Danmarks Sportsfiskerforbund på Naturmødet

Thunderdome-naturmøde.jpg

Fra i dag og de næste tre dage løber Naturmødet i Hirtshals af stablen. Danmarks Sportsfiskerforbund er naturligvis med og deltager i tre forskellige debatter d. 23. og 24. maj.

Det kommer til at handle om natur, miljø og klima de næste tre dage, når Hirtshals endnu engang lægger havn til det nationale folkemøde, Naturmødet. Programmet er fyldt med debatter og aktiviteter, og der er generelt lagt op til folkefest i Nordjylland.

Danmarks Sportsfiskerforbund deltager både torsdag og fredag i debatter.

Torsdag kl. 18.30 på scenen The Village kan du høre natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund, Lars Brinch Thygesen, diskutere fremtidens akvakultur i debatten ”Fiskeopdræt – på lands eller til vands?”. Brian Thomsen, formand for Dansk Akvakultur, og Kim Hieronymus Nielsen, direktør for det landbaserede fiskeopdræt ”Danish Salmon”, deltager også i debatten.

Torsdag kl. 19.00 på scenen Learn kommer Sportsfiskerforbundets fiskebiolog, Kaare Manniche Ebert, tilbage på skolebænken ved arrangementet ”Skolestue for organisationer”, hvor der skal debatteres natur og biodiversitet.

Fredag gælder det den store scene Thunderdome, hvor formand Verner W. Hansen kl. 13.00 deltager i debatten ”Vandråd og interessentinddragelse i vandplanarbejdet”. Det kommer til at handle om den kommende vandplanperiode og hvordan lokal inddragelse skal spille ind, når der skal findes gode løsninger frem mod 2027. Udover Danmarks Sportsfiskerforbund deltager Landbrug & Fødevarer, DN og Limfjordsrådet.

Læs hele programmet her.