Å-guide: Gode chancer for laks og havørred i Sneum Å-systemet

Elliot2 Elliot tog cyklen til Sneum Å og fangede sæsonens første laks. Læs hans beretning nede i artiklen.

Selve Sneum Å og tilløbet Holsted Å er de vigtigste fiskevande i Sneum Å-systemet. Her har Sydvestjydsk Sportsfiskerforening attraktivt fiskevand med gode chancer for havørred og laks. Der er desuden en stationær bækørredbestand, og på den nederste del er der mange gedder. Læs mere om fiskemulighederne her.

Sneum Å-systemet forgrener sig i mange mindre bække i området øst for Esbjerg, og i dag, hvor langt de fleste opstemninger ved dambrugene er fjernet, har især laks og ørreder fået meget mere gyde- og opvækstvand at boltre sig på.

Fiskemulighederne er især koncentreret om de nederste dele af Sneum Å og Holsted Å, der er de største vandløb i å-systemet. Her har Sydvestjydsk Sportsfiskerforening (SSF) sit fiskevand, og der er plads til nye fiskere, hvad enten det er som dagkortfiskere eller som medlemmer.

Sådan kan du komme til at fiske i Sneum Å og Holsted Å

 

Du kan få adgang til fiskeriet ved at blive medlem i Sydvestjydsk Sportsfiskerforening. Se mulighederne her.

 

Du kan købe dag- eller ugekort til åerne her.

 

Bemærk: Som medlem af foreningen får du også adgang til fiskevand i Kongeåen, Varde Å og Karlsgårde Sø.

Både laks og havørred
Der er god opgang af både laks og havørred i å-systemet, og det er især de to arter, der fiskes efter. I 2022 er der en laksekvote på 120 laks, hvoraf der må hjemtages 55 over 73 cm. Ud over mindstemålet på 40 cm er der ikke begrænsninger på hjemtagning af havørred, men bestyrelsen anbefaler dog, at havørreder under 50 cm genudsættes. Det samme gælder havørreder fanget efter 1. oktober.

Fiskesæsonen er fra 16. april til og med 31. oktober, og det overordnede fælles regelsæt for laksefiskeri i de jyske vadehavsåer er naturligvis gældende. Tjek reglerne her.

Vandløbssystemet har også en stationær bestand af bækørreder, men bemærk, at de er totalfredede.

I den nederste langsomtflydende del af Sneum Å er der gode chancer for at fange gedder.

Anders Jepsen Sneum Å Laks 88 Cm. Genudsat (1) Laks på 88 cm fanget af Anders Jepsen.
Dominic Parske Sneum Å Havørred 63 Cm. 3,5 Kg. Havørred på 63 cm fanget af Dominic Parske.
Simon Øland Sneum Å Havørred 70 Cm. 4,5 Kg. (1) Havørred på 70 cm fanget af Simon Øland.

Sneum Å
SSF har sit fiskevand i Sneum Å på strækningen fra Hovedvej 1A ved Endrup til udløbet i havet.

– Fra Endrup til Esbjerg/Kolding-motorvejen slynger åen sig i de samme slyngninger, som den sidste istid blotlagde, efter isen trak sig tilbage. En smuk natur og en å med masser af dybe huller og godt med hastighed i vandet, fortæller Jens Lygum, der er formand for SSF. Han fortsætter:

– Fra Esbjerg/Kolding motorvejen til sammenløbet med Holsted Å er åen reguleret til en landbrugsvenlig kanal med langsom vandhastighed, hvor spin og orm er de foretrukne valg. Der er dog enkelte stræk, hvor den er lagt tilbage til de oprindelige slyngninger.

Sneum5 SSF's fiskevand i Sneum Å starter ved Endrup.

Fra sammenløbet med Holsted Å til Sneum Kirke i Allerup Enge er åen igen reguleret, men der er så meget hastighed på vandet, at der er mulighed for fluefiskeri. Fra Sneum Kirke til åens udløb i Vadehavet er åen langsomtflydende, ikke mindst ved højvande.

Sneum3 Mange medlemmer fisker på strækningen ved Ålbæk.

– På alle stræk bliver der i løbet af fiskesæsonen fanget mange laks og havørred. De fleste bliver dog fanget i området omkring Ålbæk. Både strækningerne opstrøms og nedstrøms Ålbæk bliver hvert år besøgt af rigtig mange lystfiskere, og måske derfor er det netop på dette stræk, de fleste fisk bliver fanget, siger Jens Lygum.

Sneum1 Ved Sneum Kirke strømmer åen roligt afsted.

Holsted Å
SSF har fiskeretten fra Gørding til sammenløbet med Sneum Å.

– På hele strækket løber åen i sit naturlige løb med fantastisk natur og spritklart vand. I foråret er der en god opgang af laks, men senere, når sommeren indfinder sig, falder vandstanden, og fiskene begynder derefter at trække tilbage mod Sneum Å, fortæller Jens Lygum og fortsætter:

– Når vandstanden stiger ud på efteråret, begynder laks og havørred igen at trække op gennem åen. Rigtig mange af foreningens medlemmer har stor fornøjelse med at fiske i den periode i Holsted Å, hvor der er rigtig gode chancer for at finde en god laks eller havørred. Hele Holsted Å er helt perfekt til fluefiskeren.

Holsted1 (1) Holsted Å slynger sig smukt og ureguleret gennem landskabet.
Havørred 74 Cm. 4,75 Kg. Fanget I Sneum Å Jens Lygum har selv et godt tag på laks og havørreder i Sneum Å.

Tips til fiskeriet
Jens Lygum fortæller, at fluefiskerne især bruger vægtbelastede klassiske laksefluer i ”pangfarver” i foråret og mindre, knap så tunge og farverige fluer om sommeren og i efteråret.

Spinnefiskerne går mest med Mepps-, Reflex- og FC-condom-spinnere, som de ofte fisker opstrøms for at få fart på spinneren i det ofte langsomtflydende vand.

– Orm har altid været meget populært i Sneum Å og er det stadig i den lidt ældre generation, men jeg tror faktisk, at de fleste fisk bliver fanget på spin, slutter Jens Lygum.

Elliot fik årets første laks fra Sneum Å
Elliot Naaby Andersen er 17 år og bor i København, men drømmen om at fange en laks har fået ham afsted til Sneum Å de sidste to sæsoner. Sidste år fik han en laks på 92 cm i august måned, og i år ville han så prøve lykken igen ved premieren.

Sammen med en kammerat tog han toget vestpå fra København, og sidste del af turen ud til åen foregik på de medbragte cykler, der var godt pakket med fiskegrej og udstyr til overnatning på en shelterplads.

De første dage gav ingen fisk, men mandag den 18. april skete der noget.

– Jeg havde lige skiftet til en FC Compact-spinner og gik lidt hen foran min kammerat og kastede opstrøms, og så kom hugget, fortæller Elliot.

Med hjælp fra kammeraten, der både var vildt begejstret og en smule misundelig, fik de nettet en flot laks på 94 cm, og Elliot blev dermed den første, der fik landet en laks i Sneum Å i denne sæson.

Sneum4 Sammenløbet af Sneum Å og Holsted Å er ikke uden grund en velbesøgt plads.