Billed 2, Stig i færd med at fjerne stammer, der kan spærre i Kobbel Å på den strækning, gruset ligger.jpg (1)

Kobbel Å, der er et tilløb til Tuse Å, er et vigtigt gyde- og opvækstvandløb for ørreder. 

Her har TØS for år tilbage udlagt i omegnen af 30 tons gydegrus, som i årenes løb er blevet brugt flittigt., men de senere år er antallet af gydegravninger faldet støt og roligt. 

Én af årsagerne til dette er utvivlsomt, at gydebankerne ikke er blevet vedligeholdt, -hverken af ørrederne og heller ikke af TØS, der har engagementet i Tuse Å-systemet.

Det skal der rådes bod på, og derfor vil TØS og Den sjællandske Grusbande, der er et samarbejde mellem Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund, gå gydebankerne igennem, søndag den 15. oktober, hvor TØS’er og Bandemedlemmer vil bruge spader, skovle og stengrebe til at løsne sten og grus i de sammenkittede gydebanker. 

Strækningen er omkring 400 meter lang og der ligger adskillige gode gydebanker, der blot venter på, at ørrederne skal dukke op om en lille måneds tid for at gyde. Og det gør de....! 

For år tilbage talte Stig Larsen fra Arbejdsgruppen antallet af fisk, der med en vis sikkerhed, havde været oppe for at gyde på strækningen. 

Stig lagde vejen forbi åen hver dag, hele gydesæsonen igennem og talte det antal fisk, der stod på strækningen og kunne henover sæsonen, skelne fiskene fra hinanden. Han talte omtrent hundrede fisk, og noterede hver af dem i en dagbog over gydeaktiviteten. 

En fantastisk indsats af Stig, og TØS vil hellere end gerne sikre, at hver eneste fisk, der dukker op på strækningen, kan finde grus at gyde i. 

Det kan gøres ved at lufte de sammenkittede gydegravninger og dermed gøre det attraktivt for ørrederne at gyde netop her og der er brug for din hjælp.

Du kan melde dig til dette vigtige ”arbejde”, for at hjælpe ørredbestanden, søndag den 15. oktober kl. 11.11. Der er  mødested ved Nykøbingvej 21, 4440 Mørkøv. 

Vil du gerne deltage, kan du sende en mail eller sms til Andreas Findling-Rottem, der er aktiv medlem af Arbejdsgruppen i TØS og desuden redaktør på Sportsfiskeren. 

Andreas har telefon, 2629 5024. Du kan også fange ham på mail.  

Endelig kan du også melde dig til via Den sjællandske Grusbandes facebook-side

Du skal medbringe skovle, spader, stengreb og ikke mindst godt humør. TØS og Den sjællandske Grusbande sørger for drikkevarer.

Billed 1, det er på denne flotte strækning, gydebankerne skal luftes.jpg (1)