Ny episode af Knæk & Bræk: Diktatorer, stikkere og kolonialisternes ørreder
Lasse Telling på vej op af mosen efter en tur i flyderingen. Som journalist og lystfisker har han blandt andet skrevet om mosens mystik og myter – og om flere af lystfiskeriets mere mørke kapitler.
Foto: Thøger Kappel.
Hvad har diktatorer, Gestapo og britisk kolonialisme med lystfiskeri at gøre? Mere end man måske skulle tro. I den nye episode af Knæk & Bræk tager journalist og lystfisker Lasse Telling os med ind i nogle af lystfiskeriets mere mørke og betændte afkroge.
Støttet af Lystfisker Danmark
- Knæk & Bræk produceres med støtte fra Lystfisker Danmark.
- Støtten er med til at sikre, at podcasten kan fortælle de store og små historier fra dansk lystfiskeri – fra personlige portrætter til fortællinger om passion, natur og fællesskab.
- Lystfisker Danmark arbejder for at styrke lystfiskeriet i Danmark, sætte fokus på natur- og vandmiljø og skabe bedre rammer for både nye og erfarne lystfiskere.

Når Lasse Telling støder på en god historie, kan han ikke lade være med at grave i den. Og gennem sit arbejde som journalist har han flere gange kastet sig over historier, hvor lystfiskeriet bliver en indgang til langt større fortællinger om mennesker, historie og samfund.
I den nye episode af Knæk & Bræk dykker vi ned i tre af de historier, han har skrevet om i magasinet Sportsfiskeren.
For vidste du eksempelvis, at nogle af historiens mest brutale diktatorer var begejstrede for at fiske? Den spanske diktator Francisco Franco fiskede laks, Fidel Castro deltog i en fiskekonkurrence med Ernest Hemingway, og Vladimir Putin har fået massiv omtale for en gedde, der angiveligt vejede 21 kilo.
Eller at en af Sveriges mest anerkendte fluebindere gemte på en særdeles mørk fortid? Margrethe Thomsen opnåede international anerkendelse for sine fluer, men under navnet Grethe Bartram havde hun under den tyske besættelse været Gestapo-stikker og angivet mindst 53 danske modstandsfolk.
Når ørreden bliver verdenshistorie
Også ørredfiskeriets historie viser sig at have nogle mindre kendte sider. I 1800-tallet var britiske lystfiskeres begejstring for ørreden med til at sprede fisken langt ud over dens naturlige udbredelsesområde. I dag findes den derfor på nogle af verdens mest berømte fiskedestinationer, hvor den oprindeligt slet ikke hørte hjemme.
I Sydafrika blev ørredfiskeriet samtidig filtret ind i landets kolonihistorie. Her var ørreden blevet indført som en del af briternes kolonisering, og reglerne omkring det nye fiskeri betød blandt andet, at den sorte befolkning mistede adgang til vand og fisk, som de hidtil havde fisket efter.
Det er med andre ord ikke denne episode af Knæk & Bræk, du skal lytte til, hvis du leder efter grejtips eller gode råd til den næste fisketur. Til gengæld får du et anderledes blik på lystfiskeriets historie – og på de overraskende steder, fiskeriet gennem tiden har krydset spor med den store verdenshistorie.
Du kan lytte til episoden herunder eller finde Knæk & Bræk i din foretrukne podcast-app.