Ej blot af lyst
Illustrationer af Rosa Nan Leunbach
Enhver sportsfisker ved, at man kan lade sig fuldkommen opsluge af fiskeriet. De fleste taler også om afhængighed, og måske er der noget om snakken? Sportsfiskeren har talt med to fiskegale brødre og en misbrugsekspert for at blive klogere på fiskeriets afhængighedsdannende jerngreb.
De fiskegale brødre
- Jonas Gjerris og Emil Gjerris er i dag henholdsvis 22 og 24 år gamle og kommer fra Snekkersten.
- Thomas Hansens flotte fluekast i filmen ”Havørredens Hemmeligheder var nok til at inspirere 7-årige Jonas til at kaste sig over fluefiskeriet, og han trak sin bror med i ”faldet”.
- Begge blev medlem af Helsingør Fluefiskeklub i en ung alder. De tog varmt imod dem, og lærte fra sig til de to havørredhungrende drenge. Første aften i klubben var fluefiskeren og tidligere redaktør på fiskemagasinerne Fiskefeber og Sportsfiskeren, Peter Lyngby, på besøg for at holde foredrag om geddefiskeri i Sverige. Han blev straks tilføjet idolsamlingen sammen med Thomas Hansen, Claus Eriksen og Niels Vestergaard.
- De to brødre supplerer hinanden godt ved fiskevandet. Emil kan grave sig fuldkommen ned i en detalje og lære alt om den, mens Jonas derimod har et fænomenalt overblik og kan aflæse en kyst og en plads, som ingen anden. Han kan arrangere og organisere.
Da jeg i forbindelse med en journalistisk opgave talte med Kaare Ebert Manniche, der er biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund, og i spøg sagde noget om afhængighed af lystfiskeri, svarede han, i ramme alvor, at man skulle være forsigtig. Det kunne tage overhånd, og at han havde oplevet perioder, hvor fiskeriet var kommet til at fylde alt for meget. Jeg fik også gode råd til at mestre "afhængigheden". Nedtrapning og fokusskift. Jeg var lamslået; det var jo bare for sjov? Og satte mig derfor for at udforske fænomenet.
Jeg havde selv oplevet, at fiskeriet kunne fylde enormt meget i min hverdag, men de positive oplevelser opvejede med længder de negative. Bevares, jeg havde da aflyst aftaler, eller udskudt opgaver, fordi vinden stod helt rigtigt til en bestemt plads. Og jeg havde også observeret nogle havørredfiskere nå en intens eufori og energiudladning, når en fisk blev nettet, som jeg ellers kun havde set hos kokainmisbrugere på natklubber verden over.
Den finske forfatter, og i øvrigt 12 gange nobelprisnominerede, Juhani Aho, har også beskrevet fænomenet. I bogen "Små fisk og store fisk" (1922) skriver han, hvordan glæden ved en fisk der er fanget efter store vanskeligheder i høj sol og nul vind, langt overstiger glæden ved en fire gange så stor fisk, som er taget på en dag i gunstige forhold. Og lige præcis det med modstanden havde vakt min nysgerrighed. Sportsfiskere verden over overvinder de umuligste forhindringer, fra glatte sten til manglende nattesøvn, i jagten på en fisk.
Som brødre vi fisker
– Der er da ingen tvivl om, at vi er afhængige af at fiske, i hvert fald i den forstand at livet ville være en grå skygge af sig selv, hvis vi ikke havde det, og måske især det vi har sammen, siger Jonas som er den ældste af to brødre på henholdsvis 24 og 22 år.
Lillebror hedder Emil, og begge er de fluefiskere. Nu har jeg sat dem stævne lige vest for Klintholm Havn, hvor vi tager en fisketur, og over en bålfrokost bedt dem fortælle deres historie.
– Vi elsker Møn, og har fisket hele øen rundt. Her skulle der nok stå en fisk eller to, siger Emil og kigger ud over vandet.
Fiskeriet viser sig fuldkommen umuligt, fordi en kraftig østenvind har hvirvlet kalk og kridt fra Klinten op. Omkring hele Møn ligger en mælkehvid hinde, og det føles som at stå og kaste snøren ud i Sahara. Sigtbarheden i vandet er maksimalt en centimeter, så det virker omsonst at forsøge at få fiskene i tale. Slukørede sjosker vi i land. På stranden spiser vi pølser, og så fortæller de to brødre deres historie.
– Jeg tror det hele begyndte, da jeg var omkring tre år, siger Jonas og fortsætter:
– Jeg var sindssygt optaget af vand og havet, og ofte legede jeg "skib". Vi satte spisebordsstolene op på række, så skulle familien sætte sig. Bagest satte jeg mig, og så var jeg motor. Mad kunne familien kun få ved at fiske, så kosteskaft og lignende måtte gøre det ud for fiskestænger.
Glæden ved havet og fiskeriet kom ikke fra fremmede. Både farfar og far nød både at fiske med stang og at sætte garn ind i mellem. Familien havde et sommerhus ved Veddinge Bakker lige ned til vandet, hvor der nogle gange stod en lystfisker i waders, og deres morfar tog dem med på Øresund for at fange torsk. De fik fingre i Jens Ploughs bog "Sølvtøj - Kystfiskeri efter havørred", og hans tre film om samme emne. Så indtrådte den første forandring for drengene. Indtil da havde fisk været fisk, uanset om der var tale om en sild eller en gedde, men nu fik havørreden en særlig plads. De havde aldrig fanget én, og var for små til for alvor at give sig i kast med kystfiskeriet i waders. I stedet flyttede legen sig fra stolene og ned til vandet ved sommerhuset. Dér forestillede de sig, at de kastede snøren mod horisonten, hvordan hugget pludseligt kom og efter en lang og opslidende kamp, halede de den ene smukke fisk efter den anden i land. Barnets fantasi kan drive det vidt, hvis den næres på den rigtige måde, og Plougs bøger blev læst igen og igen. En dag, hvor drengene tumlede rundt på stranden, så de en fisker fange en havørred. En rigtig havørred. For første gang så drengene en levende vildfisk, og det satte kun endnu mere brand i deres fantasi.
– Når vi skulle sove om aftenen, lå vi og talte om den havørred, husker Emil.
Deres farfar forærede dem en DVD med titlen "Havørredens Hemmeligheder 2" af Niels Vestergaard. Og endnu engang voksede forestillingerne om fiskene i deres hoveder. Særligt Emil lod sig opsluge. Emil så Vestergaards film hver dag, når han kom hjem fra skole. Og faldt i søvn til den hver aften. Jeg stoppede Emil og spurgte om det virkelig var sandt? Han svarede, at det var det, og Jonas bekræftede.
Drengenes far er taget med til Klintholm og sidder på stranden og lytter til vores samtale. På et tidspunkt siger han:
– Gad vide hvad det var, som gjorde, at I to blev afhængige af fiskeriet, når hverken farfar eller jeg gjorde?
De to drenge er deres far svar skyldig, men må bare konstatere, at fiskeriet med al sin modstand og omvendt store fornøjelser fylder enormt meget for dem.
Når vi skulle sove om aftenen, lå vi og talte om den havørred"
Hemmeligt
Mens klassekammeraterne dyrkede Spiderman, Messi eller musikere, så hed drenges idoler: Peter Lyngby, Niels Vestergaard, Thomas Hansen og Claus Eriksen. Emil skrev fanbreve til de to sidstnævnte, som havde inspireret ham til at kaste sig over fluefiskeriet, og begge svarede den unge mand, sendte billeder og et par hjemmebundne fluer. Svar og billeder blev rammet ind, og fluerne kom med på kysten. Til klassekammeraterne fortalte de to ikke noget om fiskeriet. De fortalte ikke, at de i månedsvis glædede sig til efterårsferie, hvor de kunne fiske fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag. De fortalte ikke, at de forberedte sig i ugerne op til, og deres flueæsker stod snorlige. I det hele taget var det ganske få, der vidste, at de to drenges univers kredsede om at fiske.
– Det var svært at forklare, at man glædede sig helt sindssygt til efterårsferien, hvor man skulle op hver morgen klokken 05 og fiske hele dagen, selvom man måske ikke fangede noget, griner Jonas.
Drengene tog på mange fisketure med succes, men deres første havørred lod vente på sig. Hvorfor tror I, at I blev ved, vil jeg vide.
– Det er svært at svare på. Men vi har talt lidt om det, og det var nok fordi, at fantasien og forestillingen om Den fisk i virkeligheden havde langt større kraft for os, end selve fisken. Sådan er det ofte med fiskeriet. Altså at det er oplevelserne, gode som dårlige, der driver værket, i højere grad end resultatet af anstrengelserne.
Succes
Men en påskeferie, da de var henholdsvis 11 og 13 år, lykkedes det. De var store nok til at være alene på kysten i waders, og ved sommerhuset fik Jonas sit første store hug. En fisk, som han i dag vurderer, var omkring 60 cm sad på krogen, men i et smerteligt øjeblik, hvor fisken kom til syne i en bølge, røg den af krogen, mens jonas, som han husker det, så den direkte i øjnene. Kort efter tog Emil en fisk på omkring 50. Emil var lykkelig, og Jonas knust.
– Jeg var bestemt misundelig, men ret hurtigt forandrede den følelse sig. Det var jo stadig et kæmpe fremskridt for os, og heldigvis skete der noget i dagene, der kom.
De næste dage fangede drengene fisk hver dag. Den ferie blev de havørredfiskere. De brugte deres kundskaber både til at kaste, vælge flue og analysere plads, vind og vejr. Det var ikke længere tilfældigt, nu havde de to indflydelse på, hvordan deres fisketur faldt ud. Hvis de før havde været opslugt, var der nu tale om et liv som formede sig. Brødrene supplerede og støttede hinanden. Og på mange måder oplevede de en forbindelse til hinanden, som lå hinsides sprog. De kommunikerede på et dybere plan, når de var på kysten. De fangede masser af fisk og også store fisk, men det var ikke det, som drev dem frem.
Det var blevet så stort for dem og så vigtigt, at det var omsonst at skjule det for kammeraterne. I niende klasse drak Jonas sig mod til. Stærkt påvirket af alkohol sagde han pludselig til en klassefest:
– Venner, der er noget jeg skal fortælle jer. Alt gik i stå og alle kiggede på Jonas. En dyb indånding og så sagde han:
– Jeg fisker helt vildt meget!
Der var stille og så trak kammeraterne lidt på skuldrene. De havde nok forventet noget fra en anden skuffe, og det var da rart, at det ikke var noget, som stigmatiserede brødrene – endnu bedre, nu kunne de tale åbent om det.
"Venner, der er noget jeg skal fortælle jer. Jeg fisker helt vildt meget!"
Fællesskabet
Med den historie virker det fjollet at tale om afhængighed, der er er noget langt større og vigtigere på spil, men jeg forsøger alligevel. Hvad tænker de to om afhængighed af fiskeriet? Emil svarer, at man måske nok kan tale om, at det fylder lidt rigeligt, men for ham er det en ro og lykke at vide, at uanset hvad der sker i tilværelsen nu og fremadrettet, så vil han altid kunne vende tilbage til kysten sammen med sin bror, og Jonas er enig.
Til Emils konfirmation holdt Jonas tale, og da han talte om brødrenes fælles fiskeri, fik tårerne frit løb. Mens han fortæller historien nu, kan jeg se, at Jonas' øjne bliver blanke igen. Der er stille, og vi kigger lidt ud på vandet, og så fortæller Jonas, at det selvfølgelig også har haft omkostninger. I gymnasiet skulle han til en gruppeeksamen, men bagefter havde de planlagt en fisketur. Og forholdene var perfekte. Derfor var det umuligt at koncentrere sig om eksamen. Da lærer og censor kom ud, sagde de, at alle fik ti, undtaget Jonas, som måtte nøjes med et syvtal. Det virkede som om, Jonas slet ikke var tilstede, sagde de?
– Nej, jeg var på fisketur, svarede han.
Hvad er dopamin?
- Dopamin er et signalstof i hjernens belønningssystem, der påvirker vores aktive søgen efter og trang til mad, sex og socialt samvær.
- Dopamin giver drivkraften til vores handlinger: Hvis der skabes ubalance i hjernens dopaminniveauer, kan det føre til sygdomme som skizofreni, Parkinsons Sygdom, depression, manier, Tourettes, koncentrationsproblemer, misbrug og afhængighed.
- Den moderne neurovidenskab har vist, at hjernen kan aktivere sine egne signalstoffer, når vi føler og mærker lykke og belønninger. - Belønnings- og lykketilstanden opnås i et kompliceret samspil mellem dopamin, endorfin og oxytocin i hjernens belønningssystemer.
Kilde: Videnskab.dk
Dopamin Men jeg havde stadig brug for at blive klogere på den del, der handlede om det irrationelle og den drift, som brødrene talte om, og som jeg havde set så mange andre steder. Jeg ringede til Morten Hesse, der er lektor ved Center for rusmiddelforskning på Aarhus Universitet og forklarede, at jeg godt ville skrive lidt om, hvorfor lystfiskere overvinder den ene ubehagelighed efter den anden i jagten på en fisk, som måske slet ikke lader sig fange, og i hvert fald noget lettere kunne anskaffes hos fiskehandleren.
– Det er sjovt, at du ringer netop nu. Jeg har lige været på brombærjagt med min søn. Han elsker det simpelthen. Ikke bare frugterne, men også jagten. Men hver gang vi har været afsted, har han grimme rifter på hænderne, og langt de fleste brombær må kasseres. Enten er de for hårde eller måske har fugle eller insekter været i dem, alligevel bliver han ved.
Måske er det noget af det samme, der driver jer lystfiskere?
Jeg svarede at det måske var meget muligt, der var i hvert fald noget som ikke stemte overens, når det handlede om den konkrete fisk i forhold til den modstand, man måtte gennem for at fange den. Eller måske var det netop det? At belønningen stemte, overens med vanskelighederne som var overvundet undervejs, som Aho skriver om?
– Måske, der er i hvert fald noget som giver ret god mening, svarede Morten Hesse og fortsatte:
– Det er klart, at der er stor forskel på at være afhængig af stoffer eller alkohol og så at føle stor glæde ved et eller andet, som man så vender tilbage til. Det være sig brombær eller lystfiskeri, men der er faktisk nogle sammenfald. Misbrugeren får en belønning i hjernen, når vedkommende bruger sit stof, mens brombærsankeren eller lystfiskeren får det samme – men ikke nødvendigvis, fordi jagten lykkes. Det hele handler om en neurotransmitter, et signalstof – et hormon, som hedder dopamin. Dopamin regulerer lykkefølelse. Og det er interessant for lystfiskere (og brombærsankere).
Morten Hesse forklarer, at de største frigivelser af dopamin ikke nødvendigvis kommer, når vi lykkes med vores overordnede projekt, men undervejs.
– Altså de helt store doser af dopamin kommer ofte som delbelønninger, kunne man sige. Altså for en lystfisker, hvis han ser en fisk i overfladen eller føler et nap i krogen. Det er den samme videnskab, som computerspilsproducenter eller spiludbydere gør brug af, når de skal holde spillere fanget.
Og det er centralt og genkendeligt både fra mig selv og fra næsten al den litteratur om fiskeri, jeg er stødt på. Evnen hos lystfiskeren til at blive ved. Langt hen ad vejen har jeg nok troet, at det handlede om vilje, men som jeg forstår Morten Hesse, så er det altså et spørgsmål om kemi?
– Og om biologi. Hvis manden i jagt på mad til stammen eller en kvinde i fødsel, skal overkomme opgaven, så er delmålene næsten vigtigere end resultatet. Når dyret er nedlagt eller barnet født, så kan livet jo fortsætte. Et andet godt billede kan være den ulykkelige forelskelse. Det er da påfaldende, og det kender mange læsere sikkert også, at selv de mindste tegn på, at den udkårende kan vindes, bliver så skelsættende, at man fortsætter sine fantasier, selv om al fornuft tydeligt viser det modsatte, siger han.
Endnu mere interessant er det, at belønningscenteret er afkoblet fra nydelsescentret i vores hjerne. Det betyder, at vi er i stand til at udholde ret megen ubehag, når belønningscentret aktiveres.
– Belønningerne gør os i stand til at fortsætte og magte det umulige. Men der er selvfølgelig en bagside af medaljen, hvis det tager overhånd. Mange af de heroinmisbrugere, jeg har talt med, gentager, at de på tyvende år stadig jagter det første fix, velvidende, at det aldrig kommer igen.
– Sådan er det vist også for mange af lystfiskerne, mumlede jeg.
Det gav rigtig god mening for mig. At det netop var delbelønningerne, der holdt de to brødre og tusindvis af andre lystfiskere og mig selv til ilden. Et hormonbad i hjernen, og så var jeg klar til endnu en dag på kysten med glatte sten og ondt i ryggen – for jeg så jo en fisk vende i overfladen for lidt siden.
Denne artikel er bragt i Sportsfiskeren 3, 2020.
