Knæk & Bræk: Fisketegneren og pighvarpioneren
Thomas Weiergang tegner de øjeblikke, han drømmer om at opleve – det kan du hører meget mere om i podcasten Knæk & Bræk.
Foto: Søren Skarby.
I det nyeste afsnit af Knæk & Bræk møder du Thomas Weiergang – en lystfisker, der hele livet har været drevet af nysgerrighed, eksperimenter og lysten til at gå nye veje.
Støttet af Lystfisker Danmark
- Knæk & Bræk produceres med støtte fra Lystfisker Danmark.
- Støtten er med til at sikre, at podcasten kan fortælle de store og små historier fra dansk lystfiskeri – fra personlige portrætter til fortællinger om passion, natur og fællesskab.
- Lystfisker Danmark arbejder for at styrke lystfiskeriet i Danmark, sætte fokus på natur- og vandmiljø og skabe bedre rammer for både nye og erfarne lystfiskere.

Thomas Weiergang har gennem det meste af sit liv været drevet af nysgerrighed, eksperimenter og lysten til at gå nye veje i fiskeriet.
Han var blandt de første til at sætte ord på det opsigtsvækkende pighvarfiskeri langs Vestkysten, som dengang var ukendt for de fleste. Men historien om Thomas handler i lige så høj grad om de mennesker, man møder undervejs.
For hvad sker der, når man møder den helt rigtige fiskekammerat?
Det gjorde Thomas, da han krydsede veje med Bo Frier. Sammen udviklede de det skumbillefiskeri efter havørred i åerne, som vi kender det i dag. Et makkerskab, der ikke bare flyttede deres eget fiskeri, men også var med til at skubbe til grænserne for, hvordan man kunne tænke å-fiskeri.
Når fisk bliver til streger
I lystfiskerkredse er Thomas Weiergang især kendt for sine smukke og detaljerede illustrationer, og det får du også et indblik i i programmet.
Med en sjælden sans for form, bevægelse og øjeblikket formår han at indfange det, der ellers er flygtigt i fiskeriet.
Lyt med
Podcasten udgives af Danmarks Sportsfiskerforbund og er støttet af Lystfisker Danmark.
Gæster: Thomas Weiergang
Vært: Anders Worre
Redaktør: Christian Flinker
Du kan lytte til episoden lige her nedenfor, i Sportsfiskerens app og dér, hvor du normalt finder dine podcasts.