Fortsat udfordringer i Havelse Å-systemet

P6250022 Rapporten peger på manglende skjul som en af årsagerne til, at tætheden af ørreder ikke lever op til målsætningen.

Trods fremgang i antallet af gydegravninger i Havelse Å-systemet, er tæthederne af ½-års ørreder langt fra målopfyldelse. Det viser en ny undersøgelse af å-systemet gennemført af Limno Consult for Hillerød Kommune og Allerød Kommune i 2019. Der er heldigvis udsigt til forbedringer, der kan rette op på forholdene.

Havelse Å-systemet i Nordsjælland afvander primært områder i Hillerød Kommune og Allerød Kommune, inden åen når sit udløb i Roskilde Fjord. De to kommuner gennemfører derfor overvågning af å-systemet, hvilket i praksis udføres af biolog Peter W. Henriksen fra Limno Consult.

Sideløbende har Havelse Å Vandplejegruppe i over 20 år fulgt udviklingen i å-systemet ved at registrere de årlige gydegravninger og ved i flere omgange at få udført bestandsundersøgelser.

Gydning Diagram fra rapporten, som viser udviklingen i antallet af gydegravninger.

Flere gydegravninger, men mangel på yngel
Antallet af registrerede gydegravninger har siden 2012 været støt stigende. Der var dog et fald i 2018, men stigningen fortsatte i 2019. Den samlede gydning i forhold til opvækstarealer er dog stadig i underkanten af, hvad der skal til for at sikre en tilfredsstillende yngeltæthed.

Ved undersøgelsen blev tætheden af ½-års ørreder undersøgt ved 16 stationer i å-systemet, og ved ingen af dem var tætheden så stor, at målsætningen var opfyldt på trods af, at de fysiske forhold for ørredyngel generelt var så gode, at andre årsager måtte gøre sig gældende.

Problemer med renseanlæg
Det var påfaldende, at de største tætheder af ørreder blev fundet på den midterste del af å-systemet, mens der stort set ikke blev fundet ørreder i Kollerød Å og i den nederste del af åen nedstrøms Fruervad.

– Årsagen til, at der stort set ikke var ørreder i Kollerød Å, var antageligt udslip af opspædet urenset spildevand på Lillerød Renseanlæg i forbindelse med kraftig regn. En undersøgelse i 2018 viste, at sådanne driftsforstyrrelser forekommer jævnligt, og at det var årsagen til, at alle ørreder forsvandt ved Kollerød Bro, skriver Peter W. Henriksen i rapporten.

Havelse Å-systemet 2019: Bestandsundersøgelse og udvikling

 

Rapporten er udarbejdet af Limno Consult for Hillerød og Allerød kommuner.

 

Læs den i sin helhed her.

Behov for indsatser
Ved undersøgelsen blev vandløbsvedligeholdelsen vurderet, og den var flere steder tilfredsstillende, men andre steder var der skåret på en måde, så det var tvivlsomt, om ørrederne ville overleve. Rapporten anbefaler derfor at opprioritere en opkvalificering af åmændene og tilsynet med arbejdet.

Det mest markante behov var dog etablering af fysisk variation og fiskeskjul med store sten, for på næsten alle stationer var mangel på skjul, det der begrænser bestanden. Til gengæld vurderes det, at der er tilstrækkeligt med gydesubstrat på næsten alle stationer.

Vandplejegruppe arbejder støt videre
Selv om resultaterne ikke har været optimale, arbejder Havelse Å Vandplejegruppe støt videre med arbejdet for at forbedre forholdene i å-systemet.

– Rapporten blotlægger problemerne med Havelse Å-systemet: Spildevandsbelastning, stor difference i vandafstrømningen, sedimentvandring, mangel på skjul og for stor tilstrømning af næringsstoffer, fortæller Kaj Larsen fra vandplejegruppen.

– For store og for hyppige overløb fra Lillerød Renseanlæg slår en stor del af ynglen ihjel i Kollerød Å, og i midten af marts kom der et kraftigt regnvejr, der resulterede i en stor flom, der skyllede en katastrofal stor mængde af årets ørredyngel bort fra gydebankerne, hvorefter de små ørreder gik til.

Hele sommeren var åen fyldt med store mængder af trådalger, der - i kombination med de høje temperaturer - resulterede i et dødbringende lavt iltindhold om natten. Det er ikke alt, vi kan styre, men masser af store skjulesten kan gøre en forskel, og der er også tegn på, at Allerød Kommune nu gør noget ved problemerne omkring Lillerød Renseanlæg, slutter Kaj Larsen.