mand klar til at tage imod. Som dagen gik, blev der fanget en del hornfisk og også arrangementets gæster var heldige. Det skal siges, at en del af hornfiskene slap med skrækken. Hvis det skyldtes dårlig instruktion, er vi klar til at rette op på det, allerede den 3. søndag i maj til næste år, siger Preben Sørensen.

I løbet af dagen var der mulighed for at se og røre ved en hornfisk, se den blive renset og til sidst smage en ny røget hornfisk. - Røget hornfisk er "mums", tilføjer Preben Sørensen.

Blandt deltagerne blev der udtrukket vindere af fiskestænger m.m. De heldige var Bjørn, Lauritz, Lærke og Patrick.

Ingen gik dog tomhændet hjem, for der var blink, woblere og nyeste nummer af Sportsfiskeren til alle.