Dødelig fiskesygdom i dambrug i Rohden Å-systemet ved Vejle

Rohden Aa Der er nu indført desinficeringspligt af fiskeudstyr, hvis du har fisket i Rohden Å-systemet. Foto: Kaare Manniche Ebert.

Fødevarestyrelsen konstaterede i går, den 19. maj, et udbrud af den dødelige fiskesygdom IHN ved et dambrug i Rohden Å-systemet ved Stouby udenfor Vejle. Udbruddet betyder, at lystfiskere skal desinficere sit fiskeudstyr efter at have fisket i åen.

_0006_DSCF8923.jpg

Kaare Manniche Ebert

Biolog

I en pressemeddelelse meddeler Fødevarestyrelsen, at de den 19. maj har konstateret et udbrud af den dødelige fiskesygdom infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN) i et dambrug ved Stouby i Rohden Å-systemet. Det er første gang, sygdommen er konstateret i Danmark.

Fødevarestyrelsen oplyser, at sygdommen er dødelig for fisk, men at den ikke kan smitte mennesker. Derudover har sygdommen ingen særlige kendetegn eller tydelige symptomer, der kan ses på de smittede fisk.

Styrelsen er netop nu i gang med at afklare, hvad der skal ske med ørrederne i dambruget, der årligt producerer 95 tons ørreder.

Krav om desinfektion af fiskeudstyr
For at forhindre smitten i at sprede sig er der indført en restriktionszone, der omfatter hele Rohden Å-systemet (se kort nederst).

Har du fisket i åen i år, eller har du planer om at fiske i åen, så husk, at det er påbudt at desinficere fiskeudstyret efter endt fisketur. Det gælder alt udstyr, der har været i kontakt med vandet eller med fisk fra åen, herunder stænger, hjul, liner, kroge, spinnere, blink, fluer, fiskestøvler, waders, transportmidler og andet udstyr.

Vejle Sportsfiskerforening har valgt at al fiskeri i Rohden Å indstilles foreløbigt og har på foreningens hjemmeside og Facebook-side oplyst foreningens medlemmer om dette.

Danmarks Sportsfiskerforbund følger desuden sagens udvikling og er i løbende dialog med Fødevarestyrelsen.

Du kan læse Fødevarestyrelsens pressemeddelelse her samt den aktuelle bekendtgørelse, der fastsætter regler for desinfektion her.

Desinfektion Rohden Aa Restrikstionszone for Rohden Å-systemet. Har du fisket eller påtænker du at fiske i å-systemet skal du desinficere dit udstyr efter endt fisketur. Foto: Fødevarestyrelsen.