Lystfiskererhvervet går sammen i ny brancheorganisation

Dansk Lystfiskeri 2 Flere fisk til flere lystfiskere giver bedre bundlinje for branchen. Det er et af argumenterne for at samle lystfiskererhvervet i en brancheforening. Foto: Søren Astrup Jørgensen.

”Dansk Lystfiskeri” er navnet på en ny brancheorganisation, der samler fiskesøer, grejbutikker, turbåde og andre virksomheder med lystfiskeri som omdrejningspunkt.

Lystfiskererhvervet har fået en fælles stemme. Den 19. januar 2022 var der stiftende generalforsamling for den nye brancheorganisation, ”Dansk Lystfiskeri”. Foreningen tilbyder et fagligt fællesskab for alle dem, der har lystfiskeri som levebrød på den ene eller anden måde. Eksempelvis fiskesøer, grejproducenter og -butikker, turbåde, selvstændige fiskeguider og turismeaktører.

Blandt brancheforeningens mere end 60 medlemmer er Danmarks Sportsfiskerforbund og ejer af grejshoppen Go-Fishing, Claus Eriksen. Begge parter har været med til at tage initiativet til den nye forening.

Vil styrke forbundet
For Danmarks Sportsfiskerforbund bliver det en styrke at få et tættere samarbejde med den kommercielle gren af lystfiskeriet, forklarer forbundets formand, Torben Kaas.

– Vores stemme trænger bedre igennem på Christiansborg, når vi kan redegøre for lokaløkonomi, skattegrundlag og arbejdspladser forbundet med lystfiskeri. Brancheforeningen kan hjælpe os med at få de tal med til forhandlingsbordet. For Danmarks Sportsfiskerforbund giver den kommercielle tilgang os nogle nye argumenter ved siden af naturhensynet og befolkningens ønsker om rekreative oplevelser ved vandet, siger Torben Kaas.

Han forventer, at brancheforeningen bliver et væsentligt bindeled mellem Danmarks Sportsfiskerforbund og de mange lystfiskere, der endnu ikke har kendskab til forbundet.

– Kun en lille del af Danmarks lystfiskere er organiserede i foreninger eller direkte hos os i Danmarks Sportsfiskerforbund. Vi ved, at mange lystfiskere ikke kender til os og til vores arbejde for at sikre lystfiskeriet i fremtiden. For alle medlemmer i brancheforeningen har det værdi, at flest mulige er med til at styrke arbejdet for godt lystfiskeri, så vi vil bruge branchens daglige kontakt med tusindvis af lystfiskere til at fortælle om værdien af vores arbejde og af et stærkt Danmarks Sportsfiskerforbund.

DANSK LYSTFISKERIS FORMÅL

Brancheforeningens formål er at varetage medlemsvirksomhedernes erhvervsmæssige og økonomiske interesser blandt andet ved:

  • at være branchens politiske talerør
  • at fremme danske rekreative fiskebestande
  • at fremme bredden i dansk lystfiskeri
  • at rekruttere, uddanne og fastholde lystfiskere i sporten
  • at understøtte og kortlægge lystfiskeriets samfundsmæssige værdi
  • at uddanne lystfiskerbranchen
  • at være et naturligt centrum for fælles projekter i branchen

Kilde: Brancheforeningen Dansk Lystfiskeri.

Fælles indsats for flere fisk
Det kan ikke nytte noget at sælge fiskegrej, hvis der ikke er flere fisk at fange. Det er det vigtigste argument for, at grejbutikken GO Fishing har meldt sig ind i brancheforeningen.

– Vi er rigtig mange, der går og tjener penge på, at der er fisk i vores vande, men de færreste erhvervsdrivende gør noget ved det. Jeg tror, vi kan nå virkelig langt, når vi kommer til politikerne med både en grøn og en økonomisk vinkel på den samme dagsorden – at fremme vores fiskebestande, siger Claus Eriksen.

– Min erfaring er, at Danmarks Sportsfiskerforbund og lystfiskererhvervet hver især kan åbne forskellige døre på Christiansborg, og til sidst bliver det svært for politikerne at lukke døren igen.

Indsatsen for flere fisk er kun ét af flere formål, som Dansk Lystfiskeri er sat i verden for at tjene, understreger Claus Eriksen.

– Jeg vil kæmpe for, at fiskene bliver flere, men andre medlemmer af brancheforeningen vil sikkert fokusere på, at vi skal have lavet en lystfiskermesse eller noget helt tredje, siger han.

Friskfanget bestyrelse
Næste ryk for den nye brancheforening bliver at arbejde videre med de mærkesager, som initiativgruppen bag Dansk Lystfiskeri har identificeret. Det bliver en opgave for den nyvalgte bestyrelse, der består af:

Peter Lyngby, Strip Strike Media
Christen Stenild, Pure Fishing
Claus Eriksen, Go-Fishing
Torben Kaas, Danmarks Sportsfiskerforbund
Gordon P. Henriksen, Megalops
Hanna Bossow Vestergaard, The Fly Company
Martin Hubert, Spar Lystfiskeri

Den nye bestyrelse konstituerer sig selv med formand og næsteformand snarest.

Du kan følge med i arbejdet i den nye brancheforening ved at abonnere på foreningens nyhedsbrev.