Sådan gik 5 af efterårets fiskekonkurrencer

20201011 Odder Kystkonkurrence786 Der var fine fisk til indvejning ved Odder Kystkonkurrence.

Gode fangster, deltagerrekorder og Covid-19 forholdsregler er nogle af de ting, der har præget efterårets fiskekonkurrencer. Her kan du se, hvordan det gik i 5 konkurrencer, der er afholdt i løbet af de seneste uger.

Her i efteråret har flere foreninger afholdt fiskekonkurrencer, mens andre valgte at aflyse som følge af Covid-19 situationen.

Vi har samlet op på, hvordan det fik til fiskekonkurrencerne i Odder, Kolding, Odsherred, Ærø og Morsø.

20201011 Odder Kystkonkurrence871 De glade vindere ved konkurrencen i Odder, hvor der var ny deltagerrekord.

Deltagerrekord i Odder
Odder Kystkonkurrence blev afviklet i weekenden den 9.-11. oktober med Odder Sportsfiskerforening som arrangør, og med 49 deltagere blev der sat ny deltagerrekord.

Weekenden bød på fint fiskevejr og masser af liv ved vandet. Undermålerne var dog i overtal, og flere af de større fisk slap taget, inden de kom på land. Lige op til afslutningen søndag kl. 13 blev der spænding om resultatet, da Brian Poulsen ankom med en fisk, der tilsyneladende kunne tage kampen med den førende fisk fanget af Klaus Mortensen. Den kom på vægten, og Brian måtte nøjes med andenpladsen, da hans fisk manglede få gram for at slå Klaus af pinden.

Der blev i alt indvejet 14 havørreder, og de tre første pladser blev besat af Klaus Mortensen med en fisk på 2,15 kg, Brian Poulsen med en fisk på 2,06 kg og Per jensen med en fisk på 1,48 kg.

Se det samlede resultat og læs mere om konkurrencen her.

Kolding2 I Kolding tog man sine forholdsregler i klubhuset.

Maskerne på i Kolding
Kolding Sportsfiskerforenings internationale fiskekonkurrence havde i år samlet 115 deltagere i weekenden den 3-4. oktober, og formanden kunne desuden glæde sig over at få 14 nye medlemmer af foreningen i forbindelse med konkurrencen.

– Vi måtte på flere punkter skære konkurrencen til, så den kunne gå i spænd med Covid19 anbefalingerne, fortæller foreningens formand Torben Lindholst. Han fortsætter:

– Ved selve fiskeriet var der ingen problemer, da lystfiskere af naturlige årsager er udendørs og holder rigtig mange meters afstand, sådan som det altid været. Der hvor vi skulle tilpasse os, var omkring indvejning, gratis morgenkaffe med brød, salg af lodder og pølser. Så morgenbrødet var fra bagerens side pakket i enkeltposer, og lodder var pakket med handsker i engangsbæger. Der blev båret masker overalt indendørs, undtagen når man sad ved bordene.

Kolding1 Med en laks på 4,68 kg vandt Morten Nielsen havørred/lakse-klassen i Kolding.

Færre folk ved klubhuset
Deltagerne kunne løbende på nettet følge resultaterne, så der blev kun bragt fisk til indvejning, der havde chance for at få præmie. Desuden havde foreningen et flyvende hold indvejere, der tog ud på fiskepladserne og indvejede gedder og karper, så genudsætning var mulig.

– Disse tiltag gjorde, at vi så væsentlig færre samlet ved klubhuset end normalt. Så vi kunne glæde os over, at vi kunne afvikle arrangementet for halvtredsindstyvende gang under Corona krisen fuldt forsvarligt, fortæller Torben Lindholst og fortsætter:

– Hvis der var vindende konkurrencedeltagere, som ikke ønskede at være til stede ved præmieuddelingen, var det arrangeret, så deres præmier kunne hentes i den lokale grejbutik ”Kolding Jagt & Fiskeri” som også er vores hovedsponsor, slutter Torben.

Vinder i havørred/lakse-klassen blev Morten Nielsen med en laks på 4,68 kg. Største gedde på 7,47 kg blev fanget af Morten Bertelsen, mens Eske larsen stod for den største karpe på 14,6 kg.

Se det samlede resultat her.

Odsherred Der var både fisk og foredrag til indvejningen i Odsherred.

Indvejning med ølkasseforedrag
Odsherred Sportsfiskerforenings Ørreddag den 11. oktober havde samlet 60 deltagere, og omkring halvdelen mødte op ved indvejning og præmieoverrækkelse ved foreningens klubhus i Asnæs.

Her havde arrangørerne valgt at krydre begivenheden med et ølkasseforedrag ved forbundets biolog Kaare Manniche Ebert, der underholdt de fremmødte med tips om blandt andet effektiv speed-fishing, samt info om forbundets arbejde.

Konkurrencen blev vundet af Brian Jensen med en havørred på 53 cm foran Bo andersen, der indvejede en havørred på 45,5 cm.

Læs mere her.

God gennemsnitsstørrelse på Ærø
Havørredweekenden på Ærø blev afviklet den 26.-27. september med rekordmange deltagere. Noget som arrangøren Ærø Sportsfiskerforening delvis tilskriver de billige færgebilletter, der var til at få.

Vejret bød på en del blæst og grumset vand, men måske netop derfor blev der fanget fint med fisk. Særlig var det bemærkelsesværdigt, at over halvdelen af de 36 indvejede havørreder vejede over 1,5 kg.

De tre første pladser i konkurrencen blev besat således:

1. Martin Jastroch, Tyskland: Havørred på 2,535 kg og 61,5 cm.
2. Niels-Ove Johansen, Sønderborg: Havørred på 2,225 kg og 59,0 cm.
3. Carsten Schytter, Tranderup: Havørred på 2,215 kg og 58,0 cm.

Se det samlede resultat her.

Morsø1 Der blev indvejet 21 havørreder ved ørreddage på Mors.

80 deltagere på Mors
Ørreddagene på Mors blev også afviklet den 26.-27. september med Morsø Lystfiskerforening som arrangør, og her var man spændt på, om Covid-19 situationen ville lægge en dæmper på deltagerantallet, men med hele 80 deltagere blev denne bekymring gjort til skamme.

Som på Ærø kom vinden til at spille en rolle, og den samlede indvejning på 21 fisk kunne ikke helt leve op til fangsterne året før. Der var dog også genudsat en del fisk, så arrangørerne var overordnet set tilfredse med resultatet.

Top tre i konkurrencen blev:

1. Henrik Poulsen: Havørred på 2,91 kg og 63 cm.
2. Foith Sen: Havørred på 1,94 kg og 56 cm.
3. Jørgen Dalgaard: Havørred på 1,67 kg og 51,5 cm.

Se det samlede resultat her.