Tag på fiskeeventyr i Danmark

Lasse1 Drag ud i det blå, og find fiskeeventyret. Sådan lyder opfordringen fra Lasse Elmgren, der her har haft held med at finde en usædvanligt smuk gedde på en tur i pontonbåden.

Er du eventyrlysten og hooked på at prøve nye spændende fiskepladser? Her giver fiskeinstruktør Lasse Elmgren en række gode bud på, hvor du selv kan opsøge eventyret i Danmark, men ellers lyder hans råd: Keep it simple, pak bilen og kør ud i det blå, så skal både eventyret og oplevelserne nok komme til dig.

I løbet af efteråret og vinteren drog fiskeinstruktør Lasse Elmgren rundt til en række sportsfiskerforeninger på en foredragsturné arrangeret af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Titlen på foredraget var ”På eventyr med enhånds-fluestang”, og det førte Lasse rundt i hele landet fra Thy til Bornholm og fra Nordsjælland til Sønderborg. I alt var der 15 foredrag, inden covid-19 satte en brat stopper for de sidste i rækken.

Hvis forholdene er til det til efteråret, vil Lasse genoptage turnéen, så de aflyste arrangementer kan blive gennemført og nye foreninger få chancen.

Foreningerne har udnyttet tilbuddet om fiskeforedrag

– Foreningerne har været gode til at udnytte tilbuddet fra forbundet til at tiltrække nye medlemmer. Der har været annonceret, og der har undervejs været gode, kreative løsninger fra medlemsforeningerne, fortæller Lasse og fortsætter:

 

– ROLK arrangerede foredraget på restaurant i Roskilde med bespisning først, og Vends Sportsfisker Forening annoncerede i dagspressen, hvorved de fyldte Hindsgavl Naturcenter, mens Fluefiskerne Bornholm havde hyret Jan Gildams foodtruck ind til at stå for aftensmaden. Foredragene har været velbesøgte med tilhørertal fra 20 til 80 personer.

Opsøg eventyret inden for Danmarks grænser
Hvis du var én af de heldige, der selv deltog, hørte du om, hvordan Lasse har været på spændende fiskeeventyr mange steder rundt i verden, men han fortalte også om, hvordan du sagtens kan opsøge et fiskeeventyr inden for Danmarks grænser.

Vi har bedt Lasse dele ud af nogle af de steder, hvor han mener, fiskeeventyret kan opsøges. Så selvom du ikke var til stede ved et af hans foredrag, kan du her finde inspiration til dit næste eventyr med fiskestangen.

Tjek dem nedenfor, men husk, at det kun er forslag, for som Lasse siger:

– Vi er tilbøjelige til at fiske de samme steder. Tænk tilbage på barndommen. Dengang var det virkelig spændende at komme på tur. Hvorfor? Fordi vi skulle udforske noget nyt!

Lasse3 Der ligger mange muligheder mellem de kendte fiskespots.

Fjord og kyst

NB: Under covid-19-epidemien anbefaler Danmarks Sportsfiskerforbund, at du tager alene til fiskepladsen frem for at følges med andre lystfiskere for at begrænse smittespredning.

Tag afsted med din makker. Parkér den ene bil ved slutdestination, og kør så sammen hen, hvor I vil starte. Brug en halv dag, én dag, tre dage eller en uge på at fiske en masse spændende vand af, til I er fremme ved slutdestinationen.

Det kunne være den sjællandske nordkyst, Isefjord, Djursland eller Mariager Fjord. Oplev hvor meget fedt fiskevand, der ligger mellem de sædvanlige hotspots. Her stiller jeg garanti for, at du vil blive overrasket over, hvad du er gået glip af i dit daglige fiskeri. Ikke bare fiskeriet, men også natur og seværdigheder.

Hvis ikke du tør prøve noget nyt, går dit indre eventyr tabt. Jeg ville aldrig bytte det danske fiskeri ud for noget andet.

Den jyske vestkyst
Tag ud i de tidlige eller sene timer om sommeren, hvor makreller og havbars ofte jager helt ind i strandkanten. Prøv revet ved Hirtshals Fyr, Klinten ved Bulbjerg eller høfterne ned langs Agger Tange.

Tænd et bål på stranden, og fald om i klitterne. Find de kystnære spændende bundforhold på Google Earth og tag flyderingen, gummibåden eller pontonbåden ud og fisk dem af.

Gå på Airbnb.dk, og book et billigt ophold mellem Nymindegab og Blåvand, hvor du kan bruge tiden på at fiske pighvar fra slut april.

Keep it simple

Pak bilen med fiskegrej og et par madrasser. Kør ud i landet og se, hvor du ender. Glem alt om at planlægge turen på forhånd. Tag en dag ad gangen, og find overnatningsstederne, som det kommer.

 

Det kan være i bilen, i shelters, i telt eller måske, det er blevet mørkt, så har vi da før bare lagt os i tørvejr i et masteskur på en lystbådehavn. I godt vejr kan der soves under åben himmel. Prøv det og oplev, hvor fantastisk det er at være fri for planlægning.

 

Findes der flere eventyr derude? Masser. Alle dem, jeg ikke anede fandtes, og dem, der må komme hen ad vejen.

Sydvestjysk å-eldorado
Tag på turné i noget af Danmarks mest oversete ørred- og laksevand. Her er plads til at udleve drømme under åben himmel ved Ribe Å, Gram Å, Varde Å, Vide Å, Kongeåen, Sneum Å, Holsted Å, Gels Å, Fladså og mange flere. Her kan du slide et ugekort op uden tilnærmelsesvist at have oplevet foreningernes fiskevand til bunds.

Og igen, book noget billigt via Airbnb.dk eller Booking.com, eller sov i telt. Du kan nemt bo et par dage det ene sted og rykke videre til næste ophold herefter. De lokale er behagelige og åbensindede med tips og tricks. Skal du have de bedste tips, er indgangsvinklen med en frisk grillet ringridderpølse aldrig at tage fejl af.

178 Masser af søer venter bare på at blive udforsket. Måske er det her, den helt store gedde gemmer sig.

Sø- og mosefiskeriet
www.ois.dk er danmarkshistoriens mest fejlagtige navn for en hjemmeside. Den skulle have heddet "eventyrenesklub.dk".

Zoom ind via kortfunktionen, til du kan se optegnelsen over matrikler, tryk på det tilhørende matrikelnummer, og find ejerens adresse. Spørg altid pænt om lov, og tag gerne dine børn, børnebørn eller en god flaske vin med i hånden. Alle kneb gælder, når der skal opsøges nyt eventyrligt vand.

Der findes omkring 120.000 søer i Danmark, der er større end 100 m2. Her ligger det helt store geddeeventyr lige til højrebenet.

Æbelø, så har jeg sagt det. Et legendarisk sted og ikke mindst fiskevandet omkring den. På mine foredrag rundt i Danmark har jeg bedt alle, der ikke har været der, om at tage hjem og skamme sig.
Lasse Lasse oplevede selv eventyret på en ø, da han deltog i Session på Møn.

Øerne
Opsøg dem, dyrk dem og oplev det befriende øliv, der giver Morten Korch-stemning helt ind i sjælen og generelt bare viser Danmark fra sin skønneste side.

Barsø i Lillebælt, Fur i Limfjorden, Tunø i Kattegat, øhop i det Sydfynske Øhav, øerne i Smålandsfarvandet og mange, mange flere. Er der tilgang med færge, så tag morgenfærgen, fisk, spis en god middag, og tag aftenfærgen hjem, eller tag en overnatning. Nogle øer kan der vades ud til, andre kan der sejles til i egen jolle.

Der findes omkring 1419 øer i Danmark på over 100 m2, hvoraf 443 er navngivne.