Flot bækørredbestand spoleret af forurening

Tversted3 Bækørreder som denne, der blev fanget ved den seneste bestandsundersøgelse, var almindelige i Tversted Å, inden åen blev ramt af forureningen. Foto: Bjarke Dehli. DTU Aqua.

Da DTU Aqua undersøgte bækørredbestanden i Tversted Å i 2023 og 2024, fandt de en usædvanlig flot bækørredbestand, der var resultat af lokalt vandplejearbejde gennem en årrække. Nu viser en ny undersøgelse, at bestanden er spoleret som følge af spildevandsforurening.

Til stor frustration for de lokale vandplejefolk fra Tannisbugt Natur og Vandpleje viser en ny elfiskeundersøgelse, at en flot bækørredbestand i Tversted Å ved Hjørring er blevet reduceret kraftigt, som følge af spildevandsforurening.

Fejlkobling i forbindelse med separatkloakering
Indenfor det seneste år har Hjørring Vandselskab haft en entreprenør til at lave separering af regnvand og spildevand i kloaksystemet blandt andet med den hensigt at mindske belastningen af Tversted Å med spildevand, når kraftig nedbør har giver overløb.

Desværre er der sket en meget alvorlig fejlkobling i forbindelse med arbejdet, så spildevand er blevet ledt urenset ud i åen, og det har haft en markant negativ påvirkning af bækørredbestanden i åen.

Tversted4 Tversted Å har været et skoleeksempel på, hvad man kan opnå med målrettet vandplejearbejde. Foto: Bjarke Dehli. DTU Aqua.

Ny fiskeundersøgelse
For at få belyst omfanget af skaderne fra forurening har Hjørring Vandselskab fået lavet en ny bestandsundersøgelse. Den er udført af selskabet Akvatikon, der i sin rapport konkluderer, at der er sket et stort fald i antallet af store bækørreder over 30 cm. I DTU Aquas undersøgelser fra 2023 og 2024 blev der fundet i gennemsnit 39 bækørreder over 30 cm pr. kilometer vandløb. Ved Akvatikons undersøgelse var der ikke én eneste tilbage, og der var også fald i antallet af mindre fisk.

Den nye undersøgelse viser desuden, at det ikke kun er galt nedstrøms for det punkt, hvor man mener, at spildevandet er blevet udledt. Det gælder også opstrøms, og Akvatikon anbefaler derfor, at der laves yderligere opsporende undersøgelser for at få et bedre overblik over ørredbestandens tilstand samt finde eventuelle andre kilder til forurening.

Alarmklokkerne burde have ringet
Hos Tannisbugtens Natur og Vandpleje er frustrationerne kæmpestore, for det er over 10 års arbejde med Tversted Å, der nu er sat markant tilbage.

– Vi har fundet ud af, at forureningen har stået på helt fra uge 41 i 2025. Det fremgår nemlig tydeligt af badevandsprøver ude ved kysten, der pludselig viste alt for høje tal for colibakterier. Men det var uden for badesæsonen, og der var ingen alarmklokke, der ringede for nogle af kommunens medarbejdede. Det var derfor først den 8. marts i år, at vi ved et tilfælde selv opdagede det ude ved åen, fortæller foreningens formand Søren Pedersen. Han forsætter:

– Fra stedet, hvor man har arbejdet med kloakeringen og ned til åen, er der kun 25 meter, og alligevel har man ikke formået at holde øje med åen. Havde de gjort det, ville de se, det vi så i marts, nemlig toiletpapir, der drev med strømmen.

– Nu kan vi så håbe, at kommunen tager ansvaret på sig og går i gang med at lave det vandplejearbejde, vi andre har lavet på frivillig basis gennem en årrække, så bestanden med tiden kan komme op igen, slutter Søren Pedersen.

Deler frustrationerne
Hos Danmarks Sportsfiskerforbunds Natur- og Miljøkonsulent Torben Hansen er der stor forståelse for de frustrationer, som Søren Pedersen giver udtryk for.

– Det er dybt frustrerende at se, hvordan et målrettet vandplejearbejde er blevet slået tilbage til start som følge af forurening i forbindelse med et anlægsarbejde. Noget så simpelt, som et tilsyn ved udløbet i forbindelse med omkoblingen af spildevandsledningen kunne have forhindret katastrofen. Vi fortsætter vores kamp med at sikre vores vandløb mod forureninger, uanset om der er tale om gylle, ensilagesaft eller - som i dette tilfælde - spildevand, siger Torben Hansen.

Fra skoleeksempel til nærmest fisketom å
Hos DTU Aqua har biolog og fiskeplejekonsulent Bjarke Dehli selv undersøgt vandløbet ad flere omgange, og også her ærgrer man sig over situationen.

– Tversted Å var indtil for nylig et skoleeksempel på, hvordan målrettet vandløbsrestaurering og minimal vandløbsvedligeholdelse kan genskabe en sund og overraskende stor bækørredbestand i en landsdel, hvor der ellers er langt mellem de gode historier om fiskebestandene. Derfor er det fortvivlende at læse, hvordan den seneste elfiskeundersøgelse nærmest efterlader en med indtrykket af en fisketom å. De kommende år må nu vise, om ikke de gode fysiske forhold i åen kan understøtte endnu et comeback for den pressede ørredbestand, udtaler Bjarke Dehli.

Læs her, hvad DTU Aqua skrev om Tversted Å efter bestandsundersøgelsen i 2024.

 

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde
og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"

Ga Velkomst

En ekstra bonus!

Udover dit medlemskab af Danmarks Sportsfiskerforbund, har vi også en lille overraskelse til dig – et gavekort på 200 kr. til udvalgte produkter fra Geoff Anderson. Du modtager rabatkoden i din kvitteringsmail.