Østerssafari blev et mesterværk

Østerssafari 8 På kurset lærte deltagerne om en østers vej fra fjord til bord.

Limfjordens østers var næsten umulige at finde, og blæsten krævede stor standhaftighed. Men Danmarks Sportsfiskerforbunds østerskursus endte alligevel med godt samvær over lækre østersanretninger med bobler til.

Den første lørdag i januar mødes fiskeinstruktør Lasse Elmgren traditionen tro med sine venner for at samle østers i Limfjorden. Sådan har det været i en årrække, men i år var der en ekstra krølle på begivenheden, som var transformeret til et østerskursus for sportsfiskere arrangeret af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Sammen med to kokke tog Lasse den 4. januar imod 30 forventningsfulde folk i waders – parate til at indtage Limjorden og fjordens delikate østers. Men ligesom tidligere år var vejret en udfordring, fortæller Lasse.

– Året med snestormen husker vi alle. Og så var der det år med regnen og det med blæsten og nå ja – så også det år, hvor temperaturen var så lav, at vores østers bundfrøs. I år var udfordringen ingen undtagelse, og den var værre end nogensinde. Limfjorden var en meter over daglig vande, og samtidig blæste det 14 m/s. Tilkørselsforholdene stod under vand, de tunge støbejernsgryder blæste af bålgrillen, og vores elskede østers lå på en uopnåelig dybde, hvor de samtidig var umulige at se i det oprørte vand.

Inden vi vidste af det, stod vi alligevel i Limfjorden, i vand til livet i meterhøje bølger, og ledte efter østers med vores fødder!?!? – kan man det? Ja, det kan man!!
Anne-Grethe og Søren Lænkholm, kursister

Østers gemte sig
Det skulle også vise sig, at Limfjordens østers var yderst vanskelige at finde den 4. januar. Kursisterne gik til opgaven med gåpåmod, men fandt kun tilsammen små 100 østers.

– Det var en tom fornemmelse at stå der og fortælle, hvor mange østers der egentlig plejer at være. Dagens høst var langt fra nok, til at de to kokke kunne udfolde deres mangfoldighed. Der måtte gøres noget, så jeg tog en rask beslutning og sendte en bil til Danish Oyster Bar i Glyngøre. Kort tid efter kunne vi supplere dagens beskedne fangster af østers op, fortæller Lasse.

– Derpå tilberedte de to kokke en velsmagende østerssuppe. Til suppen fik kursisterne et glas velsmagende bobler, en lidt tør cava Mont Paral Vintage fra 2017. Den faldt i de flestes smag. Til de mere neutrale og salte østersanretninger blev der serveret en tør Riesling Trocken fra 2018. Igen ramte glassets indhold plet, og mellem de mange røde kinder begyndte smilene at forplante sig.

Østerssafari 3 Fiskeinstruktør og kokke havde til lejligheden medbragt en kæmpe grill.
Østerssafari 4 Klargøring og tilberedning af østers var en del af programmet på kurset.
Østerssafari 6 Under de rette vejrforhold er der masser af østers at finde på bunden af Limfjorden.

Kursister: En vidunderlig dag
Der var store roser til kurset fra de lettere forfrosne deltagere. Her kan du læse én af de anmeldelser, vi har fået fra kursisterne:”Vejret var en udfordring: 14m/sek. fra NV samt højvande. Allerede på P-pladsen, hvor vi mødtes, forsøgte en deltager at ændre programmet til noget indendørs et andet sted i Jylland.

Men inden vi vidste af det, stod vi alligevel i Limfjorden, i vand til livet i meterhøje bølger, og ledte efter østers med vores fødder!?!? – kan man det? Ja, det kan man!! Udfordringerne var massive, men den positive energi, som arrangørerne b l æ s t e ud over dagen, vendte katastrofen til en succes.

Lasse Elmgren og hans team af kokke serverede – efter flere fornemme feberredninger – østers på masser af forskellige måder: fra naturel, over dildolie og tyttebærdrys, til suppe, og som finale: østers friterede i beignet-dej med urtecreme (Wow!) – og så var jeg lige ved at glemme mine yndlings, nemlig dem, der bare var drysset med hakkede æbler og fermenterede polske agurker.

I tilgift var det skønt for én gangs skyld at mødes med sportsfiskere, have tid til at tale sammen, og knytte nye bånd! Det blev en vidunderlig dag, som vi sent vil glemme!”

Anne-Grete & Søren Lænkholm, kursister

Østerssafari 2