Fiskepleje: Sådan gik dette års elfiskeri efter moderfisk

Laks Bredeå 3 I år skulle der også fanges moderfisk i Brede Å. Det gav nogle rigtig fine laks.

Landet over har foreninger og sammenslutninger været i gang med at elfiske efter de ørreder og laks, der skal bidrage til de kommende udsætninger. Her kan du læse, hvordan det er gået udvalgte steder i landet.

Hvert år i november rigger foreninger og sammenslutninger grejet til, så de er klar til årets elfiskeri efter moderfisk i vandløbene. Normalt er det afsluttet i løbet af måneden, men i år har det mange steder været nødvendigt at strække arbejdet ind i december, da vandføringen i vandløbene var temmelig høj i november.

De store vandmængder har også betydet, at fiskene var trukket længere op i vandløbene end ellers, så det har været nødvendigt at elfiske over længere strækninger for at få fanget de nødvendige fisk

Her kan du læse, hvordan det er gået en række steder rundt i landet.

Århusområdet
Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere står for elfiskeriet i Århusområdet. Det foregår i Giber Å, og i løbet af blot to timer havde holdet fanget de nødvendige fisk. I alt 98 moderfisk blev derefter afhentet af den nye opdrætter, der er lavet aftale med.

– Vi blev sidste år ramt af, at vi manglede en opdrætter, men det er kommet på plads nu, fortæller Arne Bager, der er forbundets Natur- og Miljøteam-koordinator i området. Han fortsætter:

– Vi måtte udsætte elfiskeriet til den 11. november, fordi der var flom i åen efter den megen nedbør, der var kommet. Men det gik rigtig godt, og vi fik hurtigt de nødvendige fisk. De fleste lå på 45-55 cm, men der var fisk helt op til 83 cm.

Resultatet betyder, at udsætningsplanerne for Århus Bugt kan opfyldes med udsætning af i alt 60.000 smolt ved mundingsudsætninger. De 18.000 er finansieret af Århus Kommune som kompensation for det smolttab, der er ved engsøerne.

Frederikshavn
Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn har været ude med elektroden, men foreningens formand Kim Larsen fortæller om nogle udfordringer i den forbindelse.

– Som en del andre foreninger har vi manglet et sted, hvor vi kan få opdrættet fisk til udsætningerne. Der bliver derfor ikke sat fisk ud her til næste år, og i stedet har vi fået fisketegnsmidlerne konverteret, så vi kan bruge dem på udlægning af grus og sten i samarbejde med kommunen, fortæller han.

Foreningen har elfisket nedenfor spærringen ved Mariendal Mølle i Elling Å og har så flyttet 26 ørreder op ovenfor spærringen, men Kim Larsen fortæller, at den høje vandføring i efteråret har bevirket, at usædvanligt mange fisk selv har fundet vej op forbi spærringen.

Sæby
Her har foreningen også elfisket nedenfor en spærring, nemlig den ved Sæby Mølle kun få hundrede meter fra havet, og fiskene er derefter blevet flyttet op ovenfor spærringen.

Formanden for Sæby Sportsfisker Klub Peter Høfler fortæller:

– Første gang vi var ude, fik vi 49 havørreder. Mest i størrelsen 50-60 og kun en enkelt på 80 cm, og anden gang lykkedes det at fange 41. Vi satser på at komme ud en gang mere inden nytår.

– Der er fanget mange havørreder opstrøms stemmeværket i efteråret, så det har hjulpet lidt at få den eksisterende trappe renoveret, mens vi venter på faunapassagen, slutter Peter Høfler.

Giber
Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere var på elfiskeri ved Giber Å, hvor de hentede 98 moderfisk i løbet af bare to timer.

Nordsjælland
Esrum Ålaug i Nordsjælland var ude med elektroden den 18. og 19. november, hvor der fortsat var meget vand i åen. Måske derfor var det noget sværere at finde fiskene, der ikke stod så tæt som ellers på de gængse pladser.

Resultatet blev 56 ørreder, hvilket var noget mindre end sidste års resultat på 75. Fiskene blev strøget den 26. november, hvorefter der blev sendt 4,5 liter æg til Fyns Laksefisk, hvor opdrættet skal finde sted.

Fyn og Sønderjylland
Fyns Laksefisk har sammen med lokale lystfiskere stået for elfiskeriet på Fyn, og som noget nyt har fiskemester Linda Bollerup Høgh også været forbi Sønderjylland for at fiske moderfisk.

– Jeg blev positivt overrasket over at se, hvor fine vandløb der var i området. Vi elfiskede i Kruså og Slotsmølle Å den 3. december. På grund af vandføringen kunne vi ikke komme ud før, så vi fangede en del udlegede fisk og kom forbi mange nye gydebanker, men vi fik de 2 x 25 moderfisk med hjem, som der var brug for, fortæller Linda Bollerup Høgh.

På Fyn var der også rigtig meget vand i åerne i november, så nogle ture blev aflyst, og der skulle ledes mere end ellers for at fange de nødvendige fisk, da ørrederne havde fordelt sig mere i vandløbene.

– Det gav os nogle udfordringer, da vi ikke har tilladelse til at fiske på alle strækninger, men i den sidste ende har vi fået de 47 liter rogn, der skal bruges, fortæller Linda og tilføjer:

– Fiskene var pænere, end vi plejer at se. De var stort set uden de skrammer, der ellers følger efter møder med hejre, skarv og sæl, og der var heller ingen fisk med svamp.

Brede Å
I weekenden den 9.-10. december blev der elfisket laks i Brede Å. Tidligere har åen fået leveret udsætningsfisk, der stammede fra Ribe Å, men da udsætningerne i Ribe Å er blevet indstillet, har Brede Å Lystfiskerforening indledt et samarbejde med Sydvestjydsk Sportsfiskerforening og Sportsfiskerforeningen Vidå om at skaffe det nødvendige antal moderfisk, der efterfølgende er blevet overført til Dansk Center for Vildlaks, hvor opdrættet foregår.

Foreningens formand Johannes Osmundsen Christensen fortæller, at der blev en lang tur, da der var langt mellem laksene på den udvalgte strækning, men til gengæld var der rigtig mange flotte havørreder.

Vestjylland
Hos Danmarks Center for Vildlaks ved Skjern Å har fiskemester Søren Larsen haft travl med at få de nødvendige laks i hus.
Han fortæller, at de er kommet i mål, men der har været færre laks i åerne, så det har krævet mere arbejde at nå dertil.

– Vi må nok forvente, at der har været en nedgang i bestanden. Det viser årets lystfiskerfangster jo også. Der er for eksempel fanget 32 % færre laks i Skjern Å i år, og for Vardes Å's vedkommende er faldet på 40 %. Også i både Norge og Skotland har der været nedgang, og det er lidt bekymrende. Vi kan kun håbe, at det skyldes, at flere fisk har valgt at blive i havet, fortæller Søren Larsen.

Ikke kun lystfiskere på jagt efter moderfisk har været på fiskeri de seneste uger. Søren Larsen fortæller nemlig også, at der er set rigtig mange skarver ude ved vandløbene.