Vild havørred fra Odense Å

Sander To af de skrappe juniordrenge fra Odense Sportsfisker Klub fik en vild fiskeoplevelse ved Odense Å, og Sander Bjørn kunne drage hjem med en stor havørred.

To juniordrenge fra Odense Sportsfisker Klub fik sig en kæmpe fiskeoplevelse, da de fiskede i Odense Å. En stor havørred gav dem kamp til stregen, og den ene måtte smide tøjet og hoppe i åen for at få den på land.

Onsdag den 3. juni havde Sander Bjørn lagt vejen forbi Odense Å sammen med sin kammerat Asbjørn. De fiskede efter ørreder, og da en stor havørred huggede på wobleren, udviklede det sig til en vild fight, hvor Asbjørn måtte en tur i vandet, for at vikle linen fri af et træ.

– Vi fisker langs åen, hvor jeg ser et dybt hul med et træ hængende ud over. Jeg tager et kast nedstrøms med min flydende Rapala-wobler, og får den arbejdet ned i dybet. Lige pludselig sluger en kæmpe havørred min wobler og tager et udløb. Jeg får mig manøvreret over til træet, så jeg hænger ud over åen. Havørreden havde viklet sig under rødderne, og jeg kunne ikke få den fri, beretter Sander og fortsætter:

– Asbjørn smider tøjet og hopper i åen med bar røv for at vikle linen fri. Den sætter af i et stort udløb, så snart den er fri. Den var lige ved at rive stangen ud af hånden på mig, men jeg får den langsomt trukket over til Asbjørn, som netter den. Den var 73 cm lang og vejede 3,7 kg. Det var den vildeste fiskeoplevelse, som endte med et bæst af en havørred.