Henrik Larsen Hent dit målebånd, tag ud og fisk og fotografer din fangst. Så har du chancen for at vinde Fjordlandet Open 2020. Foto: Henrik Larsen

Når efterårets udgave af Fjordlandet Open afvikles fra fredag den 18. september til søndag den 20. september 2020, sker det i en online-udgave. Det skyldes situationen med Covid-19, og deltagerne skal derfor ikke møde frem ved opstart eller afslutning, men blot indsende fotos af deres fangster.

Det er tiende gang fiskekonkurrencen Fjordlandet Open afvikles, når det går løs ved Roskilde Fjord og Isefjorden fra den 18. til 20. september 2020.

Det er som sædvanlig Fishing Zealand, der står som arrangør. Denne gang i samarbejde med Frederikssund Kommune samt Jagt og Lystfiskerhuset i Roskilde.

Online-konkurrence
Som sædvanlig ved Fjordlandet Open skal deltagerne tage foto af deres fisk sammen med det udleverede målebånd. Fotos mailes til arrangørerne, og deltagerne har derefter muligheden for at genudsætte fisken, hvis de ønsker det.

Se reglerne for konkurrencen her.

Udlevering af målebånd
På grund af den fortsatte situation med Covid-19 indledes konkurrencen ikke med det sædvanlige infomøde fredag aften med spisning og foredrag. Her plejer deltagerne at få udleveret det målebånd, der skal bruges ved fotografering af fangsterne, men denne gang vil deltagerne kunne hente målebåndet på to lokaliteter i Fjordlandet.

Målebåndene udleves fredag den 18. september, kl. 17.30 – 19.00 mod fremvisning af gyldig billet på disse adresser:

Ryegaard Ishus ved Munkholmbroen, Munkholmvej 325, 4060 Kirke Såby.

Grillbaren ”Route 66”, Strandvej 1, 3600 Frederikssund. 

Niels Lagergaard Pedersen (3) I Fjordlandet Open har du mulighed for at genudsætte din fangst efter fotografering. Foto: Niels Lagergaard Pedersen

Nedsat pris
Da der ikke indledes med spisning og foredrag, er deltagerprisen denne gang nedsat til 199 kr. Billetter købes online her

Gode præmier
I konkurrencen er der præmier til de fem længste havørreder. Førstepræmien er 5,000 kr. kontant + et gavekort på 5.000 kr. til Jagt og Lystfiskerhuset i Roskilde. Se hele præmielisten her

Afslutningen livestreames
Konkurrencen starter lørdag kl. 00.01 og slutter søndag kl. 16.00 og denne gang skal deltagerne ikke møde fysisk frem ved afslutningen. I stedet vil kåringen af vinderne blive livestreamet på konkurrencens Facebookside fra kl. 17.00. 

Husk fotokonkurrencen
Sideløbende med selve fiskekonkurrencen kan deltagerne indsende fotos til fotokonkurrencen, hvor der kåres to vindere. Her er præmierne 2.000 kr. og 1.000 kr.