Her er den nye forbundsbestyrelse

DSCF0052 Den nye bestyrelse fra venstre: Linda Bollerup Høgh, Frederik Lorentzen, Jan Karnøe, Hans E. Nielsen, Morten Jacobsen, Torben Kaas, Arne Lauritzen, Hanna Vestergaard og Kenn Larsen. Foto: Søren Astrup Jørgensen.

Danmarks Sportsfiskerforbund har fået ny bestyrelse, som blev valgt på weekendens kongres den 26.-27. november.

Danmarks Sportsfiskerforbund afholdt kongres i weekenden den 26.-27. november på Vingsted Hotel og Konferencecenter, hvor blandt andet den nye forbundsbestyrelse blev valgt.

Den nye forbundsbestyrelse består af:

Formand Torben Kaas
Bestyrelsesmedlem Hans E. Nielsen (genvalgt)
Bestyrelsesmedlem Linda Bollerup Høgh
Bestyrelsesmedlem Morten Jacobsen (genvalgt)
Bestyrelsesmedlem Frederik Lorentzen (genvalgt)
Bestyrelsesmedlem Jan Karnøe
Bestyrelsesmedlem Arne Lauritzen (genvalgt)
Bestyrelsesmedlem Kenn Larsen (nyvalgt)
Bestyrelsesmedlem Hanna Vestergaard (nyvalgt)

Bestyrelsen konstitueres den 12. december.

Stærkt hold skal løfte opgaven
Danmarks Sportsfiskerforbund har en stærkt sammentømret bestyrelse, som med Hanna Bossow Vestergaard og Kenn Larsen er styrket i forhold til forretningsmæssig tilgang til organisationsarbejdet og i at række ud til unge lystfiskere – blandt andet.

– Vi har på kongressen fået medvind og opbakning til at føre de planer, vi har arbejdet med de sidste to år, ud i livet. Vi kommer til at sætte fuld fart på medlemsvækst og på vigtige politiske dagsordener om vandområdeplaner, skarver, redskabsfiskeri i søer og havnaturen med al den energi, der ligger i, at vores medlemmer på kongressen har lyttet til planerne og givet os redskaberne til at føre dem ud i livet – redskaber i form af nye vedtægter, budgetter og handleplaner, siger Torben Kaas.