Laksepremiere ved Storå

DSC_0058_0.JPG

Som tidligere meddelt her på sitet har Holstebro og Omegns Fiskeriforening (HOF) indledt et nyt samarbejde med initiativrige folk fra Idom-Råsted borgerforening og Plexus Idom. 

Ambitionen er at skabe et lystfiskermiljø, som giver de bedste betingelser for en god oplevelse ved Storåen. Her kan du få dækket behov for overnatning, fællesskab, mad og drikke, dagligvarer og meget meget mere. Der er kort sagt stedet, som kan fungere som din base for en eller flere dages lystfiskeri – både for dig og dine kammerater. Læs mere på www.laksefiskeri-storaa.dk. Der er arrangeret fællesspisning på premiere-aftenen efterfulgt af et gratis foredrag  af velkendte flueinstruktør og lakseguide Kenny Frost kl. 20. - Du skal naturligvis stadig være medlem af HOF eller købe et dagkort, før du må fiske i foreningens vand i Storå. Det kan du købe via hjemmesidens webshop.

På de yderste kilometer, hvor Storå for alvor bliver stor og bred, har Vemb Lystfiskerforening sit revir. På foreningens hjemmeside fremgår på hvilken strækning dagkort-holdere må fiske.

For de medlemmer af Lystfiskerforeningen af 1926, der starter årets laksefiskeri på foreningens vand ved Storå ved Burgård, er der rundstykker og en lille en til halsen klokken 9.00 ved foreningens hytte, skriver Nils Mogensen på foreningens hjemmeside. Kaffe skal man selv medbringe. - I år holder det kendte grejfirma LTS grej- og stangdemo ved Storå-hytten fra klokken 9.30 til 13,30. Det vil være muligt at se og prøve de sidste nye spændende, norske LTS fluestænger, der er udviklet af fluekaster-legenden Trond Syrstad, ligesom der også vil være et specielt præmieretilbud på dagen.

Alle laks og havørreder fra Storå skal indberettes til den særlige hjemmeside senest fire dage efter fangsten. Kvotestørrelsen skiller ved 75 cm. og hver fisker må maks hjemtage en laks pr. sæson. Der må kun være én modhageløs krog på agnen og ormefiskere skal bruge cirkelkrog. Mere info og fiskeregler på de enkelte foreningers hjemmesider.

DSC_0056_2.JPG