Store præmier ved årets Uggerby Å Cup

20150410 113547 (1) Fang den største havørred ved Uggerby Å Cup og vind en præmie til en værdi af 20.000 kr.

Der er præmier for 100.000 kr. på spil, når årets Uggerby Å Cup bliver afviklet i weekenden den 10. til 12. september 2021. Alene førstepræmien har en værdi af 20.000 kr. og tilfalder den dygtige lystfisker, der fanger den største havørred. Der er præmier i alle 11 kategorier, der spænder fra havørred og laks til skalle og skrubbe. Læs her, hvordan du kan deltage.

Alle har en chance for at være med og score en god præmie, når Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn inviterer til fiskekonkurrence ved Uggerby Å den 10.-12. september. Førstepræmien går ganske vist til den største havørred, men der konkurreres i hele 11 kategorier, så stort set alle fiskearter i åen kan kaste en præmie af sig.

Konkurrencen foregår kun i Uggerby Å, og der må kun fiskes med fiskestang og kun én stang pr. deltager.

Program
Konkurrencen starter fredag den 10. september kl. 18.00, og den slutter søndag den 12.september kl. 12.00.

Der er præmieoverrækkelse søndag kl. 13.00 ved Uggerby Kanofart.

Billetter
Prisen for at deltage er 250 kr. for seniorer fra og med 16 år, og 100 kr. for juniorer til og med 15 år.

Billetter kan op til konkurrencen købes hos JC-Fisk i Sæby, Brasholt i Hjørring, Hjørring Jagt & Fritid, Jagt og Fiskeri i Frederikshavn og Hirtshals Indkøb.

Desuden sælges billetter i teltet ved Uggerby Kanofart fra fredag den 10. september kl. 16.30.

Tilbud til nye medlemmer

Får du lyst til at fiske mere i Uggerby Å, kan du under konkurrencen tegne medlemskab i Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn til lav pris for resten af året.

 

Medlemskab koster kun 300 kr. for seniorer, 200 kr. for pensionister og 75 kr. for juniorer.

Indvejning
Der kan indvejes fisk i disse tidsrum: Fredag kl. 18.00 til lørdag kl. 00.30. Lørdag kl. 8.30 til søndag kl. 00.30. Søndag kl. 8.30 til 12.00

Bemærk: Bækørreder skal genudsættes. Fangsten skal derfor i stedet dokumenteres med foto, der viser længden på fisken.

20190914 192150 Max Olesen vandt konkurrencen i 2019 med en havørred på hele 9,325 kg.

Præmier
Førstepræmien i konkurrencen tilfalder den, der fanger den største havørred. Præmien har en værdi af 20.000 kr.

Der er præmier i 11 kategorier: Havørred, laks, bækørred, gedde, ål, skrubbe, helt, aborre, regnbueørred, grundling og skalle.

Kategorierne skalle, grundling og skrubbe kan kun vindes af juniorer til og med 15 år.

Der er desuden præmier til de først indvejede havørreder fredag, lørdag og søndag. For juniorernes vedkommende desuden præmier for de først indvejede fisk fredag, lørdag og søndag.

Der er endelig lodtrækningspræmier på billetten, og arrangørerne lover desuden præmier til alle deltagende børn til og med 15 år.

Teltet ved kanoudlejningen
Base for konkurrencen er Uggerby Kanofart på adressen Skagen Landevej 849, 9800 Hjørring. Her er der stor scene og madtelt, og her finder indvejning og præmieoverrækkelse sted.

Der er mulighed for gratis camping ved Uggerby Kanofart.

Mad & drikke
Der kan købes kaffe og rundstykker i teltet ved Uggerby Kanofart fra kl. 8.30 både lørdag og søndag.

Deltagerne har mulighed for at deltage i fællesspisning i teltet lørdag kl. 18.00. Menuen er grillet skinke, salat, brød, stegte kartofler og pastasalat. Desuden et glas rødvin, en øl eller sodavand. Prisen er 75 kr., og sidste frist for tilmelding til spisning er lørdag kl. 15 i teltet.

Info
Find yderligere info om konkurrencen på foreningens hjemmeside.

DSC00367 (2) Foreningen råder over 50 km fiskevand ved Uggerby Å.