Den 1. juni må du igen fiske sandart

Allan Allan Mathiasen deler gerne ud af sine erfaringer med sandartfiskeriet på søerne ved Skanderborg.

Den 1. juni ophører sandartens fredningstid, og du kan igen forsøge at fange den spændende ferskvandsfisk. Det kan du blandt andet gøre i søerne ved Skanderborg, hvor der også afholdes Sandartfestival. Læs her, hvordan du kan komme til at fiske på søerne og få tips til fiskeriet fra en lokal med godt kendskab til søerne.

Sandarten gyder i løbet af maj og er derfor fredet i den måned, men den 1. juni kan du igen forsøge at fange den. Du kan finde den både i vandløb og søer, og det er især ved fiskeri fra båd på søerne, du har de bedste chancer.

Søerne ved Skanderborg er et af de steder i landet, hvor du finder sandarten. Det er ganske vist et udfordrende fiskeri, for bestanden er ikke så stor, som den var tidligere. Vandet i søerne er nemlig klaret op gennem de senere år blandt andet på grund af vandremuslingen. Det er godt for gedder og aborrer, mens sandarten trives fint i uklart vand.

Skanderborg Lystfiskerforening har fiskeret på søerne, og som medlem kan du enten fiske fra foreningens båd eller sætte din egen båd i vandet. Du kan læse om mulighederne på foreningens hjemmeside.

Allan Mathiasen er medlem af foreningen og har godt kendskab til fiskeriet på søerne. Her får du hans tips til, hvordan du får held med dit sandartfiskeri.

Deltag i Sandart-festivalen i Skanderborg

Årets Sandart-festival i Skanderborg afholdes lørdag den 4. juni og søndag den 5. juni 2022.

 

Der fiskes fra kl. 12 lørdag til kl. 12 søndag.

 

Det koster kun 100 kr. at deltage. Du kan læse alt om tilmelding, præmier og regler for konkurrencen her.

Fiskeri med jigs
– Mange vælger at bruge jigs. Typisk med jig-hoveder på cirka 15-20 gram, og jigs på omkring 10-12 cm. Du kan også vælge at bruge lidt større jigs på omkring 15 cm, og så anbefales det at montere en størrelse 8 trekrog som en ”stinger” i jiggen, typisk omkring 1/3-del fra halen, fortæller Allan og fortsætter:

– Det mest effektive jig-fiskeri får du ved at sejle stille rundt på søen, og holde godt øje med ekkoloddet. Et ekko i form af en stor bue har gode chancer for at være en sandart, og så er det bare at sænke jiggen stille ned, og se om du kan placere den en halv meters penge over buen, og lokke den til at stige til hug! Du kan også vælge at kaste din jig, og affiske større området. Det anbefales i så fald, at du sikrer dig, at jiggen fisker bundnært. Men andre ord skal du lade jiggen synke til bunden, og så tager du et par hurtige omgange på hjulet og lader så atter jiggen synke til bunden. Sandarten hugger ofte på droppet, så vær klar med modhugget.

Fiskeri med wobler
– Wobleren kan du enten kastefiske med, eller du kan dørge stille rundt med den bag båden. Du kan med fordel vælge en wobler med en stor ske, gerne en som producenten siger dykker 4-6 meter ned. Hvis du tækker rundt med wobleren, så er cirka 1,5 knob ofte en god fart. Det er en god ide at sidde klar med stangen i hånden, så du kan belønne sandartens hug med et hurtigt modhug, anbefaler Allan.

Henrik Soele
Henrik Soele viser en af de flotte sandart fra søerne ved Skanderborg

Skaller og skallefileter
Mange tager ud til søen i dagene op til premieren bevæbnet med melklister, små regnorme og små kroge størrelse 12-20, og så fanger de skaller på 10-15 cm, som de bruger hele som agn.

– Mens nogle fisker med hele skaller, sværger mange andre til at lave mundrette benfrie fileter af lidt større skaller. Uanset om man fisker med dem hele eller som filet, så er rigget typisk en ”bidefast” hard mono i 0,60 mm eller en tynd flettet stålwire i 0,30 – 0,40 mm. Rigget monteres med en enkeltkrog str. 1-4, som holder agnen, og så 5-7 cm bagved en str. 6-8 trekrog, som er den, man som regel kroger sandarten på. Rigget loddes ned, så det maksimalt fisker et par meter over bunden, og så driver man stille rundt med omkring en halv knob, mens man venter på nap, forklarer Allan.

Hvor og hvornår
– Sandarten kan stå samt ikke mindst jage over hele søen, også på ret lavt vand. Typisk stiller de sig dog et par centimeter over bunden på 8-10 meter vand, så har du ikke et favorit-spot, så kan det godt betale sig at kigge på dybdekortet og starte sit fiskeri med at lede på de af søens plateauer, der passer på denne beskrivelse, fortæller Allan og fortsætter:

– Der er ingen regler uden undtagelse, men de fleste sommer-sandart fanges typisk fra kl. 21-2 og så igen fra 4-7. Det kan med andre ord godt betale sig at bruge det meste af sit krudt i tusmørket.

Flere gedder end sandart
– I ”gamle dage” var der langt flere sandart en gedder i søen, og man kunne godt fiske sandart uden at tænke for meget i bidefast forfang. Sådan er det ikke længere. Der fanges typisk langt flere gedder end sandart, så det anbefales, at sandart-agn af enhver type er monteret med et tyndt stålforfang eller en relativt bidefast flourocarbon eller Hard Mono line i minimum 0,60 mm. Så er der langt større chance for at du får din agn med sig hjem, og gedderne skal ikke unødigt bøvle med kroge i kæbetøjet, siger Allan og afslutter:

– Hvis du er ny ud i sandartfiskeriet, så husk at der er rig mulighed for at stille spørgsmål ved tilmelding til sandart-festivalen og søge god inspiration rundt ved andre fiskeres både. Sandart-festivalen i Skanderborg er ikke bare en konkurrence, men også et socialt arrangement, og langt de fleste lærer meget gerne fra sig, og deler ud af deres erfaringer, tips og tricks.