Mange premieretilbud ved Skjern Å

DSC_0048.JPG

Den vestjyske laksesæson starter påskesøndag den 16. april  og Skjernådalens Lystfiskerforening melder ud, at fiskeriet kan påbegyndes halvanden time før solopgang, hvor foreningen har fiskeretten.

Nedenstående aktiviteter er programsat:

Kl. 8-10 serveres gratis morgenkaffe og rundstykker i klubhuset ved Eva Pedersen på Ånumvej 160, 6900 Skjern – og kl. 11.30-13.00 serverer Hans Hansen og hans tro væbner gratis grillpølser med øl/vand sammesteds. Begge arrangementer er sponsoreret af Sydbank.

Kl. 13.00 Åbningsarrangement af det nye lystfisker-informations- og videnscenter "Laksens Hus", Ånumvej 161 B, 6900 Skjern. Fødevare- og Miljøministeren samt Ringkøbing-Skjerns borgmester er blandt hovedtalerne. Der er desuden en indvejningskonkurrence i "Laksens Hus", som finder sted umiddelbart efter åbningsarrangement, hvor Zpey er hovedsponsor.Kl. 15-18 er Zpey og Korsholm vært i Klubhuset Ånumvej 160, 6900 Skjern, med helstegt pattegris.

Allerede kl. 12-12.50 vil Fødevare- og Miljøminister Esben Lunde Larsen officielt kaste laksesæsonen 2017 i gang. Det foregår på Naturstyrelsens P-plads ved Kodbøl, Sønderskovvej 10 B.

Lystfiskerforeningen af 1926 melder ud, at laksepremieren ved Skjern Å fejres d. 16 april med følgende program:  

Klokken 9 er der gratis rundstykker og kaffe til de morgenfriske, ved Laksehytten på Sdr. Felding Camping. – Til den første laks, der indvejes i år, er der en lille præmie.

Dagen igennem holder Loop grejdemo og viser de sidste nye stænger frem. Den kendte fynske fluekaster, fluefisker og Loop-ambassadør, Rene Gerken, viser hvad stængerne kan. Desuden er der selvfølgelig mulighed for at prøve stængerne selv.

Klokken 13.00 er der i år kartoffelsalat, pølser, øl og vand. (Tilmelding en uge i forvejen).Der er indvejning i løbet af dagen. Indvejningen slutter kl. 15, hvor præmiering af dagens flotteste fangst finder sted.
 
Viborg Sportsfiskerforening (VSF) er med i laksefiskeriet på ”fællesstykket” på den nedre del af Vorgod Å, oplyser foreningens formand Jørgen Buch, der opfordrer medlemmerne til at benytte sig af tilbuddet. – Nogle mener, at der kun kan fanges laks i Vorgod å om efteråret, men det er ikke rigtigt. 

Sidste år blev der fanget en fin laks på premieredagen og flere gode laks tidligt på sæsonen med en basse på 13,3 kg som den største. I alt blev der fanger 42 laks på "vores" stykke sidste år, fortsætter han. Du finder kort over fiskevandet på VSFs hjemmesiden under "Fiskevande”.
 
Husk at du skal købe det særlige ”Laksetegn” til 100 kr. før du kan starte fiskeriet i Skjern Å-systemet. Der skal som vanligt fiskes modhageløst. Specielt for Skjern Å måles storlaks fra 70 cm. og opefter og hver lystfisker må maks hjemtage en laks og en havørred pr. sæson. Desuden gælder den særlige regel, at ormefiskeri generelt kun må foregå, indtil den første fisk er landet. Uanset om den genudsættes eller ej – og der må kun ”ormes” med cirkelkrog. Alle salmonider skal tilmeldes hjemmesiden senest fire dage efter fangsten.

DSC_0033.JPG