Masser af præmier ved international fiskekonkurrence ved Kolding

Brodersen Kolding Å Havørred Du har chancen for en rigtig stor havørred i Kolding Å. Foto: Daniel Brodersen

Den internationale fiskekonkurrence med Kolding Sportsfiskerforening som arrangør afholdes i år i dagene 7.-9. oktober. Hovedpræmierne uddeles for den største havørred/laks og gedde, men der er også gode præmier for en lang række andre fiskearter.

Det er Kolding Sportsfiskerforening, der er arrangør for International Fiskekonkurrence, der starter fredag den 7. oktober 2022, kl. 18.00. Fiskeriet foregår dels i foreningens fiskevand i Kolding Å og Donssøerne og dels fra kysten ved Kolding Fjord og Lillebælt.

Når konkurrencen slutter søndag den 9. oktober kl. 15.30, er der efterfølgende præmieoverrækkelse, hvor hovedpræmierne uddeles for de største havørred/laks og gedder. For de største fisk i de to kategorier er der et gavekort på 2.000 kr. plus fiskens vægt i gram gange 0,50 kr. For eksempel udløser en fisk på 6 kg et gavekort på 5.000 kr.

Der er også præmier for følgende arter: Regnbueørred, sandart, brasen/flire, karpe, aborre, fladfisk samt torsk.

Bemærk, at karpe, gedde, aborre og sandart skal genudsættes på fangststedet efter indvejning.

Program
Fiskekonkurrencen starter fredag den 7. oktober, kl. 18.00.
Lørdag den 8. oktober er der åbent i Storhytten fra kl. 6.00 til 21.00. Til de morgenfriske er der gratis kaffe og rundstykker frem til kl. 9.00.
Søndag den 9. oktober er der ligeledes åbent i Storhytten fra kl. 6.00 og igen med gratis kaffe og rundstykker frem til kl. 9.00.
Fiskeriet slutter kl. 15.30, og der er åbent for indvejning frem til kl. 16.00. Præmieoverrækkelsen starter kl. 16.45.

Indvejning
Indvejning foregår i Storhytten, Koldingvej 101, 6040 Egtved. Der er åbent for indvejning lørdag kl. 6.00-21.00 og søndag kl. 6.00 til 16.00.

Indvejning af rovfisk i søerne:
Har du ikke mulighed for at transportere fisken til Storhytten, kan du kontakte indvejningsholdet i Storhyttens åbningstid på tlf. 2281 1583. Så vil de tage ud og veje fisken ind.

Læs mere om indvejningen her

Deltagerkort
Det koster 150 kr. at deltage i konkurrencen. Prisen er den samme for alle deltagere, og der skal ikke indløses dagkort.
Deltagerkort kan købes hos konkurrencens hovedsponsor Kolding Jagt og Fiskeri, i Storhytten eller online på Fiskekort.dk.

Konkurrenceregler og anden info
Konkurrencereglerne og anden info om konkurrencen kan læses i denne folder.

Særligt tilbud til nye medlemmer
Køb årskort for 2023, og fisk gratis resten af sæsonen 2022 + Gratis deltagerkort til International Fiskekonkurrence. I alt: Kr. 1.395.
Samme tilbud til søfiskere: Kr. 785 og for ungdom (over 17 år og under 26 år): Kr. 550.
Kan købes i storhytten under konkurrencen eller online på foreningens hjemmeside fra 1. til 8. oktober 2022.