Status quo i Skjern Å

Laks skjern å (1).JPG Der var masser af grilse i Skjern Å i 2018. Foto: Daniel Lindvig

DTU Aqua og Danmarks Center for Vildlaks har netop færdiggjort deres store undersøgelse af lakseopgangen i Skjern Å i 2018.

I løbet af november og december måned registrerede man mere end 700 laks i forbindelse med elfiskeriet, som laves som en fangst-genfangst undersøgelse. Normalt fastsættes estimatet på årets opgang på baggrund af forholdet mellem de mærkede laks fra første elbefiskning og efterfølgende genfangster ved de næste befiskninger. Et usædvanligt lavt antal genfangster umuliggjorde desværre et troværdigt bestandsestimat, så derfor måtte der tages andre metoder i brug.

Forskerne har derfor kigget på antallet af stangfangster i 2017 og 2018 samt vurderet hvor mange laks der blev registreret i åen under elfiskeriet sammenlignet med året før. På den baggrund når man frem til at opgangen i 2018 har været ca. på niveau med 2017 og derfor ender opgangsestimatet på 5.521 laks.

Stadig mange udsætningslaks
Elfiskeriet viste også, at laksebestanden i Skjern Å stadig er væsentligt påvirket af de årlige udsætninger af mere end 200.000 ungfisk. Hele 53 % af de undersøgte laks manglede fedtfinnen og er derfor med sikkerhed kommet til verden på Dansk Center for Vildlaks opdrætsanlæg. Dette betyder også, at bestanden i Skjern Å stadig er et stykke vej fra at kunne klare sig selv og blive erklæret selvreproducerende, sådan som det er tilfældet i nabovandløbet Storå.

Det er værd at bemærke, at andelen af de finneklippede laks fylder noget mere i statistikken hos forskerne, end når de bliver registreret som stangfangster. Af de 1.748 stangfangede laks i Skjern å i 2018 var kun knap 40 procent registreret som fedtfinneklippede.

Læs også: Storå bliver selvreproducerende

IMG_3060.JPG I 2019 kommer der forhåbentlig en masse mellemlaks i Skjern Å.

Rekordmange grilse giver håb for de kommende år 
Opgangslaks under 75 cm betegnes som grilse og er altid domineret af hanfisk. Det er typisk laks, som vender tilbage til åen allerede efter 1 år i havet. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at andelen af grilse i 2018 var rekordhøjt med hele 56 % af de registrerede fisk ved elfiskeriet, mens andelen af grilse i 2017 blot udgjorde 19 % af opgangen.

 
 
Tallene tyder altså på, at der trak ekstra mange smolt ud i foråret 2017, eller at overlevelsen i havet har været exceptionel høj. Uanset årsag tegner de mange grilse lovende for de kommende år.

Man kan således forvente, at der i 2019 kommer et stort optræk af de såkaldte mellemlaks med to hav-år på bagen og i 2020 og 2021 kan man så drømme om et godt fiskeri på trofæfiskene. Det er de laks, der har haft 3 og 4 år i havet og som for længst har rundet de 10 kg, når de trækker op i vandløbene i det tidlige forår. 

Ny undersøgelse venter i 2019
Skjern Å undersøges igen i 2019 og her vil man sikre en dobbeltmærkning af laksene, således at der ikke kan herske tvivl om, at standardmetoden med pitmærkning er udført efter bogen. Ved denne undersøgelse vil det også blive spændende at se, om forudsigelserne om et godt år med mange mellemlaks holder stik.

Læs hele undersøgelsen her